29. februar 2000

Klask, klask, klask ! Endnu en gang kæmper vi en brav kamp mod fluerne. Denne gang har vi dog anskaffet os et uovervindeligt våben: fluesmækkeren !
Vi gik i dag på indkøb i det lille supermarked ved siden af campingpladsen og Helle faldt pludselig over en fluesmækker til 3 kroner.
Vi har, siden vi ankom til Coral Bay, været plaget af titusindevis af fluer, der gladeligt gør alt for at irritere os.
Da Helle fandt fluesmækkeren, overrakte hun den stolt til Jesper, der herefter var udnævnt til general og våbenfører i kampen mod fluerne. Snart lød der højlydte klask, rabalder og bump i og omkring bilen. Jesper gik op i det med liv og sjæl og stod ikke tilbage for at fluerne sad på gryder, på forruden eller på en kaffekop.
Selvom vi vidste, at hver flue, vi nedkæmpede, ville blive erstattet at en ny, gav det en god følelse endelig at kunne slå igen.

Vi vågnede meget tidligt her til morgen. Det har vi faktisk gjort siden vi ankom, for en halv time efter solopgang er det alt for varmt til at sove i det fri. Allerede klokken 6.30 er alt fugtigt, klamt og møghamrende varmt. Man kan lige så godt stå op, for bliver man liggende en times tid mere, er man næsten sikker på hovedpine og svedeture.
Vi valgte dog at blive liggende lidt, da vi kunne høre vores nabo pusle omkring. Vi har intet imod andre mennesker og snakker gladeligt med masser af andre rejsende. Men vores naboer... dem, som vi fik stegt haj af den anden aften. Det har vist sig, at de er temmeligt pågående og har den mening, at samtlige camperende på pladsen skal være een stor familie - med dem som centrum. Nu er det sådan, at vi er på denne campingplads, fordi vi ikke har andre muligheder - bush-camping er nemlig ikke tilladt her. Så vi har ikke helt de samme følelser for fællesskabet på en campingplads, som naboen åbenbart har.
De har gennem de sidste dage gjort alt for at præsentere os for så mange andre gæster som muligt. Vi er blevet inviteret over for at snakke, drikke øl og spise pizza med dem. Men vi har set, hvordan de begynder på øllerne ved 9-tiden om formiddagen - og hørt hvordan de lyder ved 5-tiden efter en hel dags øldrikkeri.
I går aftes lod vi os overtale til at drikke en enkelt øl med dem. Vi ville egentlig helst i seng, men nu havde vi afslået deres "gode" tilbud så mange gange, så vi sagde ja tak af høflighed.
Vi var nær kommet op at skændes alvorligt med dem, for vi var ikke helt enige på alle punkter. Vi kunne heldigvis - efter een øl - gå til vores telt og have opfyldt vores selvskabelige forpligtelser - uden nogle skandaler.

Men her til morgen orkede vi dem ikke mere. De skulle heldigvis fortsætte deres rejse og vi håbede på at kunne stå op og skynde os ned og snorkle, mens de pakkede sammen og kørte.
Men ... Koral-revet var åbenbart træt af at blive kigget på, for det havde "udspyet" en masse røde affaldsstoffer, der nu lå som en tyk grødet masse i strandkanten og stank forfærdeligt.
Der var ingen, som havde lyst til at gå ud gennem denne rødgrød for at kigge på koraler. Der blæste en svag vind ind over land og vi kunne lugte denne kvalmende lugt helt oppe ved bilen.
Vi måtte pænt sidde og stønne i varmen og stanken, mens naboens utålelige 9-årige datter søgte tilflugt i vores selskab fra forældrenes pakken sammen. Det tog dem næsten 4 timer at pakke sammen - vi kan pakke sammen på 20 minutter - men de skulle jo også drikke øl imens.
Dette blev hurtigt for meget og vi gik på føromtalte indkøbstur. Her blev vi også enige om, at det næste, der skulle ske, var en tur i campingpladsens swimmingpool.
Snart lå vi og plaskede rundt i det 35 grader varme vand. Det var en lille forbedrng i forhold til lufttemperaturen, men det var nu stadig som at tage en varmt karbad. Vi var fri for naboen og naboens datter og vi nød det. For første gang i flere dage, syntes vi, at vi ikke var overvåget. Vi var pludselig os selv igen og skulle ikke stå til regnskab for vores gøremål.

Resten af dagen er så gået med at klaske fluer, læse bøger og avis, gå en tur og spise lidt godt. Dagen har været varm og kvalmende, men her til aften er det begyndt at lufte lidt.
Vi kan også se lyn i det fjerne og vi ved, at vejret ikke er for godt rundt omkring os.
Faktisk kan det dårlige vejr komme til at betyde store ændringer i vores nuværende planer for ørkenrejsen, der skulle begynde om en lille uges tid.

Vi læser i avisen og hører rundt omkring om, hvordan der i Øst- og Nordaustralien er store oversvømmelser på grund af ualmindeligt meget regn i år. Nogle floder er 5 meter over normal vandstand og kæmpe landområder er under vand. Nogle steder forventer farmerne ikke at kunne forlade deres gård den næste måned. En har netop købt en båd for at kunne forcere den 3 kilometer lange sø, der er kommet uden for hans hoveddør. Landsbyer bliver evakuerede og det hele er vist lidt kaotisk. Inde i centrum - der hvor det aldrig regner - har der også været masser af regn.
Uluru (Ayers Rock) har gennemgået en sær forandring i den seneste tid. Det meget regn, der pludselig faldt for 14 dage siden, fik den ellers røde klippe til at blive blå. Vi har set billeder af den pludselig blå klippe med vandfald ned af. Den plejer at være fotograferet som en kæmpe mørkerød tør sten.
Australierne siger, at de aldrig har set noget lignende, men at de glæder sig til de mange ørkenblomster, der vil følge efter regnen.

Vi har ikke selv oplevet dette uvejr - og håber ikke at møde det. Men vi kan alligevel sagtens blive påvirket af det.
Centrum - der hvor vi skal ind til - er ved at være tør igen. Derinde holder vandet ikke længe. Uluru har også fået sin røde farve tilbage. Men alt det vand, som falder længere nordpå... Det skal ud til havet på den ene eller anden måde. Og det har det altså med at løbe sydpå - ned gennem de områder, som vi snart skal køre igennem.
Så måske bliver vi stoppet af oversvømmede veje og meterdybt mudder. Vi ved endnu ikke, hvor galt det står til på de veje, som vi vil køre på - og situationen kan hurtigt ændre sig.
Men foreløbig fastholder vi planen om at køre sydpå til Carnarvon igen i morgen. Her vil vi så forsøge at kontakte politi og roadhouses ind gennem landet for at få de lokale vej-situationer.
Måske får vi ingen problemer, måske skal vi vente en uge - eller tre. Tiden og vejret vil vise det.