25. marts 2000

Vi er og bliver hyggedyr. Lige nu sidder vi og drikker whiskey med en skotte, Ian, istedet for at skrive historier til jer.
Vi er næsten groet fast i Alice Springs, hvor tiden synes at flyve afsted for os. Vi kan slappe fuldstændig af, samtidig med at vi oplever nogle store ting og får nogle nye venner.

Forleden aften kom vi i snak med en fyr kaldet Ian. Han var fra Skotland og en rigtig hyggelig fyr. En ellers normal aften blev pludselig helt speciel, da vi hurtigt følte, at her var der en, som vi kunne snakke med alt om. Det var som om vi havde kendt hinanden i meget lang tid, selvom det kun drejede sig om få timer.
Ian rejste alene og savnede faktisk nogle at dele sine mange oplevelser med. Vi blev enige om at starte næste dag med en fælles morgenmad og derefter alle tre tage ud til Macdonnell Ranges, der ikke ligger langt væk. Derude skulle der være nogle meget smukke gorges (kløfter) og vi ville gerne besøge en helt bestemt en: Redbank Gorge.

Efter morgenmaden kom det store problem, transporten derud. Firehjulstræk var nødvendigt for at komme til Redbank Gorge, men vi havde kun to sæder. Ian's bil var en ganske almindelig vogn, så den ville ikke kunne klare turen.
Men små problemer kan jo løses og snart fik vi indrettet en lille komfortabel plads omme bag i Land Roveren, så vi alle tre kunne køre sammen.

Vi kørte glade afsted og efter halvanden times tid kom vi frem. Her ville vi lige spise lidt frokost mellem bjergene inden gåturen ned gennem en flodseng, der løb i kløften.
Hvorfor der netop skulle være tre mand i gang med at hænge et skilt op derude, ved ingen. Men deres store dieselgenerator, som lavede strøm til deres boremaskine, kunne uden problemer overdøve en hver fugls sang. Sådanne ting sker vist altid..
Heldigvis var de færdige efter 10 minutter og vi kunne nyde frokosten i det grønne. Så gik vi ned gennem den nu næsten udtørrede flodseng. Det var let at se, at der havde været masser af vand for nyligt. I alle træer - store som små - hang der græstotter i to meters højde - hertil havde det strømmende vand nået op. Nu var der kun mindre pytter tilbage, som vi nemt kunne forcere tørskoede.
Efter en gåtur på en halv times tid nåede vi til det egentlige mål, hvilket var der, hvor kløften blev rigtig smal.
Nede i bunden, hvor vandet kom fra, var kløften kun få meter bred og der var en lille sø. Kiggede man videre ind i den smalle kløft, kunne man se, hvordan flere små vandhuller bredte sig.
Vandet i den lille sø var utroligt koldt, for solen kunne ikke nå herned og varme vandet op.
Ian ville ud og svømme og snart hoppede han i. Han padlede glad indad mellem klipperne og forsvandt hurtigt. Vi kunne ikke se ham, men hans glade råb længere inde fortalte os, at det var en helt fantastisk svømmetur.

Vi havde først sagt nej, men nu kunne vi ikke lade være... snart gjorde vi Ian følgeskab og kastede os ud i vandet. Det var hundekoldt og lidt underligt at svømme der i det mørke dybe vand, som var fyldt med hundredevis af små fisk.
Mange meter over os tårnede klipperne op - kun en meter på hver side af os, nu hvor vi svømmede indad. De små vandhuller var ikke mere end 10-15 meter lange og de lå i forskelligt niveau, så man kunne hvile sig lidt på kanten af hullet, inden man kravlede op over klipperne til det næste vandhul. Det var nødvendigt at hvile sig, for det iskolde vand fik meget hurtigt musklerne til at blive helt stive.
Men sikken en oplevelse. Vi følte os som opdagelsesrejsende på et sted, som ingen anden havde betrådt (eller svømmet). Herinde kom der sjældent mennesker og naturen viste os et fantastisk skue. Der var de smukkeste billeder og mønstre i klipperne, hvor forskellige sten-arter mødtes. Nogle steder var der en kæmpe blomst i kridhvid kalk - et andet sted et stjerneskud i rødt. Knivskarpe kanter og bølgende bløde klipper formet af tidens vand.
Igennem denne smalle kløft, hvor vi nu svømmede, ville der i våde perioder strømme mange tusinde kubikmeter vand om dagen. Sikken en brusen der måtte være. Nu var det kun en rolig plasken fra vores svømmetag, som fik vandet til at løbe fra et hul ned til det næste på niveauet under.

Australien kan være et sært land at opleve. Det ene øjeblik er alt smukt og som et paradis - det næste øjeblik dukker slangen op. Nej, vi mødte ingen slange, men nu hvor vores pragtfulde svømmetur er vel overstået, får vi at vide, at risikoen for at møde en af Australiens farligste slanger, Death Adder, i netop Redbank Gorge er temmelig stor. Slangerne bliver skyllet med af vandet og bliver fanget i disse små vandhuller i den smalle kløft. Slangerne bliver temmeligt desperate og kan være særdeles farlige at møde derinde.
Havde vi vist dette, ville vi aldrig have turdet svømme der. Men godt at vi først fik det at vide bagefter, så vi fik denne unikke oplevelse. Det var iøvrigt samme person, som anbefalede os svømmeturen, der bagefter fortalte om slangerne. Han selv havde svømmet turen flere gange og aldrig mødt nogle af bæsterne.

Bæster.. ja, slanger og edderkopper. Her i de sene aftentimer, hvor vi har nydt et glas med Ian, der skal rejse videre i morgen, har vi kigget på adskillige Redback-edderkopper. De er ikke helt ufarlige. Et barn eller en ældre person vil dø af deres bid og en voksen med almindeligt helbred, kan blive alvorligt syg, hvis man ikke kommer under behandling for biddet.
Edderkopperne sidder under vores stole, i potteplanterne, under bordet eller andre steder, hvor de kan være lidt i fred - indtil man skal flytte stolen og kommer dem for nær.
Heldigvis er de ikke aggresive og bider ikke uden grund. Vi har lært at tage vores forholdsregler og altid kigge under stolene inden vi sætter os.
En enkelt Redback-edderkop måtte lade livet til aften, da den sad under Helle's stol. De andre fik lov at være i fred i potteplanterne.

I morgen kører vi på tur igen. Vi skal ud og undersøge begrebet "impassable road" hvilket betyder en vej, der ikke kan køres på.
Vi er for tiden ude for, at mange veje er lukkede efter det tidligere dårlige vejr. Disse har jo forstyrret vores planer en hel del, men selvom vi er temmeligt terrængående, kører vi ikke på disse lukkede veje, da det koster en bøde på cirka 20.000 kr.
Men en "ufremkommelig vej" er ikke en "lukket vej" i den australske termologi. Det betyder bare, at du ikke kan gennemføre den, og det er jo lidt af en udfordring for os.
Hvad resultatet bliver, må I vente lidt med, for nu er det på høje tid at gå til ro, så vi er udhvilede til udfordringen.