23. januar 2000

Nu må det snart være nok. Vi har overnattet her 5 nætter og begynder snart at tale og opføre os som en "bloody Aussie" (australier).
De snakker til os og opfører sig overfor os, som om vi hører til her. Vi bliver forkælet mere end alle andre (de få som kommer forbi).
Det er sidste aften i Arkaroola. Vi skulle kun have været her en nat eller to og ellers have været i Gammon National Park. Men national-parken fik vi aldrig besøgt. Arkaroola-området har givet os så mange gode oplevelser, at vi ikke har kunne komme herfra. Vi har dog besluttet at stoppe, mens legen er god og køre videre i morgen - selvom vi ikke har set det hele her endnu.

På forunderlig vis er der sket det, at vi er blevet en del af livet her. Ihvertfald er vi blevet taget med af folkene i hverdagen - ud på ture og ind i rigtigt gode samtaler. Vi spiser sammen med personalet og hjælper med at lægge ræve-gift ud - hvis vi ikke kigger på stjerner og Saturns ringe.

I går aftes - efter en dag hvor det meste af tiden gik med at ordne store og små ting på bilen - kom en ældre pæn herre over og spurgte om vi ville med op i stjerne-observatoriet. Sådan et er der også her i landsbyen, og han bestyrer det. Vi havde spurgt til det den dag vi ankom men ellers ikke fået gjort noget ved det på grund af skyer og fuldmånen, hvis lys ødelægger muligheden for at kigge stjerner. Men han skulle altså til Adelaide her til morgen og han havde hørt, at vi havde spurgt til observatoriet. Så han ville gerne vise os det (gratis) inden han forlod landsbyen - hvis vi havde lyst.
Jo tak, why not? Så vi kom op og lærte om Sydkorset og Orion (der ligner en kasserolle, idet Orion står på hovedet på den sydlige nattehimmel). Vi kiggede på Jupiters måner og så Saturns ringe. Det var helt fantastisk at kigge ud på disse små lysprikker og se, at de faktisk er så meget mere.

Her til morgen blev vi så taget med ud på endnu en oplevelse, som normalt koster penge. Der er en guided tur, som hedder Ridge Top Tour, der går højt op i bjergene omkring. Man kan ikke selv køre turen, da den er for farlig for folk, der ikke kender området.
Men her i Arkaroola er der også en geolog - Justin. Han skulle op i bjergene - netop ad Ridge Top-turen - for at samle prøver af bjergene og han spurgte om vi ville med. Han er 95% sikker på, at der er en meget rig forekomst af guld deroppe, og det var det, han skulle op og samle beviser på.
Vores kok - som faktisk er receptionist - var chauffør og viste sig at være ganske god til terrænkørsel. Hun rystede os rigtigt godt på plads på de stejle og hullede bjergveje.
Oppe på bjerget gik vi alle rundt og samlede sten og de flotteste krystaller. Nogle af de krystaller, som vi har fået med os, er faktisk beviser på, at der er guld i undergrunden. Justin kunne fortælle en masse spændende om dannelsen af bjergene omkring os og endnu mere om alle de sten vi samlede op.
Jesper gik lige forbi en stor brun sten, som lignede en hver anden sten på en dansk pløjemark. Men Justin så den, tog den op og sagde "Denne her indeholder noget spændende".
Da vi senere kom tilbage til landsbyen, skar han en skive af stenen og de fineste grønne og hvide krystaller viste sig indeni. Justin gav os skiven som minde om Arkaroola og vi har så lovet ham at sende et billede af Kronborg, da han er stor fan af Shakespeare og gerne vil se Hamlet's slot.

Vi har som sagt besluttet os for at køre videre i morgen. Men vi kan åbenbart ikke få lov at komme afsted. Først skal vi nemlig ud og hjælpe Justin med at lægge rævegift ud i det aller-norligste af Flinders Ranges.
Ok, han behøver ikke hjælp, men han ville gerne vise os dette område, hvor turister ellers ikke kommer. Sådan en chance bør man jo ikke lade gå fra sig, så vi har takket pænt ja, og udskyder så afgangen til først på eftermiddagen.

Turen går nu mod vest-australien. Vi når kun 2-300 kilometer sydpå i morgen og forventer at overnatte i Hawker, der ligger cirka 100 kilometer nord for der, hvor vi drejer mod vest. Det bliver helt andre eventyr, som venter os forude nu.

Vi har nu gjort det, som vi talte om før vi tog afsted; at hvis vi fandt et sted, hvor vi havde lyst til at blive nogle dage, så gjorde vi det. Vi havde egentlig kun intentioner om at blive i Arkaroola en dag eller to - det blev i stedet til næsten seks pragtfulde dage. Vi føler os nu så berigede - vi har knyttet venskaber, nydt den vidunderlige natur, prøvet kræfter med bilen, og - det som vi nok havde allermest brug for - for en gangs skyld ikke følt os som gæster og fremmede. Vores tilstedeværelse blev værdsat og vi blev en fast del af "møblementet" - og vi følte os hjemme. Vi har mødt dejlige, kloge, afslappede og spændende mennesker, som var så ligetil. Nogle gange kan man blive helt bims af al den mere eller mindre påtagede høflighed, som mange andre på vores vej har udvist. Ikke et ondt ord - det er bare dejligt at opleve ægteheden - og det har vi virkelig nydt i fulde drag. Vi er heldige at vi fik lov at opleve dette paradis takket være Sue, Paul, Chris, Justin, Michelle, Douglas, Griselda og alle de andre i Arkaroola.