9. april 2000

Hvordan pokker kan vi sidde på Australiens mest øde roadhouse og alligevel være omringet af 40 mennesker ? Hvem kører 115 km for at drikke en øl ? Og hvem er nu Katherine ?

Den anden dag kom efteråret til Alice Springs. Vi sad og nød den solrige eftermiddag i haven, mens vi planlagde den efterfølgende tid. Pludselig forsvandt kort og bøger i et stormvejr uden lige. Det blæste godt og grundigt op og temperaturen faldt cirka 15 grader.
Nu må det være nok med Australiens centrum for denne gang, tænkte vi og tog mod til os til at køre mod nord og varmere egne. Vi har ellers været i tvivl længe, om det kunne betale sig at køre nordpå, da de fleste steder (nationalparker mv.) stadig er lukkede i følge road-rapporterne. Men vi besluttede os for at køre op ad den berygtede Tanami Road - så langt vi kunne komme. Den går fra Alice Springs i Northern Territory til Halls Creek i Western Australia og vi vidste at en flod i Western Australia, som skærer vejen, stadig oversvømmer vejen med to meter vand.
Vi kunne dog se på vores kort, at en mindre grusvej kunne føre os videre nordpå fra Tanami Road til Top Springs og dermed give os adgang hertil Katherine, hvor vi netop er ankommet.

Vi havde dårligt sagt farvel til Debbie, Correy, Ian og alle de andre i Alice Lodge og sat ud på vejen nordpå, før Jesper beklagede sig over en irriterende tik tik tik-lyd i bilen. Det er bare en af stropperne på tagbagagebæreren, der larmer lidt, sagde Helle.
Ok, vi kørte videre og nåede til starten af Tanami Road. Lyden blev ved og Jesper stoppede for at rette lidt på tingene på taget. Det hjalp ingen steder og lyden blev bare ved. Det blev snart vedtaget, at dette holdt vi ikke til at høre på resten af dagen, så lyden skulle findes. Pludselig kunne Helle høre, at lyden ikke kom oppefra men nede fra et forhjul....
Å-åhh... Ud og lytte, løfte op og kigge... Det blev tid til den første "road-side-reparation". En split havde løsnet sig ved bremsen og stødte nu på hjulet. Men heldigvis var det jo en Land Rover, så det kunne klares med en af Helles hårnåle. - Det var iøvrigt et af kravene ved valg af bil - reparationer skulle kunne klares med en hammer, tyggegummi og en hårnål.

Vi kørte så videre af denne berygtede vej. Vi havde hørt så mange historier om, at den skulle være virkelig slem at køre på med det berømte vaskebrædt, dvs. små toppe på grusvejen, der får alt til at ryste fra hinanden, når man kører på vejen.
Men vi måtte indrømme, at vi var lidt skuffede - eller positivt overraskede. Tanami Road var ikke værre end mange af de andre grusveje, som vi har kørt på. Jo, der var da vaskebrædt og der var da huller i vejen, men det er der jo på alle grusvejene herovre. Forskellen på Tanami Road og de andre veje, vi har kørt på, var at Tanami Road var så bred, at der ingen problemer var i at køre med høj hastighed (90-110 km/t), hvilket er nødvendigt for at komme sikkert gennem vaskebrædtet - så "rider" man nemlig ovenpå toppene og det ryster ikke så meget.
Det som gjorde Tanami Road lidt mere spændende end de andre, var de store road-trains, som vi mødte en hel del af. Når der kommer en kæmpe lastbil med fire anhængere og fuld fart, er der ikke nogen tvivl om, hvem der bestemmer - det gør de !
De hvirvler en kæmpe støvsky op fra de 80 hjul (jo vi talte), og når man passerer sådan en fyr forsvinder verden for en tid i støv. Man trækker helt frivilligt lidt ud til siden og håber, at der ikke er nogen, som er ved at overhale lastvognstoget.

Vi havde valgt at dele Tanami-vejen op i et par bidder. Vi ville ikke køre så langt hver dag, så vi gjorde første holdt ved Tilmouth Roadhouse. Vi stoppede tidligt og kunne derfor bruge et par timer før solnedgang på at lave småting på bilen samt nyde skyggen fra vores nye læder-aussie-hatte.

Landskabet var for en stor del af køreturen videre blot det "sædvanlige" græs, buske og træer. Men pludselig forandrede det sig. Væk var træer og buske og tilbage var der et grågrønt hav af bølgende græs. Som tusinde skibe på dette hav stak utallige termitboer op gennem græsset og sejlede med brune sejl i vinden.

Desværre strakte havet sig ikke langt og snart var landskabet som før, men termitboerne fortsatte med at følge os. De stod i alle størrelser og former. Det var næsten som at være i Pinnacle Desert igen bortset fra, at denne gang var de mange søjler ganske levende.

Efter mange kilometer ankom vi så til Rabbit Flat Roadhouse, der praler af at være Australiens mest øde roadhouse.
Her blev vi meget vel modtaget, da vi fortalte, at vi kom fra Danmark. Vi fik hele historien om Torben Hansen fra DK, der i sin tid lavede murerarbejdet på Rabbit Flat og som nu er gået under jorden på Tasmanien for at arbejde i minerne.
Senere på aftenen kunne vi så opleve, at selvom man bor øde, betyder det ikke, at man ingen gæster får.
Det var fredag aften og minearbejderne fra guldminen 115 km væk havde weekend. Det skulle så fejres på den nærmeste bar - og det var Rabbit Flat. Det er det eneste sted i en radius af 550 km fra minen, at de kan få en øl.
Så der midt ude i Tanami-ørkenen var der masser af liv en fredag aften.

Næste morgen - i går - måtte vi så forlade Tanami Road, for nu nærmede vi os grænsen til Western Australia og dermed lukningen af vejen. Vi drejede til højre ad en et-sporet grusvej, som snart kunne give os alle de buler og ujævnheder, som Tanami manglede. Her kunne vi tale om vaskebrædt og endda af en ny og mere lusket karakter. Normalt består vaskebrædtet af små (10 cm høje) regelmæssige toppe i gruset/sandet med 15-20 cm mellemrum, som man som tidligere nævnt kan "ride" ovenpå, hvis man finder den rette hastighed. Men på denne vej var hver anden top lidt højere, så der var pludselig 40 cm mellem hver top, man skulle ride på. Det var fysisk umuligt på denne smalle og snoede vej at nå den krævede hastighed (måske 120-140 km/t), så alt raslede og væltede rundt. Vi fik ryddet godt og grundigt op i forruden, hvor vi ellers havde forskellige småting liggende. De havde klaret terrænkørsel i klipper, bjerge og bakker, men nu - nu lå de alle på gulvet i en stor bunke.

Vi gjorde holdt i Kalkarindji - et aboriginalsamfund - før vi satte kursen mod Katherine. I Kalkarindji kunne vi tydeligt se, at vi igen var kommet til de tropiske egne, for udover de mange nye og spændende fugle, så vi store grønne frøer på toiletterne. Vi kunne også læse om en nationalpark kun 100 kilometer længere nordpå, hvor der lever krokodiller...
Krokodiller er der også i nærheden af Katherine og vi regner med at skulle ud og kigge nærmere på dem en af dagene.

Nu vil vi foreløbig holde planlægningsdag i morgen, for om præcis to måneder skal vi være ude af landet. Så udløber vores visum og vi har jo mange ting, vi gerne vil nå at se inden da.