20. februar 2000

Sikken en dejlig dag det har været. Jeg sidder her halvsnaldret af rødvin og skriver, mens Helle er gået til ro. Vi har lige drukket vin med et tysk ægtepar, som vi tilfældigvis for tredie gang har camperet ved siden af.

Min ryg gør ondt i dag og jeg havde egentlig håbet på, at Helle ville massere den lidt, men det blev altså ikke i dag.
Det startede i går med at jeg måtte ud og skovle sand adskillige gange på vores køretur fra Lancelin til de tidligere nævnte pinnacles. Det var en rigtig spændende køretur gennem sandklitter og klippegrund.
Vi kørte ud fra Lancelin en time efter solopgang - efter at have hilst godmorgen til et tysk ægtepar ved siden af os - og prøvede at finde den rette start på sporet. Kun 5 minutter inde i kørslen var vi på den. Sporet delte sig i fem spor, der gik i hver deres retning. Heldigvis for os var der nogle lokale, som var på vej på morgenfisketur og de kunne fortælle os, at vi bare skulle op over den højeste sandklit.
Måske gjorde de det kun for at kunne more sig over os dumme turister, der skulle køre fast i sandet, men vi satte i lavgear og trak lige så flot op over. Stolte var vi over denne start og kørte glade rundt i klitterne.
For det meste var der et spor at følge - tit et meget dårligt spor, men dog nok til at vise vejen. Vi holdt på et tidspunkt på toppen af en sandklit og kunne ikke se andet end hvidt sand - uden spor - flere kilometer frem. Hvad nu ? Langt væk, lidt til højre kunne vi se et spor gå videre gennem nogle buske og vi bestemte os for, at det var vejen.
Det var en vej, men ikke den helt rigtige. Turen skulle kun tage 3,5 time, men vi brugte cirka 6 timer på den. Det skyldes også, at vi adskillige gange måtte ud og "rette" på vejen, fordi den var for farlig at køre på.
Når sporets hældning (sidelængs) overskred de 40 grader, måtte vi ud og rette den op. Vi var simpelthen bange for at vælte, så vi (Jesper med sin ømme ryg) gravede 15 cm af i den ene side af sporet og smed det over i den anden side. På denne måde kunne vi udover at komme sikkert igennem også være med til at gøre Australien lidt mere civiliceret. - Vi elsker dog Australien for den vilde natur.

Efter 6 timer med lavt dæktryk over sand og klipper med kompasset til navigation kom vi frem til målet: Pinnacles Desert.
Vi vidste det godt... Vi skulle have været der tidligt om morgenen, for nu var der fyldt! - Fyldt op med turister. Allerede på den sidste kilometer af sporet kunne vi se flere turistbusser på den efterfølgende grusvej ned til den lille nationalpark.
Helle forbandede disse magelige mennesker og talte temmeligt højt i bilen om, at det provokerede hende, at de tog bussen ud for at se den vilde natur. Hun er ved at blive en hård banan, som mener, at man skal tage den sværeste vej.
Men selvom der var mange japanere derude, så var det et forbløffende område at køre i.

Der var sandørken så langt øjet rakte og overalt "voksede" søjler op af sandet. Nogle søjler var adskillige meter høje og andre med en diameter på 5 millimeter kun stikkende få centimeter op af sandet.
Søjlerne er skabt ved at et mange meter tykt kalkstenslag er blevet nedbrudt af ovenpå voksende vegetation og nedsivende vand. Vegetationens rødder har brudt kalkstenen og vandet har hjulpet til. Efterfølgende er jorden/sandet over kalkstenen blæst væk og tilbage står så resten af kalkstenslaget som nogle spredte søjler. - Et forunderligt skue, som om de vokser lige op af jorden.
De har tusinde former og størrelser. En ligner en obeliks, en anden en nisse. Et sted står en kirke og et andet sted en djævel - lige ved siden af en pyramide.
Vi blev der nogle timer og som tiden gik, forsvandt også busserne med turister. Nu kunne man så nyde det storslåede overblik uden at blive generet af disse hundredevis af små vimsende "myrer" i landskabet.
Da vi havde set os mætte, kørte vi til nærmeste by godt trætte efter en dag med udfordrende kørsel og spændende oplevelser. Vi hilste for anden gang på det tyske ægtepar, inden vi gik tidligt til ro.

Vi spiste sen morgenmad og havde ikke travlt med at komme afsted her til morgen. Vi skulle faktisk bare køre et godt stykke nordpå til byen Geraldton.
På vejen ville vi dog se, om vi kunne besøge nogle huler indtegnet på kortet. Der var ikke indtegnet nogen vej ind til hulerne, men Helle mente, at en grusvej kunne føre os derind.
Da grusvejen efter et stykke tid drejede i den stik modsatte retning, havde vi et problem. Et lille spor gennem sand gik i den rigtige retning og Helle mente, at det var vejen frem. Så vi satte i lavgear og begyndte så på endnu en firehjulstrækker-tur.
Vi kom igennem et ukendt landskab med masser af smukke buske og træer i blomst. Det var meget eksotisk at køre der mellem røde, orange og blå blomster og en palme hist og her. Vi havde ikke noget kort over området - vores kort viste, at det kun var én kvadratcentimeter stort, men vi kunne altså køre adskillige kilometer rundt. Gps'en hjalp os til at finde den rigtige retning og stille og roligt kom vi videre.
Vi mødte pludselig et hegn, men vi vidste ikke, om vi var på den ene eller anden side af det - altså om vi var på privat grund eller hvad. Men Helle fik igen det sidste ord og hun besluttede os for, at vi bare skulle følge hegnet.
Vi fandt aldrig hulerne, men fik et par gode timer ude i ingenting, før vi igen fik asfalt under hjulene.

Så blev kursen sat direkte mod Geraldton, hvor vi helt tilfældig endnu en gang kunne hilse på tyskerne. Denne gang blev det til lidt mere end "godmorgen". Tre timers hygge, snak og rødvin har gjort denne historieskrivning til et sent foretagene. Men vi nærmer os snart områder uden telefondækning igen, så historierne må fortælles i aften.
Nu hvor de nærmer sig deres slutning, må jeg lige puffe en kakkelak væk. Den kravler nysgerrigt rundt på bordet og kilder min arm med sine lange følehorn. Flyt dig, så jeg kan sætte det sidste punktum.