24. april 2000

Vi sidder nu her indedøre med et larmende gammelt køleskab som bord for computeren. Vi har indlogeret os på et hostel i Mount Isa, hvor vi landede her i eftermiddags efter endnu en lang dag bag rattet.
Vores dage veksler meget for tiden. Den ene dag sker der absolut ingenting og næste dag er så fyldt med oplevelser.

For nogle dage siden da vi kørte videre fra Douglas River, mødte vi tre gange nogle kæmpefirben, der var vandring på vejen. De var alle over en meter lange og havde ikke særligt travlt med at komme af vejen, da vi kom kørende. Vi kunne nemt stoppe og kigge nærmere på dyrene, der stille og roligt med vanlige øgleskridt - det vil sige med bevægelser, der indvolverer hele kroppen - gik ud i vejkanten og gloede på os.
Vi stødte også på slanger... Kæmpestore pythonslanger, der lå der og snoede sig på vejen. Men de var nu ganske harmløse, for de var blevet kørt ihjel af biler natten forinden. Pythonslangerne hernede er iøvrigt ikke farlige for mennesker - heller ikke når er i live, men de ser frygtindgydende ud, når de er over to meter lange og har en tykkelse på 10-15 cm.
Vi havde ikke kørt mere end 10 minutter, før vi mødte det første firben og fem minutter senere så vi så den første slange. Sådan vekslede det de følgende 30 kilometer, før vi igen nåede ud på den kedelige Stuart Highway, hvor kursen blev sat sydpå til Katherine igen.

Vi skulle til Katherine for at få telefonkontakt og få vasket dyner, puder og alt det andet våde tøj, som var begyndt at lugte temmeligt kedeligt efter at have været fugtigt i mange dage. Vi håbede også på at få en email fra det transportfirma, der skal fragte vores bil hjem igen til Danmark, når vores eventyr snart slutter. Vi har en dato i juli, hvor vi skal bruge bilen i Danmark, og vi har så bedt transportfirmaet om at finde ud af, hvornår de skal have bilen til pakning og forsendelse herfra. Vi går og frygter lidt, at denne dato ikke ligger så forfærdeligt langt ude i fremtiden, da det jo tager næsten 40 dage at sejle bilen hjem.
Men der lå ingen mail, så vi måtte væbne os med tålmodighed, for påsken stod jo for døren. I stedet brugte vi tiden på igen at kigge vejrapporter og kort og finde en mulig rute, som kunne indeholde nogle spændende oplevelser.

Den mente vi at finde ved at køre mod Mount Isa og derefter stille og roligt sydpå derfra. Vi kørte lidt ned af Stuart Highway og derefter lidt østpå for at følge nogle mindre veje. Vi har jo for længe siden erfaret, at jo mindre vejene er, des flere oplevelser byder de på. Men denne dag gav dog ikke nogen oplevelser, der var værd at skrive hjem om. For en stor del af tiden regnede det, og vi vidste, at nu blev tingene i tagteltet våde igen. På en eller anden måde finder vandet vej ind under presenningen og hen til madrassen, der gladeligt suger som en svamp.
Vi tog en overnatning ved roadhouset i Cape Crawford. "I Cape Crawford" - det lyder så flot - som om det var en stor by. Men der var faktisk ikke andet end dette roadhouse i krydset mellem tre veje, som hver især ledte mindst tre hundrede kilometer videre, før de nåede til anden civilisation. Alligevel var der livlig aktivitet på stedet, men det skyldes måske, at der også var en bar...

I går morgen kørte vi så videre igen og så kom en af de oplevelsesrige dage ellers. Når man mindst venter det, vrimler det frem med et dyreliv, der overstiger enhver Poul Thomsen-udsendelse. Den ene wallabee efter den anden hoppede i vejkanten; så var der en dingo - de meget smukke vilde hunde; så fløj en stor flok af sorte papegøjer med røde haler op og så så vi det ellers - det som vi begge meget længe har drømt om at se - et Brulga-par. Det er nogle høje, slanke og meget smukke fugle. De er grå med en rød kalot på hovedet. Det specielle ved disse fugle er, at de danser for hinanden.
Vi har for et stykke tid siden købt tre små malerier, der forestiller netop Brulga-fuglene i dans og vores drøm har derfor været at møde disse smukke fugle i levende live.
Da vi kørte der på vejen, råbte Helle pludselig "STOP ! Jeg tror, jeg så dem, vend om vend om!". Og vi vendte om og rigtigt nok, så gik der et par majestætiske fugle langt inde mellem træerne. De blev dog lidt skræmte af os og forsvandt snart. Men vi havde set dem og vi var glade.
Vi havde ikke kørt andet end et kvarter, før vi så det næste Brulga-par. Men også de forsvandt hurtigt ud af syne, da man jo ikke kan undgå at lave en del støj, når man kommer med en stor bil.
Da vi tredie gang så et Brulga-par, var de ganske tæt på vejen og syntes ikke at ænse os. Helle sprang ud af bilen med kameraet for måske denne gang at være heldig at få et billede. Jesper blev siddende og skulle lige til at råbe "Skynd dig, de er ved at lette", men måtte midt i sætningen stoppe, tøve og næsten med bævende stemme sige "Helle, de... de danser...". Og de dansede for hinanden, de to Brulgas. De spredte deres store vinger og hoppede op i luften overfor hinanden, mens de sagde nogle hæse lyde. Vi stod der med åbne munde og tårer i øjnene, mens det løb os koldt ned af ryggen - dette var meget smukt at opleve.

Vi var meget heldige, at det var overskyet denne dag, for det betød, at mange flere dyr end normalt var aktive midt på dagen. Normalt søger de skygge i de solrige og meget varme timer midt på dagen og venter med aktiviteterne til de køligere aftentimer. Men vi var så heldige, at det milde vejr lokkede dem alle ud, så vi kunne beundre dem.

Vi var helt fyldt op at gode oplevelser, da vi nåede frem til Barkley Homestead, der var endnu et roadhouse på vores vej. Vi slog lejr og gik til baren og restauranten for at fejre den pragtfulde dag. Sikken et liv der også var her. Det var søndag aften og huset var fuldt af glade mennesker, der skulle fejre påsken med god mad og drikke. Vi kunne dog alligevel få lov at sidde i et hjørne i fred - heldigvis, for vi havde mest brug for at sidde i ro og fordøje de mange gode indtryk, vi havde fået gennem dagen. Det gjorde vi så så længe, at vi her til morgen stod op med hver vores tømmermænd, der heldigvis forsvandt med et godt solidt morgenmåltid i roadhouset.

Der var nu kun 460 kilometer til Mount Isa, som skulle være næste stop. En tur uden store oplevelser, forventede vi. Og rigtigt nok, så skete der ikke meget. Jesper kunne få fred til at sidde og dirigere Mike Oldfield i radioen med store armbevægelser, mens Helle forsøgte at redde alle vores billeder. Vi opdagede med rædsel, at vores "hemmelige" rum under det ene sæde - det rum, som skulle være vandtæt - det var fyldt med vand. Og der lå alle vores billeder, negativer og vigtige papirer. Nu var det hele vådt og Helle måtte så i gang med at tørre billeder fra mere end 40 film.

Lettere nedtrykte nåede vi til Mount Isa i staten Queensland. Nu sidder vi så her i et 3. klasses vandrehjem. Kvaliteten på stedet er virkelig lav og stedet er på ingen måde anbefalelsesværdigt. Men det var det eneste vandrehjem i byen og vi savnede lidt et fast tag over hovedet, hvor vi ikke skulle vågne op med dug på dynerne.
Vi mødte et skilt, der bød os velkommen til staten Queensland. Det var en påmindelse om at urene skulle stilles en halv time frem, da vi jo var kommet til en anden tidszone. På skiltet stod: "Stil uret 5 år og 30 minutter frem". Hvis dette er år 2005, så ville vi hellere have været her i år 2000, hvor stedet her nok var mindre nedslidt !

Vi skifter i morgen tidligt til en campingplads og begynder så arbejdet med at få datoen for hjemsendelsen af bilen samt få ændret vores flybilletter. Når først bilen er afskibet, har vi ikke så meget tilbage at være her for.
Vi skal have ordnet disse ting, mens vi er i en større by, hvor vi har telefonkontakt. Vores planer sender os nemlig snart ud i områder, hvor vi ikke regner med at have kontakt de næste mange dage. Om et par tusinde kilometer tales vi ved igen.