4. marts 2000

Vi sidder her i bilen - vi er på vejen igen med Abba-båndet brølende ud af højttalerne. Vi har skruet op på fuld styrke for at overdøve den evindelige larm fra modvinden, som vi tilsyneladende aldrig kan slippe for.
Normalt er larmen en stor stressfaktor, men ikke i dag. Det er en stor befrielse endelig at være ude og køre igen, for vi har haft et par vacuum-dage, hvor vi var i syv sind om, hvad vi skulle gøre med hensyn til vores lange ørkentur - om vi bare skulle vente og se tiden og vejret an, eller om vi skulle finde en alternativ vej.
Vi valgte efter næsten 3 dages venten den alternative rute, hvilket betyder, at vi er på vej 500 kilometer tilbage sydpå langs kysten til byen Geraldton. Derfra går turen så ad mindre veje nordøstpå til Wiluna, hvorefter vi kommer til gruset og sandet - ind til centrum af Australien - Alice Springs, Ayers Rock og meget andet spændende.
Vi er fulde af fortrøstning for turen og har fået en masse gode råd om vejtilstande og deraffølgende påkrævet forsigtighed af Gary og hans gamle mor, som var indehavere af campingpladsen, vi har boet på de sidste dage. Gary vidste utroligt meget og var helt up to date med hvilke skader den megen voldsomme regn den sidste tid har forårsaget.

Vi har i de sidste dage nærmest været regnet inde. Det var ikke muligt at køre nordpå, for der var cykloner på vej. Østpå var umuligt, da tordenstorme havde raset i adskillige dage og alle veje var lukkede. Vestpå var af naturlige grunde udelukket, da vi jo befandt os helt ude ved vestkysten, så der var kun tilbage at drage sydpå igen og håbe på at vejret 500 kilometer længere nede var bedre. Her skulle vi også være forbi de floder, der oversvømmer store områder med regnvandet fra nord.

De tre nætter, vi var i Carnarvon igen, kunne vi hver eneste aften se tordenvejr omkring os. Torsdag var dog den værste dag, men torsdag er jo også opkaldt efter Thor, som bekendt er ham, der laver torden og lyn.
Han havde en travl dag, for fra klokken 3 om eftermiddagen til langt ud på natten var der uvejr i alle verdenshjørner. Uanset i hvilken retning vi kiggede, kunne vi se lynene - disse rigtige Hollywood-lyn, som blinker mange gange. Der var nok i gennemsnit et lyn pr. 2. sekund et eller andet sted på himlen.

Vi selv blev nogenlunde forskånet. Vi fik masser af regn (tryk her for selv at høre), men tordenen passerede os på mindre end en time.
Vi følte os lidt i elementernes vold og magt. For det ene øjeblik var temperaturen nær de 40 grader med bagende sol, og det næste øjeblik stod regnen ned i tove og tordenen buldrede.
Jesper lå og rodede med bilen, mens han svedte og bandede over varmen. Så kom regnen og nu kunne han så bande over at alt - ALT blev vådt. Nej, faktisk bandede han ikke - han smed bare skoene og fortsatte arbejdet i regnen, for han var allerede gennemblødt.

Nu er vi som sagt på vej til Geraldton. Eventyrene har ikke været store de sidste dage, som I nok kan høre. Den største oplevelse kom faktisk lige før, da vi måtte køre gennem temmeligt meget vand, som oversvømmede vores vej. Vandet var ikke mere end 15-20 cm dybt, men "floden" over vejen strakte sig cirka 75 meter.

I morgen drejer vi østpå og vi håber på at nå byen Wiluna i overmorgen. Her skal vi hente en satelittelefon, vi har lejet til ørkenturen. Vi ved endnu ikke, om det rent faktisk bliver muligt for os at krydse ind over nu.
Det er et usædvanligt år i år med hensyn til vejret og ingen tør spå om det mere end få dage frem.
Om vi bliver i stand til at skrive til jer i den nærmeste fremtid er også usikkert. Det kommer helt an på de steder, som vejret og vejene fører os til.