6. maj 2000

Vi kører alt hvad vores stakkels Land Rover kan klare og en hurtig og voldsom musik drøner ud af højttalerne for at få vores puls op i højeste slag. Vi har travlt - rigtigt travlt. Vi er midt i et kapløb med tiden og med en flod, som stiger minut for minut og snart lukker os inde.
Store vandsøjler står højt op, hvergang vi pløjer gennem oversvømmelser på vejen. Vi har ikke tid til at stoppe - og vi kan heller ikke...

Vi slap ud af Thargomindah forleden med nød og næppe. Vi kunne natten igennem høre småbyger tromme mod taget og vi regnede med at floden, som kunne spærre os inde, ville spærre os inde. Onsdag morgen stod vi op til en grå himmel og vi kørte op til det roadhouse, som vi havde fået informationer på dagen før. Men her vidste de endnu ikke noget om flodens tilstand, så de rådede os til at spørge på kommunen. Det gjorde vi da bare, og da vi kom ind på kontoret og foldede kortet ud, begyndte damen bag skranken at ryste på hovedet endnu før vi havde forelagt vores spørgsmål. Alle veje var lukkede, så der var ikke så meget at snakke om...
Indtil en mand kom forbi skranken og sagde, at vi måske kunne være heldige at nå over floden. Klokken 9.00 om morgenen havde floden være 40 centimeter over broen og den steg hurtigt med 10 cm i timen. Klokken var nu 10.00 og der var 130 kilometer til floden. Manden mente, at vi stadig ville være i stand til at krydse floden, hvis vi nåede dertil inden middag.
Herefter var der vitterligt ikke mere at snakke om. Vi skyndte os afsted og krydsede fingre for at der ikke var for mange oversvømmelser på vejen, som ville sinke vores færd.
Klokken 11.30 nåede vi frem til floden og skiltet, der forkyndte, at vejen var lukket. Vi drejede uden om skiltet og holdt stille ved kanten af floden, som på dette tidspunkt nok var 150-200 meter bred. Vi kunne faktisk ikke se enden på den, for vejen snoede sig mellem træerne og broen var heller ikke at se. Vi vidste ikke hvor broen var, men vi håbede at toppene af de hvide kantpæle ville vise os vejen frem.
Der var ikke meget af pælene der stak op, for vandet stod nu 60-70 cm over broen. Vi håbede på, at der var en form for rækværk på broen et sted under vandet, som ville stoppe os, hvis vi kom for tæt på kanten.
Det var med krydsede fingre at vi satte i lavgear og kørte ud i vandet. Vi vidste at for hvert minut der gik, blev chancerne for at komme over mindre, så vi måtte ud i det.

Vandet stod snart ind over kølerhjelmen og begyndte at pible ind ad dørene. Vi forsøgte så godt vi kunne at pejle os frem ad den snoede vej ved hjælp af pælene i siden. Vi kom pludselig for langt ud, for vi kunne mærke, at bilen skred ned ad en kant, men heldigvis var vejrabatten ikke så blød, så vi kunne uden de store problemer komme videre. Vi havde ikke den store lyst til at hænge fast i mudder midt i floden.
Men efter et par nervepirrende minutter kom vi op af vandet igen. Vi holdt stille og lod bilen dryppe lidt af, mens vi selv jublede over at have klaret denne udfordring. Vi følte os som en pokkers karl og hans pige, mens vi tænkte på første gang vi krydsede en lille creek - det var vand i forhold til dette... en brusende flod.

Herefter var det bare at køre videre mod næste by, hvor vi håbede på at kunne få reservedele til bilens bagbremser. Vores nødreparation virkede, men den betød, at vi ikke havde særlig god bremseevne - og der var masser af hoppende kænguruer i landskabet omkring os...
Men de forskellige værksteder i byen sagde alle "næh.. prøv nede hos..." - og det gjorde vi - med samme resultat.
De kunne alle skaffe tingene i løbet af nogle dage, men vi syntes ikke, at vi ville vente så længe. Vi vidste, at der var et Land Rover-værksted i Broken Hill og denne by lå jo på vores videre rute. Der var ikke mere end små 900 kilometer derned, så det kunne vi nok klare.

Vi ankom trætte til Bourke, hvor vi indlogerede os på campingpladsen - som stod under vand på grund af den silende regn. Vi forsøgte at gå en tur op i byen for at vågne lidt op. Men vi kunne ikke finde "byen" - altså der, hvor der måske var et par butiksvinduer at kigge på. Vi havde kigget på et kort, men vores retningssans var ikke på toppen denne aften, så vi endte med at gå rundt i nogle villakvarterer.
En bil stoppede pludselig og manden i den spurgte om vi var turister. Mjoo.. det var vi vel.. Jo, for den vej, som vi var på vej ned af, var ikke så god at gå på efter mørkets frembrud, fik vi at vide. Hvorfor nåede vi ikke at spørge om, men manden sagde lige inden han kørte videre, at der nok ikke ville være problemer, når det regnede... Øhh.. vi var lidt rådvilde... Ville vi blive slået ned af vilde gadebander, eller var det her at ufoerne landede.. Vi gik videre, mens vi lettere nervøse kiggede os omkring.
Vi kom både sikkert ud og hjem igen, så det var nok rigtigt, at gaden ikke var så farlig i regnvejr.

I går morges kørte vi videre de sidste 650 kilometer mod Broken Hill. Det var fredag og vi kom i tanke om, at Land Rover-værkstedet måske havde lukket om lørdagen, så vi måtte skynde os at komme frem inden lukketid.
Da vi nærmede os Broken Hill var klokken ved at blive fire og dermed lukketid... men som reddet af gong-gongen forkyndte et skilt, at vi skulle stille tiden 30 minutter tilbage.
Nå ja, vi kunne godt huske fra tidligere, at netop Broken Hill bruger cenral-australsk tid, selvom resten af staten ligger i en anden tidszone. Så vi fik en halv time forærende og kunne derfor lige nå frem til værkstedet inden lukketid.
Der stod en enlig dame bag den lange disk. Hun så ud som om hun kedede sig og bare ventede på, at klokken skulle slå fire, så hun kunne låse døren og holde weekend.
Vi kom glade ind af døren og sagde "go'daw, vi vil gerne se på nogle bremser". Hun anlagde en bekymret mine og svarede, at alle folkene desværre var på... landbrugsmessen, som blev afholdt i byen i denne weekend - og hun ikke rigtigt havde forstand på tingene, så hun kunne nok ikke hjælpe os.
"Hvad ??? Vil det sige at...." og så fik hun hele smøren om vores nedslidte bremser og den lange køretur og vores videre færd, hvorefter hun prøvede at ringe til nogle af folkene for at få dem til at komme og hjælpe os.
Men de kunne ikke komme lige på det tidspunkt, så vi måtte med fælles hjælp finde vej gennem reservedelskataloger, mikrofilm og computersystemer, før vi endelig kunne finde de rigtige varenumre og derefter tingene på hylden.

En formue fattigere fandt vi vores "gamle" campingplads og slog lejr. Vi har i dag kunnet nyde en efterårssol, som lige var været kraftig nok til at holde stivheden fra fingrene i den bidende vind, mens vi så fik ordnet bilen og lidt vasketøj. For jo, det er virkelig blevet koldt efterår i det sydlige Australien.

Med vores ankomst til Broken Hill har vi nu sluttet en cirkel, der begyndte for næsten fire måneder siden. Vi er på vej til Flinders Ranges for at slå knude på cirklen før vi sætter kursen mod Melbourne og derefter Danmark.