12. april 2000

Hvor er her dog grønt og frodigt alle vegne - men det tror egentlig pokker, når det styrtregner hele tiden her i Australiens nord.
Vi er nået til Darwin efter mere end to timers regnvejrs-kørsel, hvor man ikke kunne se mere end 100 meter frem gennem tæppet af vand.

Forleden da vi vågnede i Katherine strålede solen og sveden haglede af os. Vi var tydeligvis kommet til varme egne igen efter de lavere temperaturer, der overraskede os i centrum.
Nu strålede solen som sagt og vi var godt tilfredse med at sidde i lyset og varmen og læse bøger og kigge kort.
Men der gik ikke mange timer før en rumlen begyndte i det fjerne og sorte skyer trak ind over os. På halvdelen af himlen var der mørke skyer og den anden halvdel var klar blå, som en himmel nu skal være.
Så kunne vi høre en dyb høj rumlen, der begyndte et godt stykke til højre for os. Den fortsatte uafbrudt henover vores hoveder og trak til venstre - langt væk. Vi kunne se lynene i skyerne over os og dette ene torden-"brag" varede mere end et minut. I næste nu lød et gevaldigt tordenskrald over os og vi fór sammen. 10 sekunder senere styrtede regnen ned.
Sådan gik vores dag med det ene regnvejr efter det andet - kun afbrudt af dejligt solskin.
Vores naboer - to østriske fyre på motorcykler var kørt en tur og havde efterladt tasker, tøj og meget andet uden for teltene. De havde ikke regnet med at det ville regne. Men da den første skylle kom - og vi havde fået reddet vores egne ting i tørrevejr, så vi, at alle deres ting lå der ude i uvejret. Skulle vi .. skulle vi lade være... Jo, vi skulle hjælpe dem og og fik hurtigt samlet deres ting i en stor bunke, som vi så lagde en af vores presseninger henover.
De var meget glade, da de kom tilbage og så, at deres radioudstyr, kort, bøger mv. ikke var fuldstændigt ødelagt af syndfloden.

Vi selv gik rundt og soppede. Vi havde smidt skoene og gik på bare tæer i de dybe vandhuller, der opstod omkring bilen. Det var en ren fornøjelse og vandet havde en rigtig god temperatur. Vi havde ikke regnet med at få privat svømmepøl på denne campingplads.
Men meget vand er normalt i Katherine. I januar 1998 var vandstanden i Kathrine River så høj, at samtlige butikker i Katherine by havde vand halvanden meter op af butiksruderne. I januar i år var vandstanden i floden "kun" 18 meter...

I går stod vi så op til endnu en mørk himmel. Vi ville gerne køre til Kathrine Gorge, der er en række kløfter (13 stykker), hvor Kathrine River løber igennem. Her kan man sejle, ro i kajak, svømme, gå smukke ture og i det hele taget nyde den storslåede natur.
Vi ville som sagt gerne opleve lidt af dette, men tøvede lidt, da himlen var så mørk. Ville der nu komme mere regn og ville det være bedre bare at blive på campingpladsen ? Hmm, vi tog mod til os og kørte afsted. Vel fremme fik vi at vide, at de fleste muligheder for gode oplevelser i kløfterne var udelukkede på grund af for meget vand i floden.
Svømning var ikke tilladt, da den høje vandstand tillod saltvandskrokodiller at komme over de naturlige barrierer, der ellers forhindrede dem at komme i kløfterne. Saltvandskrokodiller er vældigt glade for turister modsat ferskvandskrokodillerne, der lader svømmende i fred.
Kajaksejllads var ikke tilrådeligt, da der var så stærk strøm i floden.
Bådturene var næsten alle lukkede. Normalt kunne man vælge mellem adskillige ture, der varede fra to timer til en hel dag i kløfterne, hvor man kom gennem dem alle. Men igen var det den høje vandstand, som var en forhindring.
På de lange ture skulle man skifte båd mellem hver kløft og gå fra båd til båd. Men de stier, der forbandt bådebroerne var væk under to meter brusende vand. Så tilbage var der to-timers-turen, der kun gik gennem den første kløft.
I mangel af bedre bookede vi os på denne med afgang her til morgen klokken 09.00.

Resten af dagen i går prøvede vi at holde os i ro. Det var meget varmt og vi orkede ikke at gå nogle af de sikkert særdeles smukke ture. I stedet sad vi og kiggede på nogle træer tæt på os, hvori der hang hundredevis af flagermus. Det var de samme "flying foxes", som vi i sin tid så i Sydney over Harbour Bridge. Nu hang de der i træerne og ind imellem brød en koncert uden lige ud. Forestil jer en baby, der græder hysterisk. Forestil jer så 200 babyer, der græder samtidigt. Så har I det lydbillede, vi oplevede i går eftermiddags.
Henunder aften da tusmørket kom, begyndte flagermusene så at flyve ud for at gå på jagt efter nektar i de mange honningfyldte træer i området. Vi kunne se dem flyve roligt henover os med deres store takkede vinger. De flyver meget fint og stille og de ligner næsten de store rovfugle, der er så mange af hernede.

Pludselig så vi noget bevæge sig i øjenkrogen, og da vi kiggede ud i mørket, kunne vi se fem wallabees komme hoppende tæt forbi der, hvor vi havde camperet. En wallabee ligner en kænguru meget, men er noget mindre. Disse wallabees var cirka en halv meter høje, hvor en kænguru kan blive lidt over en meter høj.
Nu hoppede der fem flotte fyre rundt omkring os og nød det saftige græs. Det var en rigtig hyggelig aftenforestilling.
Vi gik tidligt til ro for at være sikre på at komme op til tiden. Vi havde jo en bådtur klokken ni næste morgen, og det er jo altid, når man har en aftale, at man ikke kan komme op til tiden.

Men vi kunne have sparet os bekymringerne... Omkring klokken 03.00 vendte flagermusene hjem fra nattens tur, og så skulle der ellers snakkes om, hvad de hver især havde oplevet denne nat. Samme skrigekoncert som om aftenen begyndte og varede ihvertfald til klokken 8.30, hvor vi forlod bilen for at gå ned til båden. Heldigvis var vi gået så tidligt i seng, så vi fik da 6 timers søvn i nat.

Vi stod klar ved båden klokken fem minutter i ni og opdagede... at vi havde glemt begge kameraer. Vi har dem ellers altid med, men netop i dag, hvor vi fik denne lille chance for at opleve lidt af den smukke Kathrine Gorge, havde vi glemt dem. Nå, vi kunne ikke nå tilbage og hente dem, så der var ikke andet at gøre end at læne sig tilbage i sædet på båden og nyde turen - og den var flot.
Det var "heldigvis" overskyet, så lyset var allligevel ikke godt at fotografere i... Vi ville ellers gerne have taget billeder af de meget specielle klippemalerier, som vi besøgte.
Australiens aboriginals har gennem alle tider malet på klipperne på steder, hvor de boede eller steder, der havde stor betydning for dem. Mange af de malerier, som vi tidligere har set, har alle været meget "primitive". Primitive, fordi de har bestået af enkelte tegn, men disse har så også været 20-30.000 år gamle. Nu så vi pludselig malerier, der "kun" var cirka 10.000 år gamle og her var der billeder af mennesker, dyr, planter og meget andet. Det var en virkelig stor forandring at se så flotte malerier.

I stedet for billeder fik vi en svømmetur. Jo, båden stoppede et sted, hvor man efter en lille klatretur over klipperne nåede til et vandfald og en lille sø. Denne havde ikke forbindelse med floden og krokodillerne kunne derfor ikke komme ind til det krystalklare varme vand. Her kom vi hurtigt i badetøjet (det havde vi husket) og kastede os ud i vandet.
De, som har prøvet at stå direkte under et vandfald, vil kende den følelse, vi fik, da vi stod der med tusindevis af liter vand faldende ned over os. Det tager pusten fra en og er svært at beskrive. Man kan ikke høre andet end vandets brusen og verden udenfor er kun et sløret billede. Man kan dårligt trække vejret for vandet og benene er ved at blive trukket væk under en af den stærke strøm, der opstår. Det er stærke følelser man får, når man står i naturens vold og magt.

Vi vil huske denne oplevelse længe, selvom vi ingen billeder fik fra turen. Lidt af oplevelsen kunne vi dog genkende, da vi kørte videre mod Darwin. Her kom regnen nemlig igen og verden udenfor bilen blev til samme slørede billede, som vi havde oplevet under vandfaldet.
Nu håber vi, at regnen stopper, så vi uden at blive våde kan gense havet i morgen, hvor vi vil gå på tur på havnen i Darwin.