18. februar 2000

Vi har sagt det før, og nu siger vi det igen, Mañana - i morgen. Vi skulle have været der i går, men kommer der først i morgen.
Sidst skrev vi, at vi var på vej nordpå til en lille nationalpark, der ligger kun små 200 kilometer nord for Perth, men vi er altså stadig på vej dertil.
Vi blev lidt forsinkede i afrejsen fra Perth, da vi under planlægningen af vores videre færd pludselig blev opmærksomme på, at vi manglede en... tilladelse.

Om cirka 14 dage starter et af de mere spændende eventyr for os. Vi skal gennem ørkenen fra vest til centrum af Australien. Vi skal følge sporet, der kaldes Gunbarrel Highway, som er er cirka 1400 kilometer langt. En stor del af turen er firehjulstrækker-kørsel og der er vist ikke meget highway over det.
Det er en tur som skal planlægges grundigt, for der er langt til hjælpen derude, og man skal ikke forvente at møde så mange andre rejsende.

Vi sad allerede den anden aften og gennemlæste bøgerne igen og kiggede kort. Og så så vi det, som vi allerede for længe siden så - men glemte igen. Vi skulle have to tilladelser til at krydse aboriginal-land. Den ene tilladelse skulle søges i Perth og den anden i Alice Springs i midten af Australien. Endvidere kunne vi læse, at det kunne tage op til 3 uger at få tilladelserne. Åh nej, tænkte vi bare.. Nu ryger tidsplanen (igen).
Vi besluttede at starte med tilladelsen i Perth, nu vi alligevel var i området. Så måtte vi finde ud af noget med den anden senere hen. Det betød godt nok, at vi blev forsinket i afrejsen nordpå, men ansøgningerne kunne jo ikke udskydes.

Efter at have hentet resultatet af Helle's fregneprøve - resultatet var fint, ingen grund til bekymring - kørte vi ind til centrum af Perth og fandt kontoret for Aboriginal Land Management.
Her viste det sig, at de særdeles hjælpsomme ansatte kunne klare tilladelsen på en enkelt dag. Endvidere kunne de også kontakte kontoret, som skulle give os den anden tilladelse, og sørge for at vores ansøgning blev behandlet lige så hurtigt. Hurra ! tænkte vi bare og fandt et sted at overnatte, mens vi ventede på at vores ansøgninger blev behandlet.

Her til formiddag tog vi så til byen igen og gik forventningsfulde op til kontoret. Der lå en fin kuvert og ventede på os. I den lå to breve, som fortalte at vi var fundet egnede til at køre gennem de pågældende regioner af aboriginal-land. Vi følte os næsten helt udvalgte...
Vi havde forestillet os, at der ville gå 3 uger med papirnusseri og yderligere en uge, før brevet ville nå frem til et eller andet sted langt ude, hvor vi nu måtte befinde os til den tid.

Men vi kunne køre glade nordpå mod Nambung Nationalpark, som skal indeholde et stort område med meget flotte pinnacles (kalkstens-søjler). I skal nok få en nærmere forklaring, når vi har set det hele med egne øjne, men vi er altså ikke nået dertil endnu.
På vejen kiggede vi på kortet og så, at der gik et 4wd-spor op til nationalparken. Vi var igen klar til nye udfordringer og ville ikke lade denne chance gå fra os. Denne gang skulle forberedelserne dog være en smule bedre end sidst. Vi gjorde holdt i byen Lancelin ved 3-tiden for at spørge de lokale om sporet.
Der er cirka 75 kilometer sandkørsel her fra byen op til de pinnacles, som er målet. Halvdelen af turen er i meget løst sand og resten er hårdt sand.
Vi fik et lille primitivt kort og fik at vide, at der er mange andre spor end dem på kortet...
Vi kunne hurtigt bedømme, at de fire timer til solnedgang ikke ville række til turen og besøget. Derfor har vi slået os ned i byen og står meget tidligt op i morgen.

Vi gik en tur på stranden her til aften og kunne se kilometervis af kæmpe hvide sandklitter strække sig ind i landet omkring byen. Det er der - i alt det hvide, at vi skal ud og lege i morgen. Vi er forventningsfulde og glæder os meget.
Når det er midnat hos jer, skulle vi gerne være på vej ud i sandklitterne for endnu en gang at prøve kræfter med os selv og bilen.