19. januar 2000

Yep! Vi har været ude at køre i vand i dag. Vi kørte fra det sydlige af Flinders Ranges i morges med kurs mod Gammon Ranges, som er en nationalpark i det nordlige af Flinders Ranges. På vejen var der en lille sidevej ned til en "gorge", hvilket er en kløft mellem bjergene. Her måtte vi ned og køre, og da skiltet forkyndte "4wd only" (kun for firehjulstrækkere) kunne vi slet ikke lade være.
Det er længe siden vi har set vand, som ikke kom fra haner. Her kom vi ned og kunne få lov til at køre gennem det og føle at vi var ude i det vilde. Og bilen nød helt sikkert også at få kølet "fødderne" lidt.
Nede i denne kløft fik Helle øje på de smukkeste fugle med klart orange vinger og fine lange næb. Helle fører fugle-dagbog, og her var bestemt nogle nye emner at skrive om.

Vi havde bestemt os for at tage et track ned til en anden kløft, som går gennem aboriginal-land. Dertil skal man have en tilladelsese. Har de en øh tilladelsese? (vi husker Olaf Nielsens replik i et børneprogram for adskillige år siden). Vi havde fået at vide, at for at få denne tilladelse, skulle vi henvende os på en kvæg-station (en farm) umiddelbart på den modsatte side af vejen, hvor tracket begyndte. Vi kørte ud til farmen, men der var ikke et øje. Vi var rundt ved alle bygningerne og banke på, først sige og derefter nærmest råbe: "Hallo, is anybody here" o.s.v. - stadig ikke et menneske viste sig, og det på trods af, at vi tydeligt kunne høre en radio køre indenfor. Mærkeligt! Totalt tomt bortset fra en gammel hund, som måtte lette ben op ad samtlige fire hjul på bilen. Vi måtte skuffede og med uforrettet sag sætte os i bilen igen og køre videre. Nu havde vi lige glædet os sådan. Men alt endte alligevel godt, som I får at høre om lidt.

Vores mål var egentlig Gammon Ranges Nationalpark, men ifølge kortet var der overhoved ingen "faciliteter" her, og vi trængte faktisk til at få lidt "luxus" efter nogle dage i det fri. Så vi satte kursen mod en lille landsby kaldet Arkaroola lidt nord for nationalparken.
Vi kunne se på kortet, at det var muligt at få brændstof her, hvilket er et godt tegn på "civilisation". Arkaroola er hvad man vil kalde en flække. Det er meningen, at det skal være et turistcentrum for det nordlige Flinders, men det meste er under ombygning for tiden. Her er ingen mennesker ud over dem, som arbejder her og i området omkring. De udgør til gengæld en større gruppe. Det er som en stor familie her og vi bliver behandlet som en af dem.

Arkaroola er faktisk et slags privat naturreservat. Det var engang en fåre-station, men blev købt af Griselda og Reg en gang i 60'erne. De byggede hele området op til et fantastisk sted, hvor naturen er meget højt prioriteret.

Vi har indlogeret os på deres "campingplads" og netop set røgen fra den bushbrand, som er i nærheden. Det har ikke regnet her siden november 1998, men cirka 20 kilometer væk var der tordenvejr sidste nat. Lynet har tilsyneladende slået ned og antændt skoven.
Bushbrande kan være temmeligt alvorlige i Australien, men her tager de det roligt. De har ikke noget brandvæsen her og så længe branden ikke nærmer sig landsbyen, lader de den passe sig selv. De holder øje med den og håber på, at den går ud af sig selv.

Da vi ankom til landsbyen, gik vi ind i deres "turistcenter", hvilket er stedet, hvor alle mødes - få turister og alle de lokale. Her fik vi en lille snak og blev opfordret til at tage en dukkert i deres swimmingpool - og se igennem fingre med "pool closed"-skiltet. Så vi svømmede og svømmede i 30 grader køligt vand - og nød det. Mens vi plaskede rundt, kom der en gruppe af syv aboriginals forbi og skulle også lige have en dukkert efter arbejdstid.
Vi faldt i snak, og de var så venlige og interesserede. Vi fortalte dem, at vi havde prøvet at få den føromtalte tilladelse til at komme ind i deres område, og de fortalte os straks, at vi bare skulle komme ned til deres lille "by" ikke langt herfra, så kunne vi få tilladelse - og de var da helt sikre på, at nogle af deres gode venner da gerne ville guide os rundt i det ellers delvist lukkede område.
Måske tager vi ned til deres by og prøver igen. Det lyder spændende at kunne få lov til at komme på besøg hos dem.

Lige nu sidder jeg kigger over på Helle, som sidder og nusser en babykænguru. Det er en af folkene her - en dame ved navn Sue - som har adobteret den lille. En tidlig morgen for en uge siden, kom den hoppende pivende hen til hende, da hun var ude og lufte hunden. Den var blevet forladt eller blevet væk fra sin mor, og nu bor den altså hos Sue.
Det er en rigtig lille charmetrold, som har fået navnet Buster. Helle var fuldstændig væk i den lille og ville også have en med hjem. Desværre kan vi ikke have den med i bilen, selvom vores hjerter er tabte. Tænk at sådan en lille fyr allerede har næsten lige så store fødder som mig.