7. februar 2000

I går var vi på toppen - 40 meter over jorden, i dag har vi været vi helt nede - 72 meter under jorden.
Vi har været på besøg i en meget smuk underjordisk drypstens-hule og lyttet til dråbernes sagte "dryp, dryp, dryp". Men mere om det senere.

I dag fortsætter vi vores kørsel igennem de smukkeste grønne løvskove, hvor solen skinner ned gennem bladene. Alt er lysegrønt som et dansk forår til trods for, at det australske efterår nærmer sig så småt.
I timevis kører vi blandt høje slanke stammer og indimellem flyver en grøn papegøje over vejen. En grå kænguru stirrer forundret på os fra vejkanten, da vi kører forbi, og vi er glade for, at den bliver siddende. De er så flotte når de hopper afsted, men så triste når de ligger kørt ihjel i vejkanterne.

Vi krydser utallige floder, som bruser afsted, og ærger os over at vi ikke har en fiskestang. Sikke et fiske-paradis det må være her. Vi undres til stadighed over, at denne del af Australien er så frodig og grøn, når vi i andre egne har set støv og dybe sprækker i jorden på grund af fem års manglende regn.

Vi kører mod Margeret River for at besøge en turistattraktion: en drypstenshule 72 meter under jorden.
Vi har besluttet os for at prøve at være mere turistede i traditionel forstand. Vi er nået et stadie, hvor vi synes, det er lidt anstrængende selv at skulle stå for alting. Men at gå fra den ene yderlighed til den anden er en svær proces, som kræver mandsmod og stor tålmodighed.
Fra at være fuldstændige uafhængige befinder man pludselig i en turistflok af japanere, italienere og amerikanere i ordets værste forstand. De blitzer konstant med deres kameraer og råber op i munden på guiden og er iøvrigt fuldstændig ligeglade med, hvad guiden har at fortælle - og ligeglade med at de ødelægger en god oplevelse for sådan nogle som os.

Men hvor er her dog smukt! Vi ser et kæmpe krater i jorden og begynder at gå ned af de stejle trapper, der fører 40 meter ned til bunden af dette gigantiske hul. Her fortsætter turen videre ned gennem en lille åbning i klippen, og snart åbenbarer der sig en helt fantastisk underverden for os. Meterlange drypstensformationer i hvide og gul-orange farver strækker sig mod bunden af klippehulen, der er fyldt med krystalklart kildevand. Vi smager på vandet, og ja, det kan drikkes. Det fint placerede elektriske lys fremhæver former og farver, og vi er overvældede af synet.
Grotten er skabt kort efter sidste istid. Smeltevandet fra isen sivede ned gennem kalkstenslaget i jorden og nåede til et granitlag i undergrunden. Vandet løb så oven på granitten og udhulede kalkstenen. Efterfølgende regnvand og smeltevand iblandet kalk har gennem tusindvis af år dannet de flotte drypstensformationer, som vi i dag kan iagttage. Vi nyder synet, på trods af, at vores tålmodighed er sat på en hård prøve m.h.t. skvadrende og ignorante udlændinge. Da vi er tilbage i varmen og lyset 72 meter oppe igen, ser vi os tilbage hvor vi kom fra. Nede i bunden af hullet, hvor der altid er køligt, sidder guiden og tager sig en smøg, inden det næste hold dumme og respektløse turister skal vises rundt.

Vi sætter kursen nordpå mod Perth. Vi trænger til at synke ind i storbyens anonymitet for en kort stund, fordi vi hver dag bliver kontaktet af nye mennesker, som ser vores bil og synes den ser speciel og spændende ud, og derfor lige må over at snakke. Det er dejligt med al den opmærksomhed, men nu trænger vi altså til fred. - Jesper har desuden et brændende ønske om at hænge på en internet-cafe en hel dag (- han savner vist sin hverdag lidt), og det skal han jo have lov til. Men på forunderlig vis når vi alligevel ikke til Perth idag. Vi falder over en mellemstor by med en vidunderlig campingplads - byens navn er Bunbury - og vi får temmelig meget lyst til at blive her nogle dage. Såe... hvorfor ikke?