Logbog

16. februar 2000

Uhm, stegte blækprutteringe med hvidløg, frisk salat og iskold hvidvin hentet på vingården lige ved siden af. Hvad kan man ønske sig mere ? - Det skulle lige være, at temperaturen faldt cirka 10 grader, så vi kunne nøjes med en god dansk sommertemperatur.
Men vi har det godt. Vi ved lige hvordan vi skal forkæle os selv - og vi gøre det gerne.

Vores nabo - vinmarken. © 2000 Eventyr.net Vi har været på besøg på nogle vingårde i dag. Vi nåede det ikke i går, for der gik dagen med at snakke Land Rovere med vores nabo, som har en gammel serie II fra 1966.
Det er virkelig Land Rover-land herovre vestpå. Hjemmefra havde vi fået fortalt, at der var masser af Land Rovere i Australien, men vi havde faktisk kun set nogle ganske få - færre end i Danmark - indtil vi kom til Vestaustralien. Nu ser vi adskillige hver eneste dag - forleden talte vi 18 inden for en time...
Det har beroliget os en del, for det gør det nemmere og billigere at få eventuelle reservedele.
Det gør det også en del sjovere, for som i Danmark så hilser Land Rover-ejere her på hinanden, og vi vinker derfor til en masse mennesker hver dag og føler os lidt mere hjemme.

Nå, vi har være på vingårdsbesøg. Vi ville mægtigt gerne se, hvordan vin bliver fremstillet, men de vingårde, som ligger her på egnen, tillader desværre ikke besøgende i produktionsrummene. - Det skyldes noget med forsikring og at det er meget farligt....
Men vinsmagning - det kunne vi få lov til. Vi stod der med sveden haglende af os og kiggede på listen over de mange vine, vi kunne smage på. Vi lod som om vi var kendere og studerede listen længe, før vi lod fingeren slå ned på en helt tilfældig vin og sagde: "Den der ser spændende ud".
Vi smagte, skyllede efter med vand, smagte så en anden og snakkede årgange med serveringsdamen.
Vi havde lidt besvær med at beskrive vores indtryk af vinene. Vi ville ønske, at vi havde haft fransk i skolen, så vi kunne slynge om os med fine udtryk. I stedet smilede vi og nikkede til serveringsdamen, mens vi på dansk sagde til hinanden, at det var en værre gang rævepis...

Vinstokke. © 2000 Eventyr.net Vi kørte videre til andre vingårde. Et sted, hvor vi hverken kunne kigge eller smage på vin, købte vi en kæmpe vandmelon. Den skal vi have til morgenmad i morgen. Mange steder langs vejene ser man skilte, som fortæller at "melons and grapes" er til salg. Meloner og grapefrugter tænkte vi og vores munde løb i vand. Vi drømte os tilbage til New Zealand, hvor vi plukkede grapefrugter fra Geoff's træ og lavede den lækreste juice af dem.
Vi kiggede og kiggede efter træer med de gule frugter på, men kunne ikke se andet end vinmarker og vandmelon-marker.
Vi kørte ind hos vores nabo, som også havde et skilt ude, og håbede på at finde nogle af de lækre frugter. Vi startede dog med en lille vinsmagning, der endte med, at vi købte en af de bedre flasker. Det var iøvrigt godt, at det var vores nabo, og at der kun var 500 meter hjem, for med alle disse smagsprøver nærmede det sig spirituskørsel.
Vi snakkede med folkene på vingården og efter lidt tid begyndte det at gå op for os, at "grapes" intet har med grape-frugter at gøre. Det betyder druer... Det forklarede jo en hel del.
Vi købte en hel kasse "grapes" og har resten af eftermiddagen siddet og spist druer. Der ligger et helt bjerg af de sten, som vi har spyttet ud.

Mens Helle sad og prustede lidt i skyggen gik Jesper en tur. Han kom glædestrålende tilbage med en stor pose med 10 liter knust is. Den havde han fundet i en kiost i nærheden og nu skulle den bruges til at køle hvidvinen ned med. Posen blev lagt ned i vores plasticspand og vinen lagt ovenpå. Efter en time var vinen klar til servering og den blev nydt til fulde til vores måltid.
Indimellem skålede vi til marken ved siden af os og priste druerne. Vi lovede dem, at de også en dag ville komme til at glæde nogen med deres smag.

I morgen drager vi så videre nordpå. - Sådan lyder planen ihvertfald. Vi håber på, at resultatet fra laboratorie-prøven af Helle's fregne er kommet, så vi kan komme på farten igen.
- Helle har iøvrigt ingen problemer med benet efter det lille snit.
Vi håber på at nå op til en lille nationalpark små 200 kilometer nordpå. Her skulle naturen have skabt nogle helt fantastiske vidundere, som I nok skal komme til at høre mere om senere.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.