15. april 2000

Regn, regn, regn... Holder det dog ikke snart op ? Vi har i de sidste tre dage nærmest været skyllet væk. Darwin-området har ifølge bøgerne en gennemsnitlig årlig nedbørsmængde på 1500 millimeter, men allerede nu i midten af april er der kommet mere end 2000 millimeter. Er der noget at sige til, at mismodet er vokset lidt på det sidste ? - Alle vores ting er våde. I morgen tidligt kører vi altså ned mod den tørre ørken igen, så vi ikke længere skal sove i fugtige dyner og spise blødt brød.

Vores to dage i Darwin gik med at se på byen - mellem bygerne. Vi var for det meste heldige, så vi netop sad på en cafe og fik en god kop kaffe - eller var på kunst-gallerier, når bygerne slog ned over byen.
Darwin er en hyggelig by ! Det er en by med cirka 70.000 indbyggere - og oveni alle turisterne. Det er tydeligt, at det er en by med en international lufthavn, for det vrimler med rejsende og gode tilbud til disse. Tempoet i byen er ikke så højt, så man føler sig godt tilpas, når man går tur i gaderne. Vi besøgte mange gallerier med aboriginal-"kunst". Men som mange andre steder, hvor turisterne flokkes, er det begrænset, hvor meget kunst der er over de masseproducerede varer, der sælges til høje priser.
Vi ville mægtigt gerne købe nogle gaver med hjem til venner og familie, men vi blev gang på gang fortørnede over at skulle betale formuer for noget, der bestemt ikke havde værdien. Jesper mente, at vi kunne tjene mange penge heroppe. Det ville ikke være nogen sag at lave nogle af de malerier, som hængte på gallerierne. Et stort lærrede med ensfarvede prikker i et helt jævnt mønster - 7.500$ (37.000 kr)!
Vi nøjedes dog med at nyde byens rolige puls og købe lidt bøger til os selv (- beklager), og gik så en tur på stranden.

At se så store hvide strande ligge øde hen, når solen skinner (et øjeblik) og temperaturen er skyhøj, er forunderligt. Men på nordkysten af Australien er man uheldig at have en temmelig farlig badegæst fra november til maj. Box Jellyfish er en art brandmand, der let slår mennesker ihjel. De mange meter lange brand-tråde er usynlige i vandet og de klæber sig fast til huden. De indeholder en gift, der meget hurtigt lammer åndedrættet, og får man en alvorlig forbrænding er det et spørgsmål om tid. Dog kan man være heldig, hvis man har eddike ved hånden. Første punkt i førstehjælp ved en forbrænding fra en Box Jellyfish er eddike - masser af eddike på brandstedet. Eddike er nemlig det eneste som får brandtrådene til at løsne sig. Prøver man at trække trådene af uden dette hjælpemiddel, følger huden bare med.
Der er stor respekt for brandmændene, og dem som fisker fra stranden bærer handsker, når de skal have fisken ind. Vi mødte nogen, der netop havde fanget en lille haj og de var hunderæde for at røre fisken, før de havde skyllet den grundigt.
Store skilte på strandene advarer mod bade-faren, men alligevel sker der ulykker. For lidt over en måned siden omkom en lille australsk pige, fordi hendes forældre havde ladet hende soppe i vandkanten, hvor der var Box Jellyfish. Man kan jo undre sig over, hvordan australiere kan være så tankeløse, når netop de af alle burde vide bedst om farerne i deres land. Men det er måske den samme ligegyldighed som de udviser, når de kører med 180 km/t ned af Stuart Highway, der ikke er bredere end nogen almindelig dansk landevej.

De fleste nationalparker er jo lukkede for tiden, men netop i Litchfield-parken, som vi kørte mod i går, kunne man komme til nogen af de flotte steder ad åbne asfalt-veje. Vi var kørt fra Darwin sidst på eftermiddagen, så vi nåede ikke længere end til et lille roadhouse uden for Batchelor. Her stoppede vi for natten og måtte lave en lynhurtig opslåning af teltet i den silende regn. - Tænk sig, at et telt med presenning og det hele kan slåes op på mindre end ét minut.
Vi selv var gennemblødte, men slog alligevel markisen op også og her kunne vi så sidde og kigge gennem et gråt regntæppe over på vores naboer på campingarealet. De havde søgt tilflugt med kaffe og campingstole under et halvtag.

I morges skinnede solen heldigvis, så efter et par timer var vores ting nogenlunde tørre. Vi satte kursen mod første attraktion i nationalparken, nemlig nogle ret specielle termitboer.
Vi har set tusindevis af termitboer gennem vores rejse, men her ville vi kunne se en helt ny type, "magnetiske" termitboer. Nogle termitter bygger deres boer som små kegler på den flade slette - disse har vi set i massevis. Andre laver høje katedral-lignende bygningsværker på op til 6 meters højde med masser af tårne - disse er vi også stødt på en del gange.
Men vi havde aldrig set disse helt tynde og brede vægge, som nu stod der foran os. De var cirka to meter høje, halvanden meter brede og 15-20 centimeter tykke (eller tynde). De pegede i en retning af næsten nord-syd, så de store flader var mod øst/vest.
Grunden til at termitterne bygger på denne måde, er for at holde temperaturen nogenlunde konstant inde i boet.
Den store flade mod øst bliver hurtigt varmet op af morgensolen. Når solen drejer mod nord og tiltager i styrke, brænder den på den meget smalle side mod nord og varmer derfor ikke boet op til høje temperaturer. Den brede side mod vest fanger så den nedadgående aftensol og holder boet lunt det meste af natten.
Man ved ikke helt, hvordan disse termitter har fundet på denne smarte byggeteknik, men nogle forskere mener, at netop disse termitter har et "magnetisk gen" samt en viden om solen, der gør dem i stand til at udnytte naturen på denne måde.

Da vi havde set os mætte og undret os længe nok, kørte vi mod faldende vand igen. Denne gang var det frivilligt, for vi skulle kigge på vandfald. Fremme ved det første vandfald parkerede vi bilen lige ved siden af en stationcar med to frokostspisende unge mennesker. Det var nogle af vores naboer fra aftenen før og nu fandt vi ud af, at de sørme var danskere. Vi havde om aftenen ikke vovet os udenfor vores markise, så vi havde heller ikke snakket med naboerne. Det unge par var af nogle australiere blevet overbevist om, at vi - til trods for Dannebrog, danske nummerplader og venstrestyret bil - bestemt ikke kunne være danskere (hvorfor ved vi egentlig ikke...), så de var heller ikke kommet over. Men nu kunne vi altså fortælle, at vi skam kom hjemmefra.

Vi gik efter en lille snak ned til vandfaldet og stod med åbne munde.. To steder højt oppe fra brusede vandet ned i en lille sø, som vi stod på bredden af. Det var som på film og vi var helt forgabte i synet. Vi måtte kommentere det for hinanden - og det var der åbentbart andre, som hørte, for nu stod der to unge fyre fra Jylland og sagde "Dav". Sikken en masse danskere... Vi har ellers vænnet os til at snakke engelsk med alle fremmede, men nu fik vi chancen for at øve os på modersmålet igen. Det er nu egentligt meget rart, for det engelske ordforråd er stadigt begrænset, så hver gang vi skal forklare eller beskrive, bliver det i simple vendinger. Nu kunne vi fortælle vidt og bredt om vores oplevelser.

Vi havde flere vandfald at besøge i dag, så vi måtte videre, mens vejret var godt - jo solen skinnede stadig her først på eftermiddagen. Det næste vandfald var lige så storslået som det første. Nu stod vi bare ude på en lille platform 100 meter over en kløft og så over på bjergvæggen, hvor vandet fra en flod faldt de mange meter ned. Det samme var lige ved at ske for vores kameraudstyr, da Helle havde sat kameratasken et øjeblik, og en lille dreng begyndte at stå og sparke til den. I sidste øjeblik fik vi gjort ham opmærksom på, at hans fodbevægelser ikke var heldige i dette øjeblik på dette sted, og fik fat i remmen på tasken. - Havde vi haft selvudløser på kameraet, kunne vi selvfølgelig have fået nogle fantastiske frit-fald-billeder...

På vej tilbage til bilen begyndte regnen så igen, men nu gjorde det ikke så meget, for ved næste vandfald skulle vi i badetøjet. En lille flod flød kraftigt med nogle små fald, og der var meget fine bademuligheder der. - Det kunne man godt se på antallet af parkerede biler og de mange mennesker, der flød omkring i vandet. Snart lå vi selv i vandet og nød det varme vand. Det var utroligt svært at holde sig fast i den kraftige strøm og man måtte kæmpe en brav kamp for at holde sig fast i klipperne. Der var ikke noget med at svømme rundt. Vi kunne blot sidde stille og lade vores rygge massere af vandmasserne. Vi fandt et sted lige på kanten af et af faldene, hvor vi kunne sidde tilbagelænede mod strømmen uden at holde fast. - En stor fornøjelse, der blev endnu større, da et kæmpefirben, en goanna, gik tur på kanten af klipperne. Nogle andre badende havde ikke set den og gik på klippekanten lige mod den. De var nær faldet i vandet af forskrækkelse, da den pludselig gjorde en hurtig bevægelse og selv sprang i den brusende flod.
Det var rart endelig at få lidt fordele af regntiden i nord, for i de tørre måneder er der intet vand i vandfaldene.

Nu sidder vi så i Coolalinga og håber på bedre tider. Vi begyndte at køre mod Darwin igen efter besøget i nationalparken, men ombestemte os midtvejs. Ikke mere Nordaustralien til os ! Så vi drejede ind på et roadhouse og bor nu i nat helt nede bagved, hvor vi kun bliver forstyrret af en transistorradio et stykke væk.