4. april 2000

Hi hi hi, vi kan næsten ikke holde op med at smågrine. Vi går rundt i Alice Springs igen med et permanent smil på efter de sidste dages eventyr.

Vi fortsatte forleden morgen ved Champers Pillar med at kigge på slangespor, der snoede sig omkring stigen til tagteltet, hmm...
Der blev vi enige om, at vi ville holde os vågne natten igennem ved næste fuldmåne, så vi kan se noget af det dyreliv, der huserer om natten i bushen.

Vores videre færd skulle gå sydpå ad et nedlagt jernbanespor og derefter dreje østpå lidt ind i Simpson Desert for så at køre nord igen ad et andet spor.
Første stop skulle være Finke, der er en aboriginal-by. Tidligere var det en stationsby på den nedlagte Ghan Railway-linie, som løber fra Adelaide til Alice Springs.

The Old Ghan
I 1877 startede et projekt om at bygge en jernbane mellem Adelaide og Darwin - fra syd til nord gennem det barske Australien. I 1883 var man nået til Oodnadatta. Først i 1929 nåede linien til Alice Springs og turen videre til Darwin går man stadig og overvejer.
I banens første levetid tog rejsende med toget fra Adelaide til Marree på en bredsporet bane, herefter skiftede de til en smalsporet bane videre til Oodnadatta og herfra fortsatte turen til Alice Springs ved kamel-kraft.
Det var kamelførerne fra Afganistan, som lagde navn til The Gahn.

Da man i sin tid planlagde linien, gjorde man en stor fejl, for man undersøgte ikke landskabet, som den skulle gå igennem, ordenligt. Man havde kigget på det i en tør periode og da linien endelig åbnede, oplevede man, at den gang på gang blev skyllet væk.
Den dårlige linieføring gjorde rejsen til en tidskrævende affære og man kunne sagtens risikere en forsinkelse på 10 dage på den cirka 1500 kilometer lange tur.
Derfor blev banen nedlagt omkring 1980 og erstattet af en ny og hurtigere rute længere vestpå.
Tilbage af The Old Ghan er der nu kun de aflagte sveller og titusindevis af bolte fra skinnerne langs det gamle spor - samt et lille hjulspor, der i sin tid forbandt de ensomt beliggende stationsbyer.

Dette spor satte vi ned af mod Finke. Vi havde ofte muligheden for at vælge enten at køre på selve jernbanesporet eller nede på hjulsporet ved siden af. Begge spor gav god mulighed for at udøve færdighederne i terrænkørsel, for ingen af dem var specielt gode veje.
Sporene blev dog brugt en sjælden gang af de lokale fra Finke, når de skulle nordpå. Vi mødte en gammel Toyota med lad, hvorpå der sad mindst 15 aboriginals. De hujede og vinkede, da vi passerede dem, og vi vinkede tilbage med arme og ben.

Når vi kørte oppe på volden, hvor skinnerne engang lå og kiggede mange kilometer frem ad det helt lige spor, kunne vi næsten høre togets fløjten og larmen fra lokomotivet, der stædigt masede sig frem med 30 km/t. Vi så på udsigten og vidste, at det var den samme udsigt, som tusindevis af rejsende havde kigget på, når de sad og kiggede ud af vinduet, halvsovende, lullet i søvn af togets rumlen og bumlen.

Vi fik syn for sagen med hensyn til den dårlige placering af sporet. Uden varsel åbnede et to meter dybt hul sig foran os på sporet. Det var skyllet væk af regnen, og vi måtte bakke lidt tilbage og køre ned af skrænten for at finde sporet ved siden af banen.
Dette kunne vi så følge en tid indtil et tilsvarende hul - eller større - tvang os op på jernbanen igen.
Sådan gik det små 100 kilometer, før det var blevet aften og tid til at slå lejr. Vi var midt i absolut ingenting og kørte lidt væk fra sporet for at kunne campere lidt i fred. Der var dog ikke den store fare for at blive forstyrret derude, hvor kun de vilde dyr lever.
Næste morgen blev vi vækket af fuglesang meget tidligt og lå og kiggede ud af teltet på den pragtfulde solopgang.

Vi fortsatte videre af sporene endnu 30 kilometer og skulle så krydse Finke River igen. Den har sit udspring mod nord i Western Macdonnell Ranges og løber hele vejen herned forbi den lille by Finke, som den har givet navn til.
Igen kunne vi se de voldsomme virkninger, som regntiden forårsager. Floden havde været flere hundrede meter bred og vi holdt nu i løst sand på toppen af nogle fire meter høje lodrette skrænter. Foran lå den meget brede, nu udtørrede flodseng med sand sand sand.
Vi kunne ikke komme ned i flodsengen, for skrænterne var alt for stejle. Vi gik en tur langs kanten, for at se om der skulle være et sted, hvor vi kunne komme ned - det var der ikke.
Men dagen før havde vi jo mødt en bil fuld af aboroginals og de var kommet over et sted. Vi kørte så tilbage nogle kilometer ad sporet, og så pludselig mærker i sandet efter dæk, der gik væk fra det egentlige spor. Der var vist nogen som kendte landskabet bedre end os, og vi besluttede os for at følge deres eksempel.
Efter 5-10 kilometers omvej over sandklitter og gennem buske og græs kom vi så til et sted, hvor vi kunne komme sikkert ned i flodsengen og sno os i det løse sand mellem vandhuller over til den anden side af floden.
Endelig nåede vi til Finke. Det var søndag og alt var lukket. Alt... ja den lille butik som solgte benzin, frossen fisk og dåsemad. Vi ville godt have lidt diesel på, inden vi kørte længere sydpå, men da vi endelig fandt en, som kunne hjælpe os, fik vi at vide, at det ville koste 10$ at åbne "butikken", så vi sagde nej tak.

En meget gammel aboriginal-mand med hvidt hår og stort skæg sad på et bord i vejkanten overfor butikken. Han vinkede os over, og vi fik en lille snak med ham. Vi kunne godt nok ikke forstå, hvad han sagde, men lidt tegnsprog, smil, grin, dansk, engelsk og aboriginal-sprog gjorde alligevel "samtalen" indholdsrig.
Vi ønskede hinanden godt vejr, hvorefter vi gik tilbage til bilen. Ved siden af den legede en flok børn. Mørke børn med lyst hår og store frække smil. De vinkede glade og spurgte som alle børn, om vi havde noget lolly, det vil sige noget slik, som de måtte få. Men vi havde desværre ikke noget lolly, så vi måtte skuffe dem. De var dog ikke særligt skuffede og spurgte blot om de måtte lege med en jernpind, der lå ved siden af bilen. Det måtte de da gerne for os, så alle var glade og vi kørte videre.

Ved en farm kaldet New Crown længere mod syd var det meningen, at vi skulle dreje østpå mod "Old Andado", der er en nedlagt farm, hvor gamle Molly bor. Hun skulle være en ganske særlig gammel dame, som vi meget gerne ville besøge.
Men... Finke River skulle krydses endnu en gang og folkene i New Crown fortalte os, at vi ikke skulle gøre forsøget på grund af kviksand. Vi havde heldigvis en alternativ rute længere mod syd via en farm kaldet Mount Dare.

Som vi kørte videre af det støvede spor, begyndte det at regne ganske let. Det kunne ikke bekymre os - ikke før bilen i et sving pludselig nægtede at følge vejen og efterfølgende snurrede rundt. De øverste centimeter af støvlaget var blevet til meget glat mudder og Helle, der sad bag rattet, følte det som at køre i radiobil i en skøjtehal. Det var umuligt at holde bilen lige på vejen, selvom vi kun kørte 25 km/t.

Vi kom dog alligevel snart så langt sydpå, at vi krydsede grænsen til South Australia. Her holdt vi et kort øjeblik med to hjul i hver lejr... og kom derefter til Mt. Dare.
Stedet var normalt et velbesøgt stop for rejsende på de øde spor mod ørkenen. Her plejede at være både bar og overnatnngsmuligheder samt andre "nødvendige" faciliteter. Desværre var stedet ved at blive overtaget af et nyt værtspar - og det "gamle" var ikke flyttet endnu, så stedet kørte på lavt blus. Vi kunne godt få lov til at overnatte på et stykke græs (der hvor der plejede at være campinggrund) og købe lidt diesel - hvis vi havde lige penge. Men baren, restauranten, den lille kiosk og alt andet var lukket.
Men... den rare dame tilbød os at købe et par øl fra deres private beholdning og det var jo bare lykken, for vi havde glædet os til en kold øl de sidste mange kilometer.

Vi skulle sidde tilbagelænede med benene oppe og slappe af. Solen skinnede igen og den kolde øl lokkede, men... millioner af fluer slog ned på os som en bisværm. Vi måtte sætte os inde i bilen for at få nogenlunde fred for deres angreb på os.
På toiletterne kunne vi heller ikke være i fred, men her var det små røde frøer, som var "problemet". Mellem fem og ti frøer på (og i) hver toiletkumme gjorde det til en særlig oplevelse at sætte sig. De var ret ligeglade med om man "skulle". Her boede de og de gad altså ikke lige flytte sig.

Da vi købte diesel af ejeren af Mt. Dare, fik vi samtidig at vide, at gamle Molly på Old Andado ikke var hjemme for tiden - og at sporet derover til også var ødelagt af Finke River... så vores rute "hjem" til Alice Springs blev ændret igen.
Den nye rute kom efter en overnatning ved Mt. Dare til at gå ad et gammelt spor gennem New Crown's marker.
Sporet gik op til endnu en nedlagt station på den gamle Ghan-rute. Da stationen ikke længere blev brugt, blev sporet det heller ikke. Det var tydeligt, at vi var de første, som kørte på sporet i år - når det ellers var der.
35 kilometer på tværs af ingenting (græssteppe med spredte træer) med kun en svag fornemmelse af, hvilken retning vi skulle. Det var ganske sjovt og vi følte os som opdagelsesrejsende i et uudforsket område. Tre gange skulle vi igennem en låge, og disse var de eneste holdepunkter, der fortalte os, at vi var på rette vej. Ellers kørte vi efter kompasset og en sjælden gang svage antydninger af hjulspor gennem landskabet.
Vi mødte en dingo, det vil sige en vild hund. Den luntede stille væk, da vi kom, og lagde sig så og kiggede roligt på os, da vi stoppede. Den var ikke særligt sky, men ville dog gerne have os lidt på afstand.

Vores nye rute hjem gav os mulighed for at besøge et andet spændende sted, nemlig Australiens geografiske centrum. På nøjagtigt 25º36'36,4" S / 134º21'17,3" E er centrum og der satte vi kurs mod. Et snoet og temmeligt ufremkommeligt spor ledte derind, hvor vi så midt i midten kunne spise lidt frokost. En underlig følelse at sidde der midt i ingenting - eller i centrum af alting (?).
På vejen ud igen skete så det, som vi havde ventet og frygtet så længe - vores første punktering. Vi havde kørt mere end 17.000 kilometer og rigtigt mange af dem på tvivlsomme veje og spor uden at der skete noget. "Heldigvis" var det på et dårligt spor gennem krat og buske, så der var god grund til punkteringen. Vi ville have ærgret os, hvis det var sket på asfaltvej på grund af et søm.

Efter at have skiftet hjul kunne vi - efterhånden godt trætte - sætte kurs mod Alice Springs. Der var nu kun cirka 400 kilometer hjem og de første 120 på grusvej.
Som vi kørte der, så vi pludselig en vild kamel igen. Den opdagede os og begyndte at løbe langs vejen. Vi satte farten lidt ned og kunne så køre om kap med kamelen nogle kilometer, før den opgav og ændrede kurs ind over marken.

Det var vores sidste sjove oplevelse på dette eventyr og vi ankom sent i går aftes igen til Alice Lodge og den gamle campingvogn i baghaven, hvor vi blev modtaget som gamle venner. Men vi er jo også snart en fast del af inventaret her.