19. april 2000

Jeg sidder pakket ind i tøj med sveden haglende af mig mens jeg lugter af en blanding af fyrrenåle-skumbad og Kommune Kemi. Vi er stadig i tropiske egne og der hænger advarsler alle vegne mod myg, der bærer en meget farlig sygdom. Der er ingen vaccine eller helbredelse af den mygge-overførte sygdom, der medfører hjerneskader, så eneste middel er myggespray - masser af kraftig myggespray.

Vi kørte for nogle dage siden fra Coolalinga godt trætte af det regnfulde vejr heroppe. Vi havde ikke haft en eneste dag uden regn, siden vi kom nordpå, så nu mente vi, at det måtte være nok. Kursen blev sat sydpå, men vi kunne dog ikke lade være med at tage en lille omvej, for dér skulle ligge en meget smuk kløft med masser af sommerfugle i samt nogle varme kilder.
Vi drejede snart væk fra Stuart Highway, der er en ret kedelig landevej, som bare går ligeud. Vi fandt istedet Old Stuart Highway, der snoede sig gennem de dejligste skove. Som vi kørte dér temmeligt langsomt i sving og bakker, kunne vi se en masse nye spændende fugle, som vi ikke tidligere havde set. Det er meget tydeligt, at antallet af dyre-iagtagelser er omvendt proportionalt med hastigheden. - Jo langsommere man kører, des mere ser man.

I det fjerne snoede en røgsøjle sig op i skoven. Som vi kom nærmere kunne vi se, at der var ild i skovbunden. Et stort område var i brand og langt op af en bjergside fortærede ilden al vegetation i skovbunden.
Første gang vi så en skovbrand herovre, blev vi ret nervøse og skyndte os at alarmere nogle lokale folk, for hvad kan der ikke ske...
Men nu ved vi, at skovbrandene er ganske almindelig naturpleje udført af naturen selv - eller hjulpet på vej af aboriginals.
Tilbage gennem tiden har man brugt ilden til at rydde op i skovene, så de ikke gik til ved kvælning på grund af for tæt underskov. Ved at sætte ild til underskoven - på den rigtige årstid - kunne man nænsomt rydde underskoven og derved frigive næringsstoffer samt plads til at nye planter kunne skyde op. Desuden gjorde afbrændingen også jagten på dyr lettere.
Hvis man afbrændte på den rigtige årstid kunne man få en ild, der brændte ganske langsomt uden at skade træerne og som ikke bredte sig uhæmmet.

Sådan en skovbrand blev vi vidne til der på vejen til Butterfly Gorge. Da vi nåede til ilden, der brændte små 100 meter inde i skoven, gjorde vi holdt for at kigge på. Vi parkerede bilen i skyggen af et træ og kravlede op på taget for bedre at kunne se ind i skoven.
Til trods for at underskoven så meget tør ud og for det meste bestod af meterhøjt vissent græs, så brændte ilden ganske langsomt. Vi troede, at når først ilden nåede til det 50 meter brede bælte af græs, der var lige foran os, så ville det gå stærkt. Men vi sad i mere end en time og kiggede uden at ilden bredte sig mere end 25 meter. Der lå helt sikkert viden bag denne antænding - en viden om hvornår skovbunden er tør nok til at brænde, men samtidig våd nok til at brænde så langsomt, at det ikke ender med et ustyrligt flammehav.
Ild er fascinerende og vi sad som sagt længe og kiggede på flammerne, der det ene øjeblik stod højt op og sved en af de lave palmer og det næste øjeblik blot ulmede svagt i skovbunden. Vi kunne høre høje smæld oppe fra klippesiden, når ilden fortærede noget tørt træ - eller fik en sten til at sprænge. Det var som at have lydbilledet fra et festfyrværkeri at lytte til.

Herefter kørte vi så de sidste 50 kilometer mod de varme kilder og sommerfugle-kløften. Da vi skulle dreje ned af en grusvej, stødte vi på et skilt: "Road Impassable" stod der. Vej-rapporterne havde ikke nævnt noget om, at denne vej skulle være ufremkommelig og vi havde virkelig glædet os.. såe.. vi drejede uden om skiltet og kørte ned ad vejen. Dette "Road Impassable"-begreb skulle stå sin anden prøve. Men snart måtte vi erkende, at vejen virkelig var ufremkommelig. Der var nemlig en låge henover vejen og denne var forsvarligt lukket med en stor hængelås. Skuffede vendte vi om og ændrede vores planer - igen. Vi havde de sidste 8 kilometer før grusvejen set skilte for hver kilometer, der lokkede med koldt øl, god mad, brændstof og meget andet på et lille "turistcenter" lidt længere fremme. Vi havde håbet på at kunne overnatte ved de varme kilder, men nu kunne vi da slå lejr for natten ved turistcentret istedet og så køre videre sydpå tidligt næste morgen.

Men vi fik en hjertelig modtagelse i Douglas Daly Park, der faktisk ikke minder særligt meget om et turistcenter. Vi fik lov til at slå lejr næsten nede ved Douglas-floden og har i flere dage kunnet nyde udsigten til den dejligste natur og alle de smukkeste fugle, der gladeligt flyver omkring os.
Stedet har en restaurant og en svømmepøl, som vi da også har benyttet os af, men alligevel er det næsten som at bush-campe her, når vi får besøg af en brun Bandicoot, som ligner en lille bjørn men hopper som en kanin - eller vi kan høre flodens brusen, mens vi kigger op på den stjerneklare nattehimmel med udsigt til Sydkorset.

Den første aften vi sad her og nød udsigten til tordenvejr på himlen mod vest, hørte vi pludselig et ordenligt plask nede fra floden. Øhh.. hvem bader klokken 10 om aftenen i mørke i den stærke strøm ? Vi sad lidt længere og hørte så et plask til. Nu skulle det altså undersøges, så vi satte nye batterier i lygterne og gik med forsigtige skridt ned til floden. Det gav lidt af et sus i maven at gå der, for tænk nu hvis det var en krokodille på aftenjagt. - Vi havde jo set skiltene ved floderne på vejen, der advarede mod krokodiller.
Men selvom vi ledte længe, kunne vi ikke se nogen spor af krokodiller eller andre store dyr dernede. Tilbage ved bilen kunne vi så læse i bøgerne, at en bestemt art kæmpefirben lever i dette område og er meget glad for at kravle på grenene over floder - og hoppe i.
Helle gik derefter i seng, mens jeg blev siddende for at nyde den rolige aften. I næste nu lød et gennemtrængende skrig oppe fra teltet !! Hvad sker der ? Hvor er lommelygten ? Er der en slange i teltet ? Mange urolige tanker fløj igennem mit hovede, inden jeg nåede op ad stigen til Helle.
Men... heldigvis var sagen ikke så alvorlig. Som Helle havde lagt sig tilbage og strakt sig ud ovenpå dynen, havde en stor frø hoppet ned og placeret sin fugtige og kolde krop midt på Helle's bare mave. En grim forskrækkelse, men snart var frøen verfet ud og Helle kunne få en rolig nattesøvn.

Vi har brugt dagene her ved Douglas-floden til at gå gode ture langs floden. Her er som før sagt et meget rigt fugleliv og Helle's dyre-dagbog bugner af nye eksemplarer. Vi har også fundet de herligste spor fra kænguruer - eller nok snarere wallabees. Sporene består af: bagerst de små forpoter der sætter aftryk som to små hænder. Herefter kommer et aftryk af de store bagpoter og til sidst et mærke fra halen. Sporene virker helt bagvendte og vi måtte grine af dem, da vi forstillede os, hvordan dyret var kommet gående dér. Når kænguruen hopper, afsætter den kun spor med de bagerste poter.

Stedet her kom til os som et længe savnet paradis. Det har været som den bounty-strand, vi ledte efter - men aldrig fandt. Vi havde troet, at Nordaustralien var et overstået kapitel for os, men her fik vi ro til at nyde norden i fire dage uden stress, som vejret ellers har givet os heroppe.
Det har godt nok også regnet her de fleste dage, men solen har alligevel skinnet på os og vi har fået opbygget et stort overskud til at komme videre i rejsen.
I morgen tidligt sætter vi så sydpå mod tørre egne og telefonkontakt, så I langt om længe kan høre fra os igen. Vi tør ikke længere skrive om vores fremtidige planer, for hver gang vi lægger nye planer, bliver de spolerede af vejret. Nu nøjes vi med at hviske dem til hinanden og krydse fingre for at drømmene går i opfyldelse.