10. marts 2000

Vi sidder nu i det centrale Australien. Få kilometer borte ligger Uluru (Ayers Rock) og vi kan se toppen af den, hvis vi stiller os op på taget af bilen.

Den anden morgen på Tjukayirla Roadhouse fik vi os en lang snak med Jim og Jill, der er bestyrere af roadhouset. De havde masser af tid til at snakke, for der var kun én anden gæst i den lille "cafe" foruden os. Det blev til lidt over en time med snak om alt fra kulturer til kunst og benzinpriser. Da Jim spurgte os, hvor vi kom fra og vi svarede Danmark, pegede han over på gæsten ved bordet i hjørnet - en ældre dame - og sagde, at hun også var fra Danmark. Snart efter sad vi ved hendes bord med en kop kaffe og udvekslede historier. Hun var en skæg dame, som talte australsk med lollandsk accent - eller også var det omvendt.

Lidt forsinkede kørte vi videre ad grusvejen mod øst. Det var en sær ørkentur, for ørkenen var på ingen måde det, som vi forestillede os ved en ørken. Men det er som tidligere sagt et usædvanligt år i år. På denne tid plejer alt at være brunt og afsvedet af solen. Men det vi så var meterhøjt grønt og saftigt græs og buske i blomst. Så langt øjet rakte var der grønt, grønt, grønt. Det eneste tegn på ørkenen nedenunder var det røde spor gennem landskabet, som var vejen.
På en måde var vi lidt skuffede over at blive snydt for den rigtigt barske natur, og vi kunne næsten ikke tage alle advarslerne om ørkenen alvorligt. Det virkede på ingen måde farligt her midt i al frodigheden.

Vejen begyndte at blive dårligere og vi kunne tydeligt se, hvorfor den havde været lukket for nyligt. Mange gange måtte vi køre gennem vand- og mudderhuller og vejens tilstand blev også bevidnet af de snesevis af bilvrag, som var efterladt i vejkanten. Hvordan pokker de bar sig ad med at slæbe tonstunge store lastbiler igennem hullerne, kunne vi ikke rigtigt forstå - men det kunne de altså, for vi mødte et par stykker den dag.
Vi mødte også en mand...

Det var midt på dagen og solen bagte godt. Et stykke fremme på vejen kunne vi se en aboriginal-mand stå med tommelfingeren i vejret. Vi stoppede men kunne desværre ikke rigtigt have plads til ham, da der jo kun er to sæder i bilen. Han var på vej til Warburton Roadhouse 150 kilometer længere fremme. Egentlig var han begyndt at gå den lange vej, men han ville dog gerne have et lift.
Vi måtte nøjes med at give ham en dunk vand og et par cigaretter og beklagelse. Vi startede igen, men havde ikke kørt mere end 100 meter før vi huggede bremsen i og bakkede tilbage. Vi kunne ikke lade manden stå der i den varme sol, så vi tilbød ham at sidde omme bagi. Efter at have flyttet lidt om på kasser og dunke, var der også et lille hjørne til ham.
De næste mange kilometer blev kørt med en sær fornemmelse. Vi havde en fremmed bag i bilen. Vi kunne ikke tale med ham, for det hele bumpede og larmede. Desuden var hans engelsk temmeligt langt fra vores skole-engelsk. De få gange vi talte til hinanden måtte vi enten sige "hva'?" eller blot lade som om vi forstod ham.
Alle advarslerne om de "farlige" aboriginals stod til skamme denne dag, for snart kunne vi sætte ham af ved roadhouset og selv få en kop kaffe. Mange af disse advarsler stammer vist fra uvidende og småracistiske australiere, der aldrig selv har været tæt på en aboriginal.
Vi har efterhånden set en del af dem og snakket med endnu flere, som er helt tæt på dem. Det billede, der tegner sig i vores hoveder, er noget broget, for det består af både positive og negative ting. Men det er tydeligt for os, at mange aboriginals er lidt fortabte med deres kultur og livssyn i den verden og det samfund, som bliver trukket ned over hovedet på dem.

Vi holdt pause for natten ved næste roadhouse. Vi var nu i aboriginal-land og havde ikke mange muligheder for at campere andet end på roadhouses. Den tilladelse vi havde til at køre gennem deres land tillod os ikke at afvige mere end 50 meter fra vejen, så vi kunne ikke køre ind i landet for at finde en fredelig plet til os og teltet.
Roadhouses er nu også gode nok, for man får jo muligheden for et bad samt nogen til at lave morgenmaden for os. Det er jo også her, at man kan få en snak og nyheder om vejens tilstand.

Dagen i går gik så videre gennen den grønne ørken. Landskabet forandrede sig langsomt, som vi nærmede os grænsen til Northern Territory. Det blev mere fladt med spredte spinkle træer, som lignede birketræer. Samtidig kunne vi også begynde at se bjerge igen. Som dagen gik, kom vi tættere og tættere på nogle af de berømte bjerge i det centrale Australien - The Olgas. Det er en lille samling "sten-kubler" midt i ørkenlandskabet. Det var meget flot at se, hvordan de voksede mere og mere op af den flade jord efterhånden som vi nærmede os. Kublerne stod næsten glødende mørkerøde i den nedadgående sol.
Vi stoppede ikke for at kigge nærmere på The Olgas, for de krævede mere tid end den time, der var til solnedgang. I stedet kørte vi til Yulara i nærheden af Uluru. Denne kendte sten skal vi så ud og kigge på i morgen tillige med en tur til Olgas. Dagen i dag er ren ferie og afslapning. Det har været nogle lange dage med megen kørsel, så nu holder vi fri.
I aften går vi sikkert på bar og hører lidt musik. Der er masser af muligheder her i turistcentret, hvor vi bor side om side med amerikanere, japanere og edderkopper.