14. januar 2000

Vi er endnu en gang i Mildura omkring 300 kilometer syd for Broken Hill. Vi er kommet tilbage for at hente en solfanger, som vi bestilte sidst vi var her.
Vi har ind imellem problemer med at få strømmem til at slå til på ekstrabatteriet, når køletasken kører hele tiden og der også skal være strøm til lys og computer. Der er strøm nok, når vi kører hele dagen og oplader batteriet, men holder vi stille en dag, så er den gal. Derfor har vi nu investeret i en solfanger, som kan give strøm, når vi holder pauser.

I går i Broken Hill gik vi på endnu et mine-besøg. Denne gang var det virkelig en skuffelse. Vi havde kigget i nogle turistbrochurer og læst at den første mine vi besøgte var "en familietur, adgang for ældre" mv. Og mine nummer to var "en hård omgang", hvor man vist skulle være en hård nyser for at klare den. Men det var vist lige omvendt. Daydream Mine fra forleden kunne pirre nerverne lidt, når man kravlede krumbøjet ned i dybet. Men denne her.. sikke en turisttur ! Et plaprehoved af en gammel minearbejder gav den hele armen med vittigheder og ægte "turistgys", når han prøvede at få stemningen op - hvis han da ikke brokkede sig over at nutidens minearbejdere var nogle slapsvanse, som ikke laver andet end at drikke kaffe hele dagen.
På ægte japansk turistguide-vis blev vi flyttet 15 meter ad gangen, hvorefter vores guide snakkede i 15 minutter. Hans taler - incl. vittigheder - var nøje indstuderede og blev liret af uden fejl. Med passende mellemrum blev vi placeret på bænke, så vi ikke skulle blive for trætte. Men trætte blev vi af 2,5 times tidsspilde. Men selv de mest gangbesværede pensionister, der var med på den "hårde" tur, klappede begejstret, som de skulle og burde ved afslutningen. Vi nøjedes med at sende hinanden sigende blikke og ånde lettet op.

Så var det vist tid til at hente de billeder, som vi indleverede til fremkaldelse forleden dag. Helle har ikke være til at styre siden. Hun er som et barn, der glæder sig til juleaften, hver gang vi skal have fremkaldt film.
Men det var ikke tid endnu, for det viste sig, at vi havde set forkert på sedlen. Billederne ville først være klar klokken 4, og klokken var kun 1.
Nå, men Jesper ville hen til den lokale Land Rover-forhandler for at købe nogle luft- og brændstoffiltre - bare for at have lidt i reserve. Og tiden tillod os jo at shoppe lidt.
En gammel mekaniker fik efter lang tid fundet de rigtige varenumre og kunne fortælle os, at tingene kostede en formue. Hmm.. Jesper begyndte at prange lidt og det endte da med, at vi fik cirka 25$ rabat.

Ventetiden på billederne var stadig lang for Helle, og vi forsøgte på bedste vis at slå tiden ihjel.
Først et cafe-besøg, men is-chokolade smelter hurtigt i varmen. Så videre over til et kontor for en af de australske motor-organisationer. Her kan man som medlem få gratis vejkort og redningshjælp samt meget andet.
Det viste sig, at vi med vores danske FDM-medlemsskab kunne få præcis samme fordele som "rigtige" medlemmer.
Vi købte dog et tillægsmedlemsskab, så vi kan få udvidet redningshjælp, hvis bilen skulle bryde sammen ude i ingenting. Med hænderne fulde af vejkort kunne vi endelig gå over til fotomanden igen og få billederne udleveret.
Helle var selvfølgelig ikke tilfreds og fotomanden måtte lave nogle af billederne om. Men endelig kunne vi sidde og bladre i de mange billeder, som fortæller historien om vores første måned i Australien.

Vi sidder her til aften og prøver at planlægge de næste dage. Vi har lavet lidt om i programmet og springer Yorke Peninsula over. Den er vist alligevel ikke så interessant. Vi vil hellere bruge noget mere tid i Flinders Ranges, som skal være meget smukke.
Vi kører afsted i morgen tidlig og regner med at være fremme søndag. Vi vil være uden telefon-dækning i lang tid fra nu, så I må alle have tålmodighed med hensyn til de næste afsnit af logbogen. I skal nok få alle historierne, men de kommer først om en uges tid.