14. februar 2000

Aaavvv !!! Jeg kunne høre hende skrige af smerte inde bagved. Lægen havde med et sadistisk smil på læben taget et fast greb i Helle's arm, ført hende ind i et rum langt nede af gangen og spændt hende godt fast til stolen - langt væk fra venteværelset, så lydene ikke skulle kunne høres herude. Men alligevel var Helle's skrig tydelige, da lægen satte kniven i hende...
Nej, så galt gik det dog ikke, men Helle har været til doktor i dag og fået et lille snit i benet.

Vi er nået til Perth, som vel må betegnes som Vestaustraliens hovedstad. En stor by er det ihvertfald sammenlignet med det vi har oplevet de sidste måneder. - Faktisk så stor, at vi blev temmeligt overvældede af alt den larm og uro, der var i går - på en søndag.
Det var søndag eftermiddag, da vi kom ind af hovedvej 2 og med mere held end forstand fandt en lille parkeringsplads i centrum lige ved Swan River, floden der løber gennem Perth. Her kunne vi sidde lidt i ro og tænke: hvad gør vi nu ?
Vi blev enige om, at det nok var bedst at kigge ind til turistkontoret, så vi kunne få et kort over byen og lidt mere viden om den.
På det lille kort over centrum, som vi havde i en af Australiens-bøgerne kunne vi se, at turistkontoret kun lå cirka halvanden kilometer væk. Men vi bestemte os alligevel for at tage bilen derover. Og så brugte vi ellers det meste af en halv time på at finde en parkeringsplads..
Byen var støjende og fyldt med mennesker. Butikkerne var åbne og der var kinesisk gadeteater med larmende trommer og skrigende mennesker. Det tog pusten fra os. Efter besøget i turistkontoret prøvede vi at finde en biograf, så vi kunne glide ind i mørket og roen. Men nogle biografer var lukkede, andre kunne vi ikke finde og dem der var tilbage, viste kun nogle film, som lå langt uden for vore interesseområde.
Fulde af forvirring og uro kørte vi ud af byen for at finde en rolig plet at campere på. Det lykkedes da heldigvis efter nogle timer og vi kunne gå tidligt til ro. Tidligt ja, kun halvanden time efter solnedgang, dvs. klokken 21.00. Her i Vestaustralien bruger man ikke sommertid, så vores tidsregning er kun 7 timer forud for Danmark og solen går meget tidligt ned, til trods for at det er sommer.

Til morgen fik vi så nye bekymringer. Helle havde en fregne på benet, som var begyndt at opføre sig underligt inden for den sidste uge. Den var vokset, begyndt at gøre ondt og havde fået en mærkelig farve. Man hører så meget om hudkræft hernede og skal være særdeles påpasselig, hvis huden viser tegn på forandring. Der er et stort hul i ozonlaget over Australien og man har en meget høj hyppighed af hudkræft hernede.
Så vi besluttede, at det ville være sikrest at kontakte en læge. Vi ringede hjem til Europæiske Rejseforsikring for lige at høre nærmere med hensyn til betaling af lægebesøget mv. Helle fik en virkelig god vejledning gennem telefonen og vi kunne begynde at lede efter en læge.
Heldigvis havde vi kort før set et skilt, der pegede mod et "medical center", så vi forsøgte os her. Vi vidste ikke, hvad betegnelsen "medical center" dækkede over, men om ikke andet kunne de vel fortælle os, hvor vi kunne finde en læge. Men medical center betyder faktisk lægehus, og efter kun 10 minutters ventetid kom Helle under kniven.
Lægen og Helle i fællesskab blev enige om, at det nok var bedst at fjerne fregnen, selvom lægen dog forsikrede Helle om, at det ikke kunne være hudkræft. En ordenlig luns blev skåret af, men det skete heldigvis ikke så dramatisk som beskrevet først i denne beretning.

Nu går Helle rundt med plaster på og må ikke bade de næste 10 dage. Det er ret uheldigt, da vores planer faktisk indeholder en masse vandplaskeri. Vi skal nemlig lidt længere nordpå og kigge på flere delfiner samt dykke ved et koralrel, der er her på vestkysten.
Nu går vi så og tænker på, hvordan det skal kunne lade sig gøre, uden at Helle's ben bliver vådt. Jeg har foreslået, at vi køber 3 ruller gaffa-tape, men den er hun ikke med på. Så hvis der sidder nogen derude med et godt råd, så tøv ikke med at skrive til os.

Efter lægebesøget gik vi i vandland - ikke for at trodse lægens anvisninger, men for at kigge på fisk. Der er et stort akvarie-land her lidt nord for Perth, og vi syntes, at det lød rigtigt spændende. Helle har aldrig været i Danmarks Akvarium og det er mange år siden, at jeg satte mine barnefødder der. Så nu skulle vi ind og se på fisk.
Det var en ren fornøjelse at gå rundt der mellem søslanger, havdrager, søheste og hajer - for ikke at tale om krokodiller, krebs, blæksprutter og en masse andre farvestrålende fisk.
Foruden alle de almindelig akvarier med fisk og andre skabninger havde stedet også en lang tunnel under vand. Her kunne man så gå med fisk på begge sider og ovenover. Det var her man kunne stirre en haj i øjnene uden fare og det var også her, at man kunne se, hvordan en kæmperokke ser ud underneden, når den lod sig glide henover tunnellens glas.

Nu nogle timer efter sidder vi så i Swan River, der er Vestaustraliens ældste vin-distrikt. Mindre end 10 meter fra os står række efter række af vinstokke fyldt med saftige røde og grønne druer, for vi er blevet nabo til en vingård.
Den tager vi over til i morgen, så vi kan se, hvordan vinbrygningens kunst foregår. Vi har nu nogle dage i nærheden af Perth, for vi skal vente på en laboratorie-test af Helle's fregne inden vi kører videre. Og vi kan jo lige så godt benytte tiden godt med besøg på en vingård.