30. april 2000

Klokken er 05.30 PM (GMT/UTC+10:00) og Starship Commander Ellegaard og hans Chief Navigator Heidemann er netop landet sikkert i rumbase Blackall (Jorden S24º25'44,8"/E145º28'04,5"). De melder, at alt er vel ombord.
Nej, vi er ikke blevet gale. Vi kedede os bare lidt på køreturen her til byen Blackall i går og da vi tilfældigvis var faldet over et bånd med musikken fra den seneste Stjernekrig's film, ja så gik der ikke længe, før bilen fløj gennem fjerne galakser og vi fløj med.

Mount Isa var et hul i jorden - men det skyldes nok, at man bryder kobber, sølv, bly og zink i grunden under byen. Det var meget tydeligt, at vi boede i en mineby; Den tunge trafik, de store bjerge af slagger ved siden af malmsmelterne og ikke mindst de kæmpe gule projektører, der natten igennem oplyste mineområdet, så dagen aldrig fik en ende der, og vi andre fik en gul nattehimmel.

Vi overnattede et par dage på en lille campingplads, hvor vi havde nogle praktiske ting at ordne omkring vores hjemrejse. Vi skulle jo finde ud af, hvornår bilen skulle sendes hjem igen til Danmark. Efter lange samtaler og skriverier frem og tilbage med vores fragtfirma, nåede vi frem til 22. maj ! Det er lige om lidt, men da vi skal bruge bilen i Danmark i starten af juli - og det tager 40-50 dage at få bilen pakket, sejlet og pakket ud igen - ja, så måtte vi bide i det sure æble og acceptere datoen. Vi selv tager flyet hjem en uge senere.

Vi boede på bredden af floden Leichhardt River, der skærer igennem byen, og de fugtige omgivelser syntes at være ideelle for frøer og tudser. Men nu var de ikke længere grønne, charmerende og ganske uskadelige. Rundt omkring os hoppede der hver aften 8-10 brun-grønne knortede giftige Cane Toads. Det er tudser, som udskiller en selv for mennesker dødelig gift, når de føler sig truede.
Tudserne blev indført til den østlige del af landet i 1935, da man fejlagtigt troede, at disse tudser kunne udrydde nogle biller, man havde i sukkerrørs-markerne. Man glemte vist at tænke på, at disse tudser har meget få naturlige fjender, da de jo er giftige, og der derfor ikke sker nogen naturlig regulering af bestanden.
Tudserne er nu ved at invadere hele det nordlige Australien, hvor de spreder sig med cirka 30 kilometer om året. Man regner med, at de vil være at finde i Darwin inden år 2010 og her i år 2000 kunne vi altså allerede finde dem hoppende rundt i Mount Isa. Vi undgik dem behændigt og de lod heldigvis os være i fred.

Udover huller og tudser bød Mount Isa også på en anden seværdighed, nemlig et fossil-museum. Ikke lang fra Mount Isa ligger et område, der er et skattekammer for palæontologer, det vil sige folk som forsker i uddøde dyr og planter. For her er et af de få steder i verden, hvor der er bevaret fossiler af landdyr. Normalt går resterne af døde landdyr og planter til på grund af forrådnelse, men i dette område, der i sin tid var dækket af regnskov, blev de bevaret og forstenet i kalkstenslaget, der langsomt dannedes.
Man har fundet fossiler af mere end 200 dyrearter, som ikke kendtes tidligere, heriblandt fire meter høje fugle, kæmpe kænguruer og løver.
Vi tog en tur gennem den spændende udstilling og det var ikke uden betagelse at vi kiggede på en 20 millioner år gammel skildpadde eller resterne af en "kun" 15.000 år gammel krokodille.

Det var blevet hen på eftermiddagen, da vi endelig kom ud af byen og satte kursen sydpå, så vi nåede ikke så langt denne dag. Vi stoppede i byen Dajarra og fandt et roadhouse, hvor vi spurgte efter campingmuligheder. Nu havde man altså (endnu) ikke en campingplads i byen. Man var ved at overveje at lave en mark nede bagved om til campingplads, men det var altså stadig kun på tegnebrædtet. Byen var jo ikke så stor og det var ikke mange fremmede, som kom der igennem.
Vi kunne dog bare slå lejr på en græsplæne lidt nede af vejen. Det var offentlig grund og ingen ville sige noget til det, fik vi at vide.
Så vi slog teltet op og gik så tilbage til roadhouset for at få lidt aftensmad. Vi fortrød dog lidt, at vi brugte en masse penge der, for det viste sig, at indehaveren var en sur gammel mand, der ikke havde meget til overs for andre mennesker.
Vi var jo i Australien og langt ude på landet, så selvfølgelig var der også masser af indbyggerne, som var aboriginals - heriblandt en del børn. Men de skulle altså ikke bilde sig ind, at de kunne komme der og handle i butikken på lige fod med "de hvide". Sådan syntes indehaverens indstilling ihvertfald at være. Han skældte dem ud, talte grimt til dem og råbte af dem, da de var gået. Bagefter kom han så over til vores bord og fortsatte sine racistiske ytringer. Vi fik hurtigt nok af ham, for vi kunne ikke se nogen grund til at fare sådan op over nogle glade, frække og charmerende børn, der ikke opførte sig anderledes end alle andre børn i verden.
Desværre har vi mange gange på vores rejse oplevet, hvordan australierne er meget lidt tolerante overfor andre folkeslag end deres "eget" - der iøvrigt er en køn sammenblanding af hele verden.

Fra Dajarra gik turen videre mod Boulia, hvor vi endelig skulle på grusvej igen. Vi havde længe fulgt vej-rapporterne og nu begyndte vejene at blive åbnet igen - stod der. Men... i Australien hænger det sådan sammen, at det er kommunen, der vedligeholder vejene og politiet, der har ansvaret for sikkerheden på vejene. Når det regner, bliver grusvejene ødelagte og farlige at køre på, og de bliver derfor lukkede, hvilket normalt bliver rapporteret til en overordnet statslig instans, som udsender vej-rapporterne. Men... i Boulia var den ingen som ville tage ansvar for lukningen af veje. Politiet sagde, at det var kommunens ansvar og kommunen sagde, at det var politiet, der havde opgaven. Nogle ufremkommelige veje forblev derfor åbne, og andre blev lukket med skilte. I begge tilfælde uden at vej-rapporterne blev rettet.
I følge vej-rapporterne kunne vi sagtens komme ned til en flække kaldet Birdsville langt mod syd og herfra videre ud på et spor gennem ørkenen. Men et skilt forkyndte at vejen var lukket og da vi spurgte os frem, fik vi historien med politiet og kommunen. Vi fik også at vide, at man stadig ikke vidste, hvad der blev af en motorcyklist, der havde fået grønt lys til at køre ud ad en af de ufremkommelige veje, der altså var officielt åben... Han var ikke kommet frem og han havde ikke brændstof nok til at komme frem til den kæmpe sø, der spærrede vejen, og tilbage igen. Hvem har ansvaret for dette ?

Nu må der ikke gå politik i denne fortælling. Det næste vi gjorde, var at række armene i vejret og råbe "Så vis os dog en vej !!". Vi var godt trætte af konstant at skulle tage stilling til nye mulige ruter, så det var på sin vis glædeligt, da vi fik at vide, at vi kun havde to muligheder: 1 - at køre tilbage eller 2 - at tage asfaltvejen mod øst.
Vi satte kursen østpå og begyndte at indstille os på at køre på asfalt, indtil vi kommer til Sydaustralien igen. Humøret svingede meget den dag, men solen begyndte hen på eftermiddagen at skinne lidt mellem de mange skyer. Solen fik den sidste rest af optimisme frem i os og vi besluttede, at hvem det end var, som prøvede at spænde ben for vores planer, så skulle de ikke få lov.

Og det kunne regne eller sne, da vores Land Rover blev forvandlet til et rumskib og fløj gennem himmelrummet, efter et stop i Winton, hvor vi fandt Star Wars-båndet. Intet kunne slå os ud, da vi ankom til Blackall i går aftes.

Vi var kun lige ankommet, da vi blev opfordret til at gå en tur ned i byen, hvor der var et stort landbrugsarrangement... jo, altså traktorudstilling, hesteopvisning med videre.. og dette "med videre" var fåreklipnings-konkurrence og rodeo.
Det lød faktisk meget sjovt, så vi gik afsted og håbede på, at det var lidt ligesom et dyreskue i Danmark. Og jo, der var skam både karruseller og tombolaer, ligesom øl- og pølsebod. Og så var konkurrencen i "hvem kan hurtigst klippe et får" netop ved at begynde.
Alle de lokale unge fåreklippere stillede op og det var tydeligt, at der var stor prestige i denne konkurrence. Vi hujede med, når de gjorde det godt og måtte virkelig tage hatten af for vinderen, som kunne befri et får for den tykke uld på kun 33 sekunder.
Bagefter kom så det, som alle ventede på... rodeoet. Her skulle de unge mænd vise, at de var mænd og kæmpe om, hvem der kunne holde sig længst tid på ryggen af en vild tyr.
De unge fyre, der var shinet op, som enhver cowboy bør være - med hat, vest, støvler og sporer - stod på række og pustede sig op, så pigerne måtte hvine og vi andre klappe og pifte, mens de blev præsenteret.
Og så gik det ellers løs.
Hjemmefra ville vi aldrig have planlagt at se sådan en forestilling og vi har faktisk været lidt "frelste", for det måtte da være dyreplageri.
Men vi fik et noget andet syn på sagen i går, da vi så denne kamp mellem et lille menneske og en kæmpe tyr med voldsomme kræfter.
De unge fyre havde ikke mange chancer for at holde sig fast i det reb, som var spændt om bugen på tyren, for tyren hoppede og sprang og hvirvlede rundt, så rytterens spinkle krop blev slynget af. Det var et under, at ingen kom til skade under tyrenes meget voldsomme bevægelser.
Det var tydeligvis en leg med liv og helbred for rytterne - og der holdt da også to ambulancer klar, hvis det skulle gå galt. For tyrenes vedkommende så det faktisk ud, som om de morede sig med at kaste rytterne af, så det gjorde mest muligt ondt på dem (rytterne).
Vi blev meget fascinerede over forestillingen, hvor Australiens unge mænd skulle vise deres manddom ved at sætte livet på spil.

I dag søndag har vi så siddet og nydt dagen i skyggen, hvor der var dejligt svalt. Vejret har været som på en god dansk sommerdag, og sommerfuglene har flagret omkring og hygget sig med de store blomster i buskene omkring os. Et stykke væk gik en mand og slog græs og man kom næsten til at tænke på mormors kolonihavehus. Vi manglede bare en god sommerfrokost med rugbrød, lun leverpostej, snaps og sild.

Nu, hvor det atter er blevet aften, lyder det som om stjernekrigen er brudt ud igen, men det er bare det årlige landbrugsarrangement, der har nået sin afslutning. Den stjerneklare himmel oplyses i mange farver og der lyder dumpe drøn fra fyrværkeriet, der eksploderer højt over byens tage. Godnat og tak for i år.