16. marts 2000

Muuhhhhh !!! Hvad var det dog for en brølen, som vækkede mig klokken 6 om morgenen i går ? Jo, det var såmænd bare de 18 kameler, som Helle fodrede aftenen før, kort efter vi var ankommet her til Curtin Springs.
Curtin Springs er et sjovt sted. Det er en kvægfarm, som er ved at omlægge driften til kameler. I ørkenen omkring farmen indfanger man de vilde kameler, der så bruges til ridedyr ved kamelvæddeløb samt til kamelbøffer.

I går aftes da vi ankom, skyndte vi os ind i baren, som hørte til roadhouset, der også lå på farmen. Vi trængte til en kold øl, og snart sad vi der med hver vores kolde VB dåseøl. Det var en stor nydelse, for vi havde jo arbejdet hårdt for sagen hele dagen. Nu kunne vi slappe af og nyde det - og få os en snak med de ansatte på stedet. Der var Bob, bartenderen, som mindede os om en ældre udgave af Garth (vores vært i Bunbury) - godt brugt, men fuld af godt humør og sjov. Der var Mark, som var tidligere aristokrat fra Tjekkiet, men nu passede kameler. Vi måtte kalde ham Lucky Luke, for med hans spinkle krop og lidt ludende, bølgende gang, så var ligheden slående.

Vi sad der og snakkede - nogle gange engelsk med de andre i baren og andre gange dansk med hinanden. Pludselig siger en fyr ved siden af os: Nå, vi er flere fra Danmark, hva' ?
Ja, det var altså Morten fra Sydsjælland, som var alene på tur. Nu sad han og hang i baren efter en udmattende dag med klatren på Ayers Rock.
Den sene eftermiddag blev hurtigt til sen aften, for Morten var en rigtig rar fyr, som vi kunne snakke godt med. Det var en fornøjelse at kunne snakke dansk med et andet menneske igen. Det er sjældent, at det sker, for der er altså ikke så mange andre danske turister på tur.
Midt i vores snak kom Lucky Luke og spurgte, om vi ville hjælpe med at fodre kamelerne. Øhh.. jo, det kunne da være sjovt, og snart var vi på vej til kamel-folden, hvor Helle måtte i gang med at give dem hø. Vi havde ingen anelse om, at hø kunne være så knasende sprødt, men kamelerne kunne spise det, så enhver cornflakes-reklame blev gjort til skamme.

I går morges blev vi så vækket af selv samme kamelers brølen - ja, foruden to kalve, som gik rundt og væltede vores bord og stole udenfor bilen.
Det var planen, at vi skulle køre videre mod Kings Canyon efter morgenmaden, men planerne blev ødelagt af Morten.
For han kom nemlig og skulle have morgenmad samtidigt med os - og så gik snakken ellers igen. Da kokken ikke længere ville have os siddende i køkkenet, gik vi udenfor. Klokken blev halv et, klokken blev tre; snart var den seks og tid til at spise aftensmad. Hvordan tiden kunne flyve på denne måde, ved vi egentlig ikke, men vi hyggede os i godt selvskab, så at vores videre færd blev udskudt lidt, gjorde ikke noget.

Nu var det tid til at hævne den brutale morgenvækning, så vi bestilte to store kamel-bøffer. Det er noget ganske godt kød, som minder om oksekød. Det er dog lidt lettere fordøjeligt.
Mens vi sad der og spiste, så Helle en lille mus hoppe ind ad vinduet til køkkenet og følte det som sin pligt at fortælle kokken om musen. Han svarede dog bare: der er mus allevegne - og det kunne han jo have ret i. Imens Helle og kokken snakkede kom Lucky Luke så over og sagde lavmælt til kokken: "We have a KB". Hvad er nu en KB ? Jo, det er en King Brown Snake - en af de farligste slanger herovre, og sådan en var altså lige derude i mørket et sted - nær der hvor vi sad.
De fik den hurtigt jaget væk - tror vi, for snart var de tilbage og sagde, at der ingen fare var. Lucky Luke var vores helt.
Vores positive indtryk af ham blev yderligere styrket, da han fortalte om sin tur fra vest til øst - på tværs af Australien på kamelryg. Nytårsaften var han kommet ridende ind i en lille by helt ude på østkysten og her havde kamelen gjort stor lykke. Der var dog et lille problem med den, for den var ganske forfængelig. Hver gang den så en person med et kamera, havde den stoppet og gjort sig til med store øjne og skævt smil i håb om at blive fotograferet.

Aftenen gik som den foregående aften, nemlig med snak og hygge sammen med Morten. Han skulle også have været langt videre, for hans lejede bil skulle afleveres i Alice Springs her til morgen. Hvad tid han egentlig stod op, ved vi ikke, men han har ikke fået meget søvn i nat, for klokken var vist noget over midnat, da vi sagde godnat til ham og ønskede ham videre god tur.

Vi kunne vågne i ro og mag og tage lidt god morgenmad, inden vi vinkede til Bob og Lucky Luke og kørte videre.

Her hvor vi nu sidder - Kings Canyon - svæver ørnene højt på himlem og fluerne sværmer lavt. Sidstnævnte er ved at gøre denne dags fortælling til en plagsom opgave at nedfælde. I morgen kører vi ned i den kløft, der lægger navn til stedet her, før vi via et 4wd-spor sætter kurs mod Alice Springs.