6. februar 2000

Sikken en ferie. Det er længe siden at vi har lavet så lidt så længe. Vi kom til Esperance for mange dage siden og har ikke lavet meget andet end at slappe af, shoppe lidt, pusle med bilen, spise og blive forkælet.
Ja, vi blev forkælet, for vi havde fået to midaldrende australske ægtepar som naboer: Christine og Billy samt Sandra og Lauren. De havde et stort behov for at drage omsorg for nogen - og nogen blev altså os.
Det startede meget uskyldigt med at de kom over og brugte timer på at skvadre om alt og intet. Næste dag var vi inviteret til kaffe og fiskehistorier og så gik det ellers "galt".
Vi havde lige spist morgenmad, men Helle var ikke ordenligt mæt. Jeg tilbød mig så som kok og tryllede en omgang æg og bacon frem. Men dårligt nok havde Helle spist dette, før Christine kom med noget frugt til os. 10 sekunder efter stod Sandra der med en kæmpe kage, som vi bare måtte smage og i det samme kom en anden nabo, som vi tidligere have lånt en skruetrækker, med pandekager - de havde lavet for mange og ville høre, om vi ikke kunne spise de sidste. Det kunne vi egentlig ikke, men vi ville ikke skuffe de mange glade givere. Så vi tog mod til os og spændte livremmen to huller ud, og begyndte at indtage alle lækkerierne. Den dag spiste vi ikke frokost.
Vi havde nu holdt stille i mange dage og dermed ikke fået strøm på batterierne. De var blevet kørt flade så køletasken var stoppet. Heldigvis kunne et par timer med solfangeren lade dem nok op til at bilen igen kunne starte, men maden i køletasken var nået at blive dårlig.
Det gjorde dog ikke noget, for endnu engang kom de to søde midaldrende damer over og sagde "banke banke på". Jo, de ville altså høre om vi ikke ville spise middag med dem om aftenen, for vi skulle jo afsted næste dag. Og de ville meget gerne give en middag (de havde allerede givet kaffe, gaver og masser af mad) inden vi kørte videre.
Så blev aftensmaden reddet og vi kunne hygge nogle timer sammen med de særdeles underholdende mennesker. For første gang i halvanden måned spiste vi indendørs... i en campingvogn.

Nu var det nok, syntes vi. Hjulene skulle røres igen og vi satte så kursen mod byen Albany. Nu kunne vi pludselig se, hvordan landskabet forandrede sig. Da vi ankom til Esperance var det jo mørkt, men nu i dagslys kunne vi se frodigheden. Vi var blevet så vant til tørre buske og floder uden vand. Men her strømmede floderne livligt og træer og buske stod i blomst.
Vi var på vej mod træ-landet. I det sydvestlige af Australien er der store område med meget store træer, som vi syntes kunne være interessante at kigge nærmere på.
Vi tog en overnatning i Albany før vi for alvor kom de store skove. Landskabet forandrede sig endnu mere og begyndte at virke helt dansk. Der var blomstrende gule marker, græssende køer, høje slanke træer og masser af grønt. Der lå en bunke sten, som grangiveligt lignede en bunke roer. Pludselig forkyndte et skilt, at der var 32 kilometer til Denmark og kun 12 til Bornholm. Velkommen hjem !
Man forventede næsten at kunne dreje hovedet og se en jættestue ude på marken og Dannebrog vaje over en gård i det fjerne. Men det var stadig Australien og der er ikke mange kænguruer og eukalyptustræer i Danmark.

Træerne blev større og større og snart var vi i "Valley of the Giants" (giganternes dal). Her skulle vi på trætop-vandring 40 meter over jorden. Store hængebroer var spændt ud mellem trætoppene, så man rigtigt kunne fornemme størrelsen på disse træer. De kan blive op til 60 meter høje og 16 meter i omkreds.
Vi begav os forventningsfulde op ad de ensrettede broer til toppen. Lidt for sent kom Jesper i tanke om sin højdeskræk - det var da vi var cirka 20 meter oppe og vinden begyndte at få hængebroen til gynge.
Herefter var det Helle som måtte tage billeder og fortælle om udsigten, for Jesper havde travlt med at holde fast i gelænderet og bare stirre stift ligeud.
Heldigvis var turen på toppen kun på 600 meter og vi kunne snart få fast grund under fødderne igen.
Her gik vi så på en lille vandring mellem træerne. Lidt fremme gik to japanske turister og pludselig så vi dem inde i skoven. Der var hegn og skilte, som fortalte at man skulle holde sig på stierne, for der var mange sarte planter i skovbunden. Men de skulle altså tage japaner-billeder.
Helle blev meget vred og skælte japanerne hæder og ære fra. De fik en ordenlig røffel på engelsk med eder og forbandelser - hun er blevet god til sproget. Helle var rødglødende og det var deres ører også, da de endelig slap derfra.

Videre gik vores køretur, men nu var det blevet tid til lidt frokost. Vi holdt ind ved et lille spisested og fik den obligatoriske Steak Sandwich - with the Lot (med det hele). Med det hele - jo tak, hør her: oksekødsfillet mellem to stykker ristet toast med bacon, spejlæg, rødbeder, løg (rå og bløde), ananas, tomater, agurk, ost og salat. Sikke et pragtfuldt måltid.
Bagefter gik vi ned til den nærliggende flod og soppede, mens vi kiggede på de store fisk, der svømmede mellem vores fødder. - Kunne man ønske sig mere ?

Vi manglede kun et sted at overnatte og kørte til nærmeste by for at finde en lille campingplads. Det var en plads af ældre dato, som hverken havde set maling eller service i mange år. Men vi skulle kun blive natten over, så det var ok for os.
Mens Helle forsøgte at bakke bilen på plads på de stejle skråninger, som de kaldte telt-arealet, blev Jesper overfaldet af en vækkelsesprædikant, der mente at det var på tide, at vi blev frelst fra Helvedes ild.
Vi mente dog, at det var på tide at gå til ro.