23. februar 2000

I går da vi vågnede, syntes vi at det flimrede for vores øjne. Vi kunne se små sorte prikker vimse omkring. Vi lå lidt og kiggede op i loftet af teltet på prikkerne og da vi var enige om, at vi begge var vågne, udbrød vi med én mund: MYRER !
Overalt var de bittesmå sorte myrer. De havde fundet vej op til teltet ad stigen og fundet et lille hul de kunne komme ind igennem, ja altså dem, som ikke var udenpå teltet og på resten af bilen. Det hvide tag var blevet spættet af de tusinde soldater i myrehæren, som vi nu tog kampen op mod.
Udstyret med hver vores insektspray gik vi til angreb. Man følte sig som en gal soldat i en Rambo-film, når man lod dåsen feje som en flammekaster hen over myrerne og så hvordan de øjeblikkeligt krøllede sammen og døde.
Men vi syntes det var nødvendigt. Vores bil er kun beregnet til to, så de måtte væk.
Det var en værre morgenstund i Denham. Vi havde slået lejr her, før vi skulle rundt i området, der huser en nationalpark, delfiner, stromatolitter - der er den ældste kendte livsform - og meget andet spændende. Dagen forinden var udelukkende gået med at køre hertil fra Geraldton.

Vi satte kursen mod Francois Perron Nationalpark og håbede på at møde det tyske par, Volker og Karin, deroppe. De havde talt om at køre derop, og vi havde en plan med dem. Den anden aften snakkede vi med dem om at krydse ørkenen sammen. Det er sjovere og mere sikkert, når man er mere end en bil. De havde også planer om turen, men de havde nu tænkt på at gøre det senere end os. Dog var de ikke afvisende overfor ideen om at gøre det tidligere og følges med os.
Nu ville vi se om vi kunne finde dem igen og tale videre for vores sag.

Vi kom så til nationalparken og måtte slippe et temmeligt højt beløb for at køre ind og campere. Prisen var mere end 3 gange så høj som i mange andre nationalparker. Vi kunne selvfølgelig have snydt og ladet være med at betale - der er nemlig ingen kontrol. Man udfylder en lille seddel ved et læskur ved indgangen, putter pengene i en kuvert og lægger begge dele i en postkasse. Men vi var altså ærlige og kørte videre ind i parken.
Det var en nationalpark kun for firehjulstrækkere, for der var sand - masser af sand, men holdt man sig til sporene (det skulle man), kunne man godt undgå at køre fast - og dog...
Vi var kørt ud af et af de mange spor til vandet og derude holdt en udlejnings-Toyota med en amerikaner og to sveitzere i. De havde netop fået bilen fri af sandet efter at have hængt fast i 3 timer. De var godt trætte og svedige efter at have kæmpet i den bagende sol.
Vi ærgrede os lidt (og de sikkert meget) over, at vi ikke var kommet et par timer før, så vi kunne have trukket dem op. Det kunne have været sjovt, syntes vi. Istedet snakkede vi lidt med dem og de fik lidt gode råd med hensyn til dæktryk og sandkørsel.
De næste 4 timer lå vi så bare og kørte lidt rundt. Der var egentlig ikke så meget at se på inde i nationalparken. Den bestod af lavt buskads og enkelte steder nogle salt-planer, som varmedisen flimrede over - et flot syn når solen samtidig fik saltkrystallerne til at gnistre.
Hen under aften slog vi lejr ude ved vandet. Det blæste godt - det har det gjort nogle dage nu, men vi har lært at parkere bilen med snuden mod vinden. Så gynger teltet ikke så meget.
Men sandet føg omkring os og der var en million fluer. Man bliver let hysterisk, når man har dem i øjne, næse, mund og ører (samtidigt) og de ignorerer ens fagten med arme og ben.
Det blev til en hurtig aftensmad, for det var ikke nogen fornøjelse at sidde der. Istedet gik vi på stranden for at se solnedgangen og på den måde falde lidt ned igen. Der var som så ofte før masser af skaller og konkylier på stranden. Vi samlede en del af dem og kiggede også på de tusinde af skaller, som var indesluttede i klipperne. Alle sten på stranden bestod af skaller, som lang tid tilbage er blevet "klistret" sammen af sand og jord.
På stranden fik vi også en forklaring på et lille fænomæn, der havde undret og lidt. Der var hundredevis af "muse-huller" på stranden. Vi kunne ikke se hverken fod- eller andre spor af beboerne. Der var blot en lille sandbunke ved siden af det 15 cm dybe og 4 cm brede hul. Men som vi gik der og bøjede os efter muslinger, så vi pludselig et par øjne stikke op ad et hul. Øjnene sad faktisk på stilke og tilhørte en krabbe. Vi kiggede og den gloede. Så tog vi et forsigtigt skridt hen imod den, og pist borte var den.

Nu var solen gået ned og vi havde ikke set nogle spor af tyskerne. Vi gik tidligt til ro for at være lidt i fred for blæsten. Men ak, som natten gik, vendte vinden stille og roligt, så vi fik den ind fra siden. Det var en værre gyngetur vi fik og selvom vi fik 11 timers søvn, gav de ikke meget hvile.
Her til morgen kunne vi se, at boltene, der holder tagteltet, havde løsnet sig, og havde vinden vendt til den anden side, kunne teltet have løftet sig.

Vores tur gik så videre op til det nordligste punkt af den halvø, som nationalparken ligger på. Her stoppede vi og gik en lille tur i klitterne. Pludselig råbte Jesper: "En delfin ! Der var en delfin !".
Vi havde taget kikkerten med for at se på de mange sjove søfugle, men nu blev den rettet længere ud. Og minsandten, der var en delfin - og der var også to sø-køer og en kæmpestor sort rokke, der gled forbi i vandoverfladen. Sø-køer ligner søløver en del, men er større og har et andet hovede. Desuden er sø-køerne vegetarer.
Vi så ikke alle dyrene på samme tid, men vi sad en times tid og så fornøjede på de forskellige dyrs færden i vandet. Der er noget særligt over at se dem i fri natur. Og det er en endnu større fornøjelse, når man ikke venter det. Det er ligesom at kigge efter stjerneskud. Når man kigger efter dem, er de der ikke. Men når man helt tilfældigt kigger ud over havet, ser man pludselig ryggen af en delfin.

På vejen ud af nationalparken var det så Helles tur til at råbe op. Hun så en stor skygge ved et træ 15 meter foran bilen og nåede lige at råbe "Pas på, en kængu..". Så lettede en stor Wedge Tailed-ørn fra en gren og fulgte os et stykke på vej. Det er en ret stor fugl med et vingefang på mere end to meter. Vi har set den mange gange før, men aldrig så tæt på som denne gang.

Vi satte så kursen mod Monkey Mia, der er kendt for delfiner. Monkey Mia ligger inde i bugten, som vi netop havde stået på spidsen af.
Vi havde nok ikke læst godt nok på lektien, for vi havde nogle andre forestillinger om stedet end det, som mødte os. En campingplads, souvenierbod, restaurant og iskiosk... foruden en masse solbadende turister.
Vi havde en ide om en lille hyggelig by, men da vi fik kigget i bøgerne igen, kunne vi læse, at turistcentret er blevet bygget, siden delfinerne begyndte at komme. Før var der bare en strand.
Vi købte en sandwich og spiste den, mens vi tavse sad og kiggede på menageriet. Vi havde hver især en følelse af, at det her var forkert. Det kan godt være, at vi er ved at blive sære, men dette kunne vi ikke holde ud. Vi havde været der en halv time, før vi hurtigt vendte bilen. Delfin-kiggeriet i Bunbury havde været så fint og afslappet, men Monkey Mia var fuldstændig overgearet.

Heldigvis så vi delfinen tidligere på dagen, så vi kunne med ro i sindet køre til Denham og slå os til ro for endnu en nat. Nu håber vi så bare, at myrerne ikke invaderer os igen.