29. januar 2000

Jeg sidder på pladsen bag Nullabor Roadhouse og solen er ved at gå ned. Helle er på vej over for at tage billeder af solnedgangen, som denne gang ser ud til at blive helt fantastisk. Hun prøvede også i går, men der lykkedes det ikke rigtigt. Jo, det er anden aften vi er her. Men hvorfor pokker vi tilbringer to aftener på samme roadhouse ude midt i ingenting, får du at vide lidt senere.

Sidst vi skrev var i Streaky Bay cirka 500 kilometers kørsel herfra. Vi kørte afsted torsdag morgen og havde forventet at komme langt den dag, men da vi nåede cirka 100 kilometer videre og mødte byen Ceduna, var der telefondækning for første gang i mange dage. Så vi måtte bare stoppe op og få skrevet nogle mails, mens vi kunne. Det viste sig dog, at vi alligevel ikke kunne, for nu var der problemer med serveren hjemme i Danmark, som skulle behandle og fordele posten. Typisk !

Efter Ceduna sker det så.. The Nullabor starter og går stort set uden sving ligeud de næste 1200 kilometer. Det giver et lille sug i maven, for denne vej er et af kendetegnene for Australien.
Vi kører ligeud, som man jo gør her, men har læst lidt om et par afstikkere, som vi så tager. Vi drejer mod syd af en grusvej for at komme helt ud til havet. Det er så længe siden, at vi har set det i fuld vigør.
Snart kan vi se nogle hvide sandklitter og tror at vi er tæt på - men nej. Der er stadig mange kilometer endnu og de sandklitter, vi kan se, er 50 meter høje. Kridhvide tårner de sig op og det er et helt fantastisk syn med den blå himmel som baggrund. Hvide Sande i Danmark blegner ved siden af dette syn.
Nu kan vi endelig se havet og vi bliver betaget. Det er turkisblåt med masser af hvide skumtoppe. Bølgerne kommer helt fra Sydpolen, så de har kræfter med.

Vi går en tur på stranden og finder krabber, muslinger og konkylier. Her ligger hundredevis af søpindsvin, som er skyllet op på stranden og nu bare venter på at blive pillet rene af myrerne, så kun den fine tynde kugle-skal ligger tilbage. Vi ser de fineste mønstre lavet af vinden i de imponerende sandklitter. Når vi går som to små prikker i alt det hvide, kommer følelsen af at gå i nyfalden sne og sætte de første spor. Men når vi vender os og kigger tilbage, kan vi se, at vinden allerede har visket sporene væk igen.

Da vi kører tilbage af grusvejene til the Nullabor er vi tænksomme. Det bliver man af at kigge ud over havet og se det forsvinde derude, hvor jorden krummer.
Snart blev landskabet omkring os lige så øde. "Nullabor" betyder noget i retning af "ingen træer" og her er heller ingen. Vi kan kigge lige så langt øjet rækker og ikke se andet end tætte lave buske. Her er fladt som over et hav og synet forvirres. Den lastbil, som vi kan se som en lille prik langt forude, vil vi ikke møde før om 3-4 minutter - og det selvom vi kører mod hinanden med en hastighed på 200 km/t.

Vi når til Nullabor Roadhouse, hvor vi kan overnatte på pladsen bagved. Her kan vi sidde og kigge over på en flyvemaskine 25 meter væk. For det er selvfølgelig ikke kun et roadhouse, men også en lille flyveplads. Her er alt, hvad man kan få brug for - undtagen et værksted, hvad nogle andre end os er kede af.

Her til morgen kommer vi lidt sent op og gider ikke selv lave morgenmaden, så vi går op til cafeteriaet og får æg og bacon med en god kop kaffe til. Her kommer så en ung mand ind og spørger, om det er vores Land Rover, som holder udenfor og om vi er på vej østpå. Hans Daihatsu-firehjulstrækker er nemlig brudt sammen (for 3. gang siden han købte den for en måned siden) og han og hans kæreste har nu ventet på dette roadhouse i 5 dage på at få reservedele til bilen. De kommer ikke og her er ingen mekaniker.
Han vil høre om vi kan trække ham, kæresten og bilen til nærmeste værksted 150 kilometer mod øst. Vores vej går altså vestpå, men vi kigger på hinanden og tænker på hvis det var os, som var i samme situation. Så vi siger ok, spænder Land Roveren foran og vender snuden østpå igen. Så begynder 2 timers tovtrækkeri, hvor vi heldigvis vinder og vi kan pænt aflevere den nødstedte bil og passagerer til mekanikeren. De er meget lykkelige og giver os (heldigvis) nogle penge til brændstof. Vi synes det havde været meget sjovt, og kunne endnu engang vende bilen.
Vi kommer temmeligt trætte tilbage til Nullabor Roadhouse og beslutter at blive natten over, selvom vi er lidt ærgerlige over ikke at være kommet videre til trods for at vi har kørt mere end 300 kilometer. Men så får vi et lille tip af bestyreren.
Vi skal tage en lille jordvej, som går mod havet lige overfor roadhouse't. Her vil der være en rigtig flot udsigt.
Vi kører ned for at kigge på sagerne. Pludselig råber Helle STOP ! for der er en slange på vejen. Det er den første slange vi har set, og vi må altså lige kigge på den. Den er ikke bange for os og vi er egentlig også ganske trygge derinde i bilen. Senere da vi slår den op i slangebogen, kan vi også se, at den ikke er farlig.

Vi kommer herefter ned til en storslået udsigt. Lodrette klipper rejser sig 30-35 meter op af havet og vi kører kun tre meter fra kanten... Det er utroligt at se, hvordan det flade hav bliver brudt af disse klipper, der så ender med Nullabor, som er lige så fladt som havet.
Her er begyndelsen af Bunda-klipperne, som er en lang række af klipper med meget flotte formationer og farver. Det er meget tydeligt at se de hvide, røde, sorte og brune metertykke lag, som bygger klipperne op. Vi undrer os over de mange skaller fra muslinger, som vi kan finde de 30 meter over havets overflade. De ligner ikke noget, som fuglene har kastet ned for at slå hul på dem. Skallerne ligger spredt langt ind i landet og vi spekulerer på, om de virkelig er fra dengang, hvor Nullabor-planet stadig var havbund.

Nu hvor jeg skriver dette færdigt er solen forlængst gået ned og Helle er kommet tilbage. Vi har også haft besøg af en ung fyr, Claude, fra Sveitz, som kører Australien rundt på sin motorcykel - taget med hjemmefra, som vi har gjort med bilen. Det var hyggeligt at snakke en times tid eller halvanden og bekræfte hinanden i, at dette er måden at rejse på.
Den eneste ulempe ved disse besøg er, at man kommer så sent i seng. Vi skal jo tidligt op i morgen og endnu engang forsøge at komme videre vestpå.