12. januar 2000

Kvæget gumler roligt på det tørre græs. En slange glider stille over sandet. Svage rystelser i jorden får den til at glide væk og forsvinde mellem buskene. En ko vender hovedet og ser en lang støvsky nærme sig, mens larmen fra en motor vokser. Snart er det ovre. Bilen suser forbi og tilbage er der kun støvet. Et kæmpefirben blinker med øjnene, mens støvet lægger sig igen.
Vi kører ad grusvejen mellem Pooncarie og Menindee på vej fra Mungo Nationalpark til Broken Hill.
Det er en lang tur på mere end 350 kilometer, hvoraf de 185 går ad grusveje. Vi kører stærkt, for vejen er som et vaskebrædt - et velkendt fænomen i Australien.
Grusvejene bliver bølgede, når bilerne kører på dem. Gruset pakkes hårdt i små toppe med 15-20 cm mellemrum og ligner fuldstændig et meget groft gammeldags vaskebrædt.
Det er dette, vi kører på med høj fart. Hvis ikke vi holder en hastighed på omkring 80 km/t, ryster og vibrerer alt, så det hele er ved at falde fra hinanden. Men ved at holde en høj fart kan man komme op og ride ovenpå toppene og dermed få en næsten normal kørsel, hvor der kun er en (nogenlunde) svag summen i vognen.
Det virker uforsvarligt og en gang imellem, når der kommer blødt sand, er vi da også ved at flyve af vejen. Man lærer at reagere hurtigt og forsigtigt.
De 185 kilometer forløber uden de store overraskelser - på nær de gange, hvor der lyder et brag, når et stort hul i vejen får affjedringen til at gå i bund.
Vi ankommer vel til Broken Hill og konstaterer, at nu må vi få gjort noget ved utæthederne i bilen. ALT er fyldt med støv. Bagkabinen ser ud, som om vi har stået og skovlet fint sand ind over det hele.
Vi ved, at det bliver værre senere, så nu er det i gang med silikone og gummilister for at tætne. Forleden var vi inde på en servicestation, hvor Jesper tiggede sig til nogle kasserede bilslanger. De er nyttige nu, hvor de korrekt tilklippet er med til at tætne.

Vi er som sagt i Broken Hill. Byen og området omkring er stedet for en af verdens rigeste forekomster af sølv, zink og bly. Byen opstod omkring minerne, der langsomt tømmer jorden for rigdomme.
Oprindeligt lå der snesevis af sølvminer spredt ud over et stort område her omkring, men langsomt blev de tømt - dog ikke den rigeste, som ejedes af BHP (Broken Hill Property). Der blev ved med at være sølv og langsomt voksede firmaet til at blive en hel by.
Tilbage er der to huller. To miner, den ene mere end 1600 meter dyb, forsyner os og nogle glade foretningsfolk med rigdommene fra jordens dyb. Minerne er dog ved at være tømte og firmaet, som ejer dem, har netop udsendt en pressemeddelse, hvor de fortæller, at minerne lukkes i 2003.
I landskabet omkring er der stadig andre huller, men i disse er folk rene og pæne, når de kravler ned og kommer op igen - for det er de gamle miner, som nu er turistattraktioner. Vi besøgte en af dem i dag.

25 kilometer nordvest for Broken Hill ligger Daydream Mine, som sidste gang lukkede i 1983. Den blev åbnet før minerne i Broken Hill og havde sin storhedstid dengang. Med forskellige tider, ejere og sølvpriser genåbnede minen flere gange.
Nu er den blot en attraktion, som man kan besøge formedens 11$ - ja, der kan stadig hives penge ud af den.
Vi fik en spændende tur under jorden, hvor vi kravlede 30 meter ned. Minen består af mere end 4 kilometer gange, hvor de dybeste er cirka 50 meter under jorden - de står dog under vand nu.
Iført hjelm og pandelygte bevægede vi os ad smalle og stejle gange nedad. Køligheden slog os behageligt i møde, men de smalle og lave gange var indimellem ved at give klaustrofobiske fornemmelser. Det må have været et forfærdeligt sted at arbejde, når støvet efter eksplosioner med sortkrudt og den manglende ventilation gjorde luften tyk dernede.
Alt arbejde forgik ved håndkraft i denne mine. Der var ingen trykluftsbor eller elektriske tipvogne. Det var hårdt arbejde til en ussel løn med fare for liv og helbred.
Vi var lidt lettede, da vi atter så solen og kunne nyde en kold sodavand i det gamle the-hus ved siden af mineskakten. Man kunne ikke lade være med at tænke.. hvad nu, hvis det hele styrtede sammen..
Vi kunne dog køre sikkert videre mod nye oplevelser. Næste stop var en såkaldt spøgelsesby lidt længere ude.
Silverton, blev byen kaldt, da sølvforekomster i området fik den til at blomstre. Men man tog dog fejl. Snart var sølvet væk og det var Broken Hill, som blev det nye Silverton.
Faktisk blev de fleste af husene fra Silverton flyttet til Broken Hill. Vi snakkede med en dame, hvis bedstefar havde drevet en forretning med at flytte huse for folk. Intet i huset blev pakket sammen før flytningen. Man fik på forunderlig vis løftet huset op på nogle hjul, og 8 heste blev spændt for. Så gik køreturen ellers de små 30 kilometer ind til Broken Hill. Damen viste os et billede af sådan en transport. Det var sært.
Tilbage i Silverton er der nu kun nogle få spredte huse - og byens hotel. Hotellet er en "stor" atraktion, da det har været benyttet ved indspilningerne af adskillige film. Området omkring Silverton er åbenbart særdeles attraktivt for filmfolk, og vi kunne da også genkende billederne i hotellets bar fra filmen Mad Max II, som også er indspillet heromkring.

Tilbage sidder vi nu ved bilen i stegende hede. Vi kan næsten ikke holde den ud og aktiviteten er ihvertfald ikke stor. I morgen tager vi på endnu et minebesøg i byen. Det er fra en af de store miner, som var med til at bygge byen op. Nu skal vi bare have et køligt bad.