25. februar 2000

Rejemad og iskold hvidvin på en lun sensommer-aften, uhm ! Vi havde grund til at kræse lidt ekstra her til aften, for det var i dag, at vi passerede den magiske grænse: 10.000 km.
- Titusinde kilometer har vi nu tilbagelagt på de australske veje.

Da det skete - at tælleren rundede de mange kilometer - var vi på vej fra Denham til Carnarvon længere mod nord. Helle vidste ikke, hvorfor vi pludselig satte farten ned og efterfølgende holdt ind til siden.
- Hvad er der galt ?, spurgte hun.
- Ikk' så meget. Men nu skete det ! sagde jeg så.

Vi holdt stille et par minutter og tænkte på, hvor langt vi egentlig var kommet omkring allerede nu.
Vi klappede bilen lidt, for den havde gjort det godt indtil nu. Vi har ingen problemer haft med den, og vi lovede den, at den snart skulle få frisk olie på for at fejre det runde tal.

Herefter kørte vi ned til en lille seværdighed, for dagen skulle ikke kun bruges på kørsel. Vi skulle se på stromatolitter.

For 3,5 milliarder år siden begyndte en livsform at leve her på jorden. Det var en en-cellet organisme kaldet Cyano-bakterien. Den levede under vand og samlede sig i kolonier. Cyano-bakterierne producerede ilt og gennem 2,5 milliarder år forøgedes ilt-indholdet i atmosfæren så meget, at andre væsener kunne dannes og leve. Man mener at disse bakterier har dannet grundlaget for alt andet ilt-forbrugende liv på jorden.
Bakterierne lever i kolonier på op til 3 milliarder individer pr. kvadratmeter. Kolonierne kan antage flere forskellige former. Nogle vokser i cirkler - næsten som hekseringe - blot i klippeform, andre i kegleformede klippeformationer.

Der er kun ganske få steder på jorden, hvor disse bakterier stadig lever i de kolonier, der kaldes stromatolitter. Et af stederne er her på vestkysten af Australien i Hamelin Pool nær Shark Bay, et andet sted er på Bahamas.

I kan nok forstå, at det var med stor spænding, at vi kørte ned til Hamelin Pool for at kigge på disse vores forfædre.

Der var lavet en gangbro ud over et stort område af stranden i bugten, så man ikke skulle komme til at ødelægge stromalitterne. Da vi gik ud over broen, blev vi slået med forundring over at se dette, som lignede en mellemting mellem klippesten, koraler og noget fra det ydre rum. De som har set filmen "Cocoon" ville kunne genkende disse sære kegler, der stod der i vandet. Vi vidste, at de var fyldt med liv - og tænk sig, at de var nogle af de første. Tænk sig, at de har givet os andre mulighed for at leve.
Man kunne ikke lade være med at tænke på, hvor meget der er sket fra dengang, hvor den første Cyano-bakterie frigav ilt, og så til nu. Sikken en evolution. Hvad mon der venter de næste 100.000 år ?

Inden besøget hos stromatolitterne var vi på en lille strand kaldet Shell-beach. Den havde intet med olieselskabet at gøre. Navnet kommer fra de milliarder af små muslingeskaller, der ligger på stranden. Et fem meter tykt, 100 meter bredt og kilometer langt stykke strand består udelukkende af bittesmå hvide skaller.

Her på stranden har man gennem mange år hentet skaller til vej-fyld og mursten. Når man graver et lille stykke ned i laget af skaller er de "cementeret" sammen af frigivet kalk fra skallerne. De danner et hårdt og meget smukt materiale, der kan skæres ud og bruges som mursten til huse. Vi har set flere bygninger i områder, der var bygget af disse skal-sten.

Vi gik rundt i denne verden af skaller og måtte bare kaste dem op i luften. Der var så mange og de var så lette og fine, når de dalede ned igen.
Egentlig er det lidt uhyggeligt at tænke på, hvor mange millioner af liv, disse "skeletter" vidnede om. Men heldigvis tænker man først på den slags senere, når man sidder i bilen på den lange lige landevej.
Mens man står der på stranden, forbløffes man bare over alt det enkle og smukke.

Vi skulle til Carnarvon, fordi det var tid til at Helle's fregne-sting skulle fjernes. Vi havde egentlig haft planer om at køre ud til det vestligste punkt af Australien, men da vi opdagede, at det var fredag og at vi nok ikke kunne finde nogen læge i weekenden, bestemte vi os for at køre mod nærmeste større by med det samme.

Nu er stingene væk og lægen sagde, at Helle godt må svømme igen. Det er vi glade for, for i morgen sætter vi kursen mod Coral Bay, hvor vi skal ud og snorkle i koralrev. I hører sandsynligvis ikke om disse eventyr før om 4-5 dage, når vi kommer her tilbage for at proviantere til ørkenrejsen østover, for vi forventer ikke, at der er telefondækning ved Coral Bay.