14. marts 2000

Hvordan kan det gå til, at Helle pludselig sidder og læser Billed Bladet ? Hvordan kan en stor sten i ørkenen få os op klokken fem om morgenen ? Hvem er Olga og hvad har vi egentlig brugt de sidste mange dage på ? Læs videre og få måske svarene.

Olga, en smuk og frodig dame med dejlige, bløde og runde former.
Disse bjerge, Kata Tjuta - eller The Olgas - ligger i centrum af Australien. En gruppe af monolitter, det vil sige enkelte (meget store) sten rager pludselig op i den ellers så flade ørken. Mount Olga, damen, der har lagt navn til gruppen af bjerge er 546 meter høj og et imponerende skue, når man tager gåturen i Olga Gorge, hvilket vi gjorde forleden.
Vi havde besluttet os for at give dette område alt den tid, som det krævede. Vi ville gå turene, se bjergene og føle stemningen.
Nu gik vi så der med Mt. Olga på vores højre side ned gennem Olga Gorge. Fluerne var talrige, men de kunne alligevel ikke forstyrre den utrolige følelse af gå der. Der var helt stille pånær fuglenes fløjt og fluernes summen.
Vi gik helt ind i bunden af kløften og satte os ned for at være der - for at føle det. Men hvordan skal man beskrive den følelse af at sidde mellem bjergene og lytte til en lille bæks stille rislen og fuglenes sang ?
Vores vej gik videre gennem Valley of the Winds (Vindenes dal). Her kom den tiltrængte brise, der kunne køle vores svedige kroppe lidt ned. Det var meget varmt at gå der i middagsheden.
Vi var kravlet over en stejl klippe og der foran os viste der sig den smukkeste dal. Et hvert eventyr, der er blevet fortalt, kunne være foregået i denne dal. Her var så smukt og frodigt. Fuglene sang endnu højere og smukkere end før og de havde god grund til at gøre det. Det var tydeligt, at de selv kunne høre, hvordan det rungede mellem bjergene, når de sang af næbenes fulde kraft.
Vi gik imellem grønne træer og smukke blomster. Tusinde dufte kildrede vores næser og vi følte os som i Paradis.
Tusinde år kunne være gået, og dalen ville stadig være den samme. Hvordan kan tiden gå uden at forandre mere ? Vi gik der kun i fire timer, og havde egentlig kun planlagt en kort tur ned i dalen. Men vi kunne ikke stoppe. Vi måtte hele tiden videre og se, hvad der gemte sig bag det næste bløde bjerg.
Dagen blev afsluttet med, at vi lod solen gå ned over Olgas. I dagslys er bjergene brune, men når solens stråler står lavt, begynder stenene at gløde. Det starter med, at de bliver røde og ganske langsomt slår farven over i en brændende orange. Bjergene gløder og man tror næsten, at man kan mærke varmen mod ansigtet som fra et bål.
Når solen går helt ned, skifter farven hurtigt til grå og bålet slukkes. Men venter man blot et øjeblik mere - bare et par minutter - så kommer gløden i bjergene igen. Denne sidste glød - en sidste hilsen og tak for dagen der gik - varer blot et minut eller to. Så slukkes der helt og man kan vende ansigtet mod vest og se den smukke aftenhimmel, der skifter farve fra gul til orange, rød, lilla, blå og tilsidst dyb gråt mørke.
Vi stod oppe på taget af bilen og så hele dette skue. Det blev en ganske særlig aften, der afsluttede en pragtfuld dag.

Uluru eller Ayers Rock, som denne verdens næststørste sten også kaldes, ligger kun cirka 30 kilometer fra The Olgas og er et lige så imponerende skue - dog i en noget andet form. Stenen, klippen, bjerget er en eneste stor sten, som er mere end 3,5 kilometer lang og næsten 350 meter høj. Man mener, at det kun er en trediedel af stenen, som man kan se over jordoverfladen. Den er næsten flad på toppen og bruges som et af Australiens vartegn - med rette. Den er speciel !

Uluru har stor betydning for det oprindelige folk - en aboriginalstamme kaldet Anangu - hvis fortid er tæt knyttet til denne sten. Går man en tur rundt om stenen (10 kilometer), møder man mange steder, der viser tegn på skabelse, lovgivning, oplysning og historiefortælling.
Aboriginal-folkene har altid videregivet viden gennem historierne. De kan se beviser for deres historier i klipper, søer, græsset, dyrene - ja, kort sagt hele naturen.
På vores tur rundt om Uluru så vi nogle af forklaringerne på naturens udseende. Vi så (og læste om) kampen mellem slangerne Kuniya og Liru, der blandt meget andet er skyld i, at nogle bestemte buske er giftige. Der var "tydelige" tegn i klippen efter deres kamp og man kunne også sagtens se aftegningen af Kuniya, der snor sig på klippen. Ja, man kan se det, når man har en lille bog med, som fortæller, hvad man skal kigge efter.
Vi gik turen langsomt og forsøgte at kigge godt og mærke ånden i klippen. Vi som turister fra en helt anden kultur kan selvfølgelig ikke se det, som aboriginal-folket ser i klippen. Men gør man forsøget og tager kamera-brillerne af - så bliver man meget hurtigt slået af forundring og beundring for denne sten.

"We don't climb" - Vi klatrer ikke. Sådan står der mange steder på skilte og i brochurer, der udleveres ved Uluru. Mange nutidige turister tror, at det er en manddomsprøve at bestige Uluru, men der tager man fejl. Det er imod det oprindelige folks lov at klatre op på bjerget. Den vej, som der nu dagligt betrædes af hundredevis af turister, var den, som Anangu-folkets forfædre - Mala (hare-wallaby-folket) gik, da de første gang kom til klippen. Mala gik op på toppen af klippen for at afholde en hellig ceremoni over stedet, som de netop havde fundet. Siden da har Anangu ikke gået på klippen, fortælles det.

Anangu, som ejer Uluru og den omkringliggende nationalpark, gør et meget stort og fint stykke arbejde ud af at fortælle om klippens historie og betydning for deres folk. Der ligger et virkeligt informativt kulturcenter nær ved klippen og her kan man få et lille indblik i deres historie, sange, myter og kultur.

Da vi besøgte klippen i dag startede vi ved solopgang. Uluru gennemgår samme smukke forandring ved solop- og nedgang som Olgas gør. Derfor havde vi sat vækkeuret til klokken 5, men som ofte før, kom vi lidt sent op.
Måske skyltes det de Billed Blade, som pludselig kom sendt fra himlem aftenen før. Vi fik besøg af Lone og Jan - et dansk par bosat i Australien - og udover en lille snak fik vi også en håndfuld sladderblade, som de havde fået tilsendt hjemmefra. Vi måtte bruge et par timer fordybet i bladene, så vi vidste alt om Kronprinsens kæreste og prinsessernes kjoler.

Vi kørte i fuld fart mod Uluru, mens klokken hastigt nærmede sig solopgang. Vi kunne, mens vi nærmede os, se klippen gløde og vi nåede lige ud og fik parkeret bilen, da showet var på sit højeste.
Forestillingen varede dog kun kort og vi måtte indrømme, at vi skulle have været tidligere op. Men for nu at kompensere lidt, slog vi køkkenet ud og lavede en dejlig morgenmad derude. Køkkenet blev hurtigt omdøbt til Ayers Køkken, og æg med ristet brød og kaffe er ikke det værste, når man sidder med udsigt til Uluru.

Vi fik den mytologiske forklaring på klippens opståen og udseende, men nu, mens vi sidder i bilen på vej videre, så undrer vi os over, hvordan denne og de andre monolitter kan vokse lige op ad den flade ørken. Er der en naturlig forklaring ?