26. maj 2000

Ahh, vi sidder her og slår mave efter en god frokost, som Tony, vores hostel-ejer, har netop givet på en restaurant nede af gaden. Hvor er det rart at blive forkælet lidt efter de mange måneder med en mere primitiv livsform.

Vi går og venter på at vores fly skal afgå - der er stadig 30 timer til vi skal checke ind i lufthavnen og om 32 timer forlader vi landet og kan læne os tilbage i flysæderne og se frem til sommer og sol i Danmark - for I har vel gemt lidt til os ?

Vi fik afleveret bilen den anden dag og skibet er netop afsejlet her til formiddag med forventet ankomst til Europa i starten af juli måned. Vi ville egentlig gerne have været nede og se det sejle ud, men der var nogle toldpapirer, som skulle ordnes - og så kom Tony og spurgte om vi ville spise frokost med ham. Så vi krydser fingre for at skibet er kommet godt afsted med vores container ombord.
Vi gik i de sidste dage før aflevering rundt med nerverne udenpå. Vi kunne ikke lide at have bilen stående på gaden i en storby og vi blev ved med at tænke og spekulere på, om vi nu havde husket det hele.
Og så kom morgenen, hvor den skulle afleveres. Vi stod meget tidligt op og kørte afsted mod havnen, mens solen gik op over den søvnige storby. Vi ville helst ikke blive fanget i en hektisk morgentrafik, så vi var på vejen inden dagen rigtigt begyndte.
På havnen var man allerede i gang og der oplevede vi noget virkeligt skægt, nemlig at vi blev genkendt af flere folk. "Dav", og "er I nu der igen", "var det en god tur?" og lignende mødte os fra folk, som vi ikke kunne kende. Men det var folkene som havde pakket containeren ud, da bilen i sin tid ankom og de kunne altså kende den. Det føltes rart at overgive vores dyrebare last i gode hænder. Det var jo nærmest en god ven, som vi skulle sige farvel og på gensyn til. Vi kender alle dens særheder og luner og har været sammen med den i utallige timer.
Vi klappede den lidt på skærmen og sagde tak for turen, før vi vente os og gik ud af container-hallen.

Ude i lyset igen fik vi pludselig en masse energi. Al den nervøsitet og alle spændingerne skulle ud og vi følte at en stor byrde var taget af vores skuldre. Vi blev enige om at gå ind til byens centrum, selvom der var mere end fem kilometer. Vi skulle have brugt de kræfter, som fyldte os, og en rask gåtur var ideel. Vi legede rigtige storbymennesker - som vi jo ellers er blevet vænnet af med - gik en tur i biffen, faldt ind på en cafe, fik fremkaldt de sidste billeder og brugte ellers tiden til at slentre roligt rundt og udforske nye kvarterer af denne enorme by.

Vi nåede ikke at tage en tur i skulptur-parken som planlagt, inden bilen blev afleveret. Vi besluttede i stedet at leje en bil til turen, men inden vi nåede så langt, kom Tony (igen) og sagde, at vi bare kunne låne hans bil. Der er fordele ved at være "kendte" ansigter...
Og i går formiddags kørte vi så afsted i den gamle bil udstyret med regnfrakker (ja, gæt hvorfor) og en kortbog over Melbourne, som fik Kraks vejviser til at ligne en lommebog.
Vi skulle besøge et område i de store skove sydøst for Melbourne, hvor en skulptør ved navn William Ricketts byggede en lille udstilling med sine mange skulpturer af aboriginal-folk og deres tilknytning til livet og jorden.
Skulpturene var alle lavet, så de gled i et med jorden, skoven og klipperne, som de stod iblandt.
Willian Ricketts levede meget af sit liv blandt aboriginal-folket, da han ikke følte sig hjemme blandt de hvide australiere. Faktisk hadede han den hvide australier for det, som han gjorde mod landet, ur-befolkningen og naturen.
Gennem mere end 60 år formede Ricketts figurer i ler og skabte symboler på sin kærlighed til ur-befolkningen og deres tilknytning til naturen.

Vi gik rundt ad de små stier i skoven og kunne, hvor vi end vendte hovederne, se store eller små ansigter kigge på os eller på himlen. Vi kunne finde små dyr - naturlige eller fabeldyr, gamle mennesker og børn og alle steder var der små kilder og symboler på vand - kilden til livet.
Det var et meget smukt sted at gå rundt og man følte sig i en eventyrverden, hvor både træer og mennesker voksede direkte op ad jorden. Samtidig blev vi lidt sørgmodige over den virkelighed, der gennem de sidste 200 år har været grusom for the aboriginees - og stadig er det, blot på en anden måde. Alt det smukke, vi gik rundt imellem, forstærkede paradoksalt følelsen af uretfærdighed i det faktum, at aboriginal-folket reelt ikke har en fremtid, medmindre de assimilerer og lever med den hvide mands livsværdier. Skulpturerne er lavet med stor følelse for livet med naturen, og det var overvældende, så mange tanker og følelser, der fløj gennem vores hoveder mens vi gik dér i den stille skov.
William Ricketts Sanctuary er virklig et sted, som er værd at besøge, hvis man kommer på disse kanter.

Vel tilbage i storbyen sidder vi så og tænker tilbage på de utallige oplevelser, som vi har haft de sidste mange måneder. Oplevelserne har for det meste været gode og de har alle lært os noget. Vi er blevet meget klogere på os selv og på andre mennesker - på godt og ondt. Vi evaluerer disse mange måneder hvert eneste minut, og det tager sikkert lang tid før vi er færdige og klar til at fortælle om de indtryk, der fylder mest i vores sind.

Snart siger vi farvel til Australien, til kulden og en meget lang rejse. Hjemme venter en masse nyt, som vi har stort mod på at tage hul på. Vi ses i Danmark.