29. marts 2000

Overvældede af de sidste par dages oplevelser sidder vi igen i Alice Springs og slapper af.

Vi skulle jo ud forleden for at opklare hvad "impassable road" (ufremkommelig vej) egentlig dækker over, men vi ændrede planerne en smule i sidste øjeblik.
Før vi begyndte på de uransagelige veje, ville vi igen besøge West Macdonnell Ranges, eller Western Macs, som de kaldes i daglig australsk tale.
Vi blev ved med at høre om flere smukke kløfter med dejlige bademuligheder, så vi drog mod vest igen.
Denne gang var det Glen Helen Gorge og Ormiston Gorge, som var målet. Gennem begge kløfter løber floden Finke River og denne giver de fantastiske bademuligheder mellem bjergene.
Vi vil ikke trætte jer med flere kløft-beskrivelser, for de bliver let ens, til trods for at hver kløft har sit særpræg.
Men vi kan fortælle jer, at der er en storslået oplevelse at ligge og flyde på ryggen i en flod, hvor vandet er så rent, at det kan drikkes, og kigge op og se en ørn kredse højt mellem bjergene.

Det var hen på eftermiddagen, da vi satte kursen mod Palm Valley, hvortil vejen skulle være ufremkommelig.
Fra hovedvejen ved en by kaldt Hermansburg går et 20 km 4wd-spor ned gennem et flodleje til dalen, hvor palmerne skulle gro. Det var dette spor, der ikke længere skulle være farbart.

Vi havde ingen intentioner om at starte forsøget så sent på dagen, men vi ville lige sikre os, hvad politiet ville sige til, at vi gjorde forsøget.
I Hermansburg forsøgte vi så at finde politistationen. Der var (som altid) et skilt, der pegede mod stationen, men vi kunne ikke finde den. Man gør ikke så meget ud af at skilte uden for selve huset, hvor politiet holder til. Normalt kan man kende stedet på, at der holder en politibil udenfor.
Men nu var det altså sådan, at politimandens kone havde lånt politibilen for at køre ned og handle, så "stationen" kunne ikke findes.
Vi fandt dog politiets kone nede ved supermarkedet og spurgte hende til råds. Hun frarådede os på det kraftigste at køre derned, men sagde samtidig "prøv, for det er en smuk tur".
Det var ikke teknisk ulovligt at køre på sporet, men de ville aldrig råde turister til at køre på en "impassable" vej.

Vi var dog indstillede på, at vi altid kunne vende om, hvis det begyndte at se for svært ud, så advarslerne prellede lidt af. Det er jo heldigvis altid en selv, der sætter grænserne.

Vi valgte at tage en overnatning i nærheden for derefter at starte turen tidligt næste morgen. Vi havde slået lejr og var gået til ro. Pludselig - midt på natten - blev vi vækket af høje hestevrinsk. Vi satte os begge op med et ryk og kiggede ud gennem myggenettet i teltet. Lige nedenfor, rundt om bilen, gik tre vilde heste rundt. De ville lige fortælle, at vi befandt os på deres territorium.
Om morgenen fandt vi en ordenlig hestepære nedenfor stigen til teltet - godmorgen ! Vi forstod en hentydning og kørte atter mod sporet til Palm Valley.

Et stort skilt forkyndte, at vejen var lukket, men vi sneg os forbi og kørte lidt videre, hvor vi så mødte en bulldozer. Den skulle netop til at køre ned gennem sporet for at gøre det nogenlunde passabelt igen.
For nu ikke at spolere vores lille forsøg skyndte vi os at køre foran bulldozeren, så den ikke skulle gøre det for let for os. Det var dog en meget rar fornemmelse at have sådan en fyr i ryggen, der kunne hive os ud, hvis det gik helt galt.

Stille og roligt bevægede vi os nedad gennem store sandbanker og løse småsten. De første to gange vi krydsede floden, var der ingen problemer. Her var vandet ikke dybere end 10-15 cm.
Ved tredie krydsning så det dog anderledes ud. Der holdt allerede en Toyota Landcruiser druknet i floden. Den havde vist ikke kunnet klare det temmeligt dybe vand. Nu stod den der og var efterladt i vandet...

Vi drejede udenom den og klarede os flot over. Herefter blev det en smuk tur videre gennem flodsengen med høje klipper på begge sider. Det var et frodigt område, og vi havde masser af store træer og store fugle at kigge på.
Mange gange måtte vi stoppe for at slå en ny særpræget fugl op i fuglebogen - hvis vi ikke stoppede for at finde ud af, hvor sporet burde være.
De første 10-15 kilometer var egentlig ikke svære. Sandet var meget løst og dybt og man skulle gennem vand mange gange, men det var ikke fuldstændigt ufremkommeligt.

Efter et par timer og 15 kilometer forlod vi så flodsengen for at dreje mod vest op over stok og sten. Nu skulle vi ind i selve dalen, og denne "vej" var pludselig helt anderledes. Sandet blev afløst af klipper, der skulle forceres i kravletempo.
Også her måtte vi stoppe mange gange. Enten for at tage billeder - der var meget smukt - eller for at undersøge hvordan pokker vi skulle komme sikkert over den næste (ret store) bæk, der løb gennem dalen. Nu var det jo klipper, vi kørte på, og disse store sten har alle en ende - eller flere.
Når klipperne gik gennem den 4-5 meter brede bæk og man kunne se, hvordan klippernes kanter pludselig rundede og det derefter gik stejlt ned til bunden af "bækken" - langt nede...
Ja, så var det bare med at holde tungen lige i munden og prøve at sno sig sikkert over stenene, så vi ikke kom for langt ud til kanten og væltede ned i vandet. Det krævede tit en gåtur over klipperne - der oftest lå under vand - så man kunne få en fornemmelse af, hvor der var nogenlunde sikkert at køre på de glatte sten.

Vi så snart det første tegn på, at dalens navn ikke blot var opspind - en palme så høj som i den bedste reklame for Bounty.
Efter en masse klippekravleri med bilen nåede vi helt ind i bunden af dalen, og her var der det dejligste vandhul, hvor palmer i snesevis knejsede omkring.
Vi valgte ikke at gå en tur i dalen, selvom den nok var en gåtur værd. Men det var vindstille og temmeligt varmt. Vi havde haft nok udfordring i at komme derned, og turen blev egentlig gjort for køreturens skyld, så vi nøjedes med lidt frokost i palmernes skygge, før vi vendte bilen for at køre tilbage.

Nu gik det lidt hurtigere, for vi vidste, hvor vi skulle passe på. Vi var lidt trætte, for turen derned havde krævet megen koncentration. Men nu vidste vi, at det ville blive lettere for hver kilometer vi kørte, så trætheden var ikke noget stort problem.
Da vi var tilbage i flodsengen, mødte vi bulldozeren igen. Han var nu nået næsten igennem. Vi havde snakket med ham inden vi begav os ned ad sporet (der ikke var der) og nu, da vi passerede ham igen, rakte han tommelfingeren op med et spørgende ansigtsudtryk, som om han spurgte "klarede I det ?". Vi gav ham tommelfingeren med et smil, der sagde "Yep, vi gjorde det !". Han - stadig med tommelen oppe - gav et smil tilbage, der tydeligvis sagde "Godt gået !"

Godt gået, det synes vi også selv. Det var en god oplevelse at trodse lidt - ikke lytte til alle de gode råd - at være den som bestemmer.
Vi vidste, at vi selv kunne sige stop, hvis noget begyndte at se farligt ud. Og vi var træt af at andre skulle bedømme os og vores evner - uden at vide, hvad vi egentlig kan.
"Impassable road" - måske, men ikke for os !