28. november 1999

Mañana - i morgen. Vi gør det i morgen. I dag regner det igen. Det styrter ned udenfor, så vi tilbringer dagen indefor - eller på verandaen, hvor vi kan kigge på træerne på bjergskråningen overfor eller på fårene på engen, som synes at være ligeglade med regnen. I dag er det ikke floden som plasker, men derimod tagrenderne som flyder over, så Geoff, ejeren af stedet her, må op og rense dem iført regntøj og gummistøvler.
Vi skulle have været ude og trave i dag på Mahia-halvøen, men vejret indbyder ikke til udendørs aktiviteter. Robert fra Holland var god til at tænde op i kaminen i går, og mon ikke vi kan lokke ham til at gøre det igen i dag. - Jesper går ned og hugger (...) noget i skuret.
Alt ånder fred og ro - lige en dag til at skrive igen.

Siden vi forlod House of the Rising Sun har vi boet på Peacock Lodge i "byen" Morere lidt (50 km) syd for Gisbourne. Morere består af 5 huse foruden vores samt en campingplads.
Da vi drog afsted fra Tokomaru Bay efter en overstrømmende afsked, hvor vi lovede at komme tilbage en anden gang, kørte vi til Gisbourne. Vi skulle have fremkaldt nogle film og købt nye forsyninger af mad og batterier til kameraet. Mens vi gik og ventede på billederne fik vi en ekstrem lyst til at gå i biografen - og jo, der var sør'me en biograf. Vi tog den sene eftermiddagsforestilling og så Sixth Sense, en virkelig god film, som vi dog ikke vil fortælle noget om - ikke andet end at man ikke skal køre ud på landet i et meget mørkt, ensomt beliggende gammelt hus og overnatte helt alene bagefter. Det gjorde vi - og vi var glade da morgengryet kom.

Nogle dage tilbage da vi forlod Opotiki troede vi ikke at vi ville finde sådan et paradis igen, men - vi tog fejl. I vil måske tro, at der er ved at gå inflation i ordet "paradis", men det er faktisk svært at beskrive disse steder med et bedre ord. Der er mange forskellige udgaver af paradis herovre, og dette udemærker sig ved at ligge i en lille dal, tilbagetrukket fra vejen, med heste, grise, får og påfugle gående frit omkring det gamle træhus fra 1915.

Vores eventyr har ikke været de store de sidste dage, men vi har fundet et grapefrugt-træ og plukket så mange frugter at vi dårligt kunne bære dem hjem.
Træet står på en mark et stykke herfra. Man skal kravle over flere hegn, igennem et par låger, over en eng med får og så lige snige sig uden om 25 bistader. Men så er man der og træet bugner af frugt. Geoff havde fortalt os om træet og bad os tage nogle frugter med til ham. Da vi kom frem til der, hvor vi skulle til at kravle over hegnene, var vi sikre på, at det ikke var hans træ. Vi følte os lidt som nogle børn på æblerov, og ventede hvert øjeblik at en gal nabo kom løbende med sin gøende hund. Geoff har dog siden forsikret os om, at det er hans træ.
Grapefrugterne er ikke som derhjemme. De er (forholdsvis) søde og med rødt kød, smager næsten som appelsiner og er pragtfulde at lave juice af.

Vi har badet i varme kilder igen, men denne gang var det noget af en skuffelse. Et stort stål-badekar med varmt vand.. øhh.. hvor er kilden ? Der er gjort meget for at turisterne skal få en god og rar oplevelse uden ubehagelige overraskelser, men hvem tager skade af at opleve naturen, som den virkelig er ? Vi ville hellere have siddet med fødderne stukket ned i et lille hul i klippen end sidde i et stort badekar af rustfri stål. - Det kunne vi jo gøre derhjemme i svømmehallen.

Men for at være helt ærlige - selvom der er dejligt her, hvor vi nu bor, er vi ved at være lidt rastløse. Der er gået mange dage på denne måde, hvor vi ikke rigtigt får gjort noget på grund af vejret.
Der ligger så mange eventyr og venter på os og i morgen.. der tager vi hul på dem.