8. maj 2000

Det' den dejligste morgen i hundrede år og vi lever !
Et let omskrevet citat fra Gnags' gamle sang kan dårligt nok beskrive den følelse vi havde i morges kort efter vi vågnede.
Vi var tilbage i Arkaroola i det nordlige Flinders Ranges og solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var hundekoldt, men så længe vi opholdt os i solen, der lige havde sneget sig op over bjergene, kunne vores rystende hænder holde om en varm kaffekop.

Vi forlod Broken Hill med friske bremser og højt humør, da vi vidste, at næste stop burde være Flinders Ranges - nærmere bestemt vores "gamle" paradis - Arkaroola i nord.
Arkaroola er et privat-eget naturreservat, som ligger i den smukkeste bjerglandskab. Det er 61.000 hektar bjerge, bakker, marker, floder og
enge, der var fårefarm indtil en gang i 1960'erne, hvor en en ung australier og hans skotske kone købte stedet og omdannede det til et paradis for dyr, planter og naturelskere.

Vi forlod asfaltvejen for at køre de sidste 300 kilometer ad grusvej. Et stort skilt forkyndte, at vi nu bevægede og ud i "remote area" - altså et øde område, hvor der ville være temmeligt langt til nærmeste hjælp. Men dette kunne ikke afskrække os nu, for vi havde kørt steder, som var mere øde end dette.
De mange kilometer blev tilbagelagt uden at vi mødte en eneste bil og forventningsfulde - og nervøse - kørte vi de sidste 10 snoede og bakkede kilometer før vi nåede til Arkaroola-landsbyen.
Vi glædede os meget, for sidst vi var her, havde vi nogle virkelig gode oplevelser, men vi var også nervøse for, om man nu kunne genkende os. Sidste gang blev vi jo stille og roligt en del af dagliglivet og kom i god snak med alle.
Var vi blot nogle turister dengang, eller havde vi sat spor....

Vi gik ind i den nyligt ombyggede reception og kunne konstatere, at temmeligt meget var forandret siden sidst... En ukendt ung pige stod bag receptionen og tog imod pengene for vores campingplads og fortalte os, at der i aften ville være grillaften. Ikke længe efter, da vi havde slået teltet op og var gået ned til grillen, mødte vi den første... Paul, som stod der med underkæben hængende ned og sagde "Jamen, vi snakkede om jer i går.. om at det måtte være tid at I kom igen.." Og så vidste vi, at vi var genkendt - og velkomne !
Ikke længe efter mødte vi flere andre af de gamle "venner", der alle tog godt imod os. Det var tydeligt, at Arkaroola stadig var et sted for os, og at den venlighed, vi blev mødt med sidste gang ikke blot var den sædvanlige australske overfladiske "venlighed", men derimod den ægte vare.
Senere kunne vi lettede gå op til bilen og en stille stund med kiggen på stjerneskud på den klare nattehimmel.

Vi vidste, at vi ville vågne op til solskin - hvad ellers ? Sidst vi var her, havde det ikke regnet i 5 år... Mens vi havde været væk, havde de endelig fået lidt af det, som vi har fået alt for meget af. Men vi var næsten sikre på, at det ikke ville ramme os her - og rigtigt nok, så fik vi en pragtfuld morgenstund med solskin.

Før vi begav os ud i det kendte område på Arkaroolas domæne, ville vi kigge lidt på de egne af Flinders Ranges, som vi kom for sidste gang, nemlig Gammon Ranges syd for Arkaroola.
Vi havde en bog, der beskrev en dejlig rundtur mellem bjergene, og denne ville vi prøve kræfter med.
Mange spor gennem bjergene er ensrettede, fordi sporene er smalle og det ikke kan lade sig gøre for to biler at passere hinanden (uden at den ene falder ned...) Nu var det desværre en ældre bog vi havde og den beskrev vores tur som ensrettet den ene vej... og det var altså blevet lavet om...
Vi kørte glade rundt ad det smalle spor med stejle skrænter ned på den ene side og nød den storslåede natur. Pludselig delte vejen sig og et skilt fortalte at der ingen indkørsel var fra denne ende af vejen - men hvilken af de to veje ? Skiltet så ud som om det stod på den vej, vi skulle ned af - men vores bog fortalte jo noget andet...
Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev enige om, at det skilt var placeret åndssvagt... Så vi kørte videre af det rigtige spor og var sikre på, at vi var på rette vej... indtil vi mødte en "grader" på vej mod os.
En grader er et meget stor køretøj, som man bruger til at afrette grusvejene med hernede. Sporet trængte åbenbart til at blive rettet lidt op og derfor havde man sendt graderen ud - den rigtige vej rundt af sporet.
Vi kom op over en bakketop og netop som vi stoppede på toppen, kunne vi se den store maskine komme masende op mod os. Heldigvis var der - for første gang i meget lang tid - plads til at vi kunne køre af sporet og give plads, så graderen - der jo var noget større end os - kunne få plads til at komme forbi. Vi snakkede dog lige med manden bag rattet og spurgte om det var ham eller os, som kørte den forkerte vej rundt - og det var vist nok os...
Men det mente han ikke skulle stoppe os - vi kunne vel bare holde ind til siden, hvis vi mødte flere... han kendte åbentbart ikke til de smalle bjergveje uden mulighed for omveje.
Vi kørte dog videre og landskabet forandrede sig således, at vi kom ned at køre i mere sikre højder. Vi kunne sagtens have passeret modkørende nu, hvis der altså havde været nogen. Men vi fik naturen og sporet for os selv og kunne uden forstyrrelser stoppe og se på store flokke af hvide papegøjer og andre fugle før vi lidt trætte satte kursen tilbage mod Arkaroola.

Her til aften gik vi så en lille tur i området og samlede brænde. Vi skulle nemlig have lejrbål og i denne vilde natur er der masser af brænde, der bare ligger og venter på dig.
Vi sad og varmede os omkring ilden, mens vi ærgrede os over, at vi ikke havde mere mel. Vi skulle have lavet snobrød, mens vi kiggede op på den stjerneklare himmel, stjerneskuddene og månen, der var på vej ned bag bjergene.
Vi gik lykkelige i seng og følte, at vi var kommet hjem.