17. januar 2000

Jeg sidder her og klasker fluer med en brochure om Flinders Ranges.
Det er varmt - meget varmt - termometret viser 42 grader og sveden hagler af os. Der er ikke en vind, som rør sig, men heldigvis er det overskyet lige nu. Alligevel er vi ved at gå til. Helle sidder og dypper et viskestykke i vand og lægger det over hovedet.
Vandet i vores vandtanke er så varmt, at man kan lave kaffe uden at varme vandet først - heldigvis, for der er Total Fire Ban, det vil sige forbud mod al ild (incl. kogeapparater) for tiden. Men jeg kan altså alligevel sidde her og nyde en kop halvvarm kaffe ude midt i den storslåede australske natur.
Til trods for den ulidelige varme er det et lille paradis her. 75 meter fra os løber en lille bæk, og her kommer kænguruerne ned for at drikke. 10 er det højeste antal, vi har haft på besøg ad gangen. De første 50 har været forbi den lille times tid, vi har været her.

Vores ankomst hertil startede faktisk lidt dramatisk. Vi havde netop parkeret bilen. Et stort træ gav en smule skygge, og snart sad vi på stolene og åndede tungt. Så lød den lyd, som så mange har stor respekt for hernede: To knæk efterfulgt af et ordenligt drøn. Et River Red Gum-træ havde smidt en af sine hundrede kilo tunge grene.
Vi vidste godt, at træet vi holdt i skyggen af var et River Red Gum. Vi fløj op ved det første knæk og nåede at se grenen falde - lige ned mod bilen. Man når at tænke mange tanker og se mange billeder for sig på de millisekunder, det tager grenen at falde de 10 meter ned.
Men vi var heldige. Vi havde parkeret bilen det rigtige sted, for grenen landede 20 cm fra bilen. Vi kunne se, at de yderste grene havde snittet forskærmen og bullbaren. Pyha !
River Red Gum er en art eukalyptustræ, som har en dårlig vane med at smide sine grene. Træet vokser langs floder og andre steder med meget vand.
Træets grene begynder at rådne indefra, selvom træet ser ud til at vokse videre med masser af grønne blade. Vores træ's gren havde faktisk et hul på støttelse med en 5-krone indeni. En dag bliver grenens egenvægt for meget og grenen knækker af uden varsel - som i dag !
Træet bliver også kaldt Widow Maker - altså enke-mager, for det har slået mange ihjel. Man skal aldrig campere under et River Red Gum-træ !

Flinders Ranges, hvor vi nu er nået til, er en lang række af bjerge, bakker og dale skabt for 550 millioner - 1,8 milliarder år siden. Området er flere hundrede kilometer langt.
Vi befinder os i midten af det sydlige Flinders Ranges - i selve Flinder Ranges Nationalpark. Vi skal køre rundt her nogle dage og drager derefter længere nordpå til Gammon Nationalpark, som ligger i det nordlige Flinders Ranges. Her skulle Flinders værre allersmukkest og der skulle også være en hel del tracks til 4-hjulstrækkere. Dem har Jesper snart savnet længe - og nu skal vi ud og se, hvad bilen kan.
Det sydlige af Flinders er meget turistet, men alligevel en stor oplevelse.

Turen fra Mildura den anden dag gik til Port Pirie, hvor vi tog en enkelt overnatning. Det var den længste køretur i træk indtil nu, og den strakte sig over 514 km. Der er ikke meget ved at køre så langt ad gangen, for der er ikke tid til at se noget og man bliver temmelig træt.
En enkelt sjov overraskelse fik vi dog på vejen. Bedst som vi kommer kørende gennem et sving... så holder vejen op. Pludselig var der en flod og en lille færge, som konstant sejlede biler de 40 meter over floden. Det gik hurtigt og nemt, var gratis og snart kunne vi køre fornøjede videre.

Vi ankom i går til Wilpena, som er turistcentret i Flinders Ranges. Her tog vi en enkelt nat på campingpladsen for i ro og mag at kunne planlægge de nærmere ruter rundt i området.
Da vi sad der og slappede af, kom en magpie hoppende. En magpie er en fugl, som ligner en mellemting mellem en krage og en skade. Den hoppede og faldt på snuden (næbbet) hele tiden. Da den kom nærmere, kunne vi se, at dens ben var viklet fuldstændig ind i snor, så de ikke kunne bevæge sig. Vi fik ondt af den, for den ville ikke kunne klare sig længe på den måde.
Vi gav den lidt müsli for at se, om vi kunne lokke den nærmere. Den ville gerne spise müslien, men vi kunne ikke få lov til at nærme os den.
Hmm.. hvordan fanger man fugle ?
Jo, man sætter en kasse med bunden i vejret, vipper den halvt op og sætter en pind i klemme. En snor bindes til pinden og lidt lokkemad lægges under kassen.
Vores lille fugl kunne ikke stå for den lækre lokkemad og snart sad den under kassen. Jesper hev i snoren, kassen faldt ned og vupti ! Så var fuglen fanget.
Vi kunne nu tage den forsigtigt ud af "buret" og fjerne dens lænker. Vi var lidt stolte, da den kort efter blev sluppet fri og kunne flyve væk, lande og gå rundt, som magpies nu skal gøre.
Den kom da også senere og tiggede om mere müsli og selvfølgelig fik den lidt. At den så her til morgen havde splittet vores skraldepose ad, så vi gennem fingre med.