9. januar 2000

33 grader klokken 8 om aftenen er næsten lidt for meget. Men det er selvfølgelig bedre end de 38 grader, vi havde tidligere på dagen. Det er godt, at det har været overskyet det meste af dagen - ellers var vi nok smeltet.
Det begyndte i morges da vi stod op. Termometret viste 32 grader og uret viste 8.30. - Det ville blive en varm dag. Heldigvis har vi kunnet sidde i bilen det meste af dagen, så vi har kunnet få en frisk brise gennem de nedrullede vinduer.

Vi befinder os i Mungo Nationalpark i New South Wales.
Dette sted er mere end blot en naturpark, for her har arkæologer gjort de ældste fund i verden af eksistensen af Homo Sapiens - det moderne menneske. Det meste af parken består af udtørrede søer - som for 40.000 år siden var et frodigt centrum for nu uddøde dyr og ur-aboriginals. Der er fundet mange eksempler på deres bålpladser og redskaber til fiskeri og jagt.
Noget ganske interessant er, at det ser ud som om, at polerne har flyttet sig ganske meget siden de første mennesker begyndte at lave mad! Fra nutidig videnskab ved vi jo, at polerne flytter sig, men her taler vi altså om, at det vi kender som nordpolen nu, dengang lå i syd-sydvest. Da de indfødte lavede bål, dannede der sig linier i jorden, der rettede sig efter magnetfeltet i jorden. Disse linier har man aflæst og kan nu se, at de divergerer 120 grader fra den nuværende nordpolposition.
Afhængig af klima gennem de seneste 40.000 år har søerne været fyldt af nogle gange ferskvand - nogle gange saltvand, men for 15.000 år siden blev klimaet så varmt at søerne langsomt udtørrede, og aboriginals'ene måtte slå sig på jagt i stedet for fiskeri.
Mungo har altid været et vigtigt spirituelt centrum for aboriginalkulturen, men har som de fleste andre vigtige steder for det oprindelige folk været underlagt den hvide mands indtrængen og ødelæggelse. De folk, der boede her, da europæerne kom for kun 200 år siden, blev skilt fra deres familier, slået ihjel, tvangsfjernet fra deres landområder, sat til slavearbejde, og deres land er langsomt blevet ødelagt af indvandernes medbragte dyr. I dag, da vi kørte de 60 km rundt i parken, blev vi overvældet af, hvor meget kaniner kan ødelægge! Kaniner blev indført for at europæerne kunne have nogle velkendte dyr at skyde, når de gik på jagt. Får og geder har også en stor del af æren for store golde områder.
Før vi begav os ud på den lange køretur gennem parken, benyttede vi lejligheden til at besøge visitorcentret, som havde en stor udstilling om området.
Det var godt at læse lidt før vi begav os ud, for man bliver mere bevidst om, hvad man skal kigge efter. Vi gjorde, som det blev anbefalet, nemlig gav os god tid derude. Vi blev overhalet af mange biler, som så ud til at have meget travlt med at komme turen rundt. Men vi kørte meget langsomt og blev belønnet herfor. Det var midt på dagen, hvor de fleste dyr gemmer sig i skyggen. Men da vi lige så stille kom trillende, blev de nysgerrige for at se, hvad vi dog var for nogen. Kænguruerne lå under buske og hvilede sig, men de "poppede" op, for at kigge på os. Vi kiggede og de gloede. Vi har sikkert set 50-100 kænguruer på denne måde.
Der var også masser af emuer, som spankulerede rundt ude på sletterne. Men det mest fascinerende på turen i dag var dog "Kina's Mur".
En 30 kilometer lang halvmåne af sandklitter ligger på den vestlige bred af det, som en gang var Mungo-søen. Nu ligger den kridhvid og skinner i solskinnet og man kan tydeligt se de forskellige jordlag, som klitterne består af. Klitterne er blevet skabt af sand og jord, som er blæst op fra søbunden. Det er heri, at man har fundet de 40.000 år gamle spor af mennesker.
Når man går rundt og ser de smukke formationer, som regnen, blæsten og tiden har skabt, kan man være heldig at finde muslingeskaller og andre beviser på livet i og omkring søen for mange tusinde år siden.

I går da vi begav os fra Mildura efter nogle afslappende dage dér, kørte vi mod Mungo Nationalpark i stegende hede, og da vi var nået frem, fandt Jesper ud af, at han da vist ikke havde cigaretter nok til et par dage langt væk fra civilisationen. Helle øjnede en oplagt mulighed for, at nu kunne Jesper da helt automatisk skære sit rygeri ned, og måske endda holde helt op. Men sådan skulle det ikke gå. Der var ingen diskussion - Jesper skulle have cigaretter, så vi måtte køre 160 km ekstra - 80 km den ene vej til den nærmeste flække bestående af et hotel, en benzintank og med 84 indbyggere, og 80 km den anden vej tilbage ad grusvej. Helle var et raserianfald nær! Manden var jo aldeles tåbelig! Benzintanken - en lille bitte købmandsbiks med to standere foran - var selvfølgelig lukket en lørdag aften, så vi gik ind på hotellets bar og fik en cola - og dér kunne man sandelig også købe cigaretter. Vi fik en lille snak med de lokale mandfolk, som fortalte os, at hvis vi skulle have brændstof selvom købmanden havde lukket, skulle vi bare 'go and knock the door' omme bagved. Det gjorde vi så, og jog manden ud af badet. Hans kommentar, da han kom ud var: "der kommer aldrig nogen her, og så passer det lige med, at når man så går i bad, kommer der nogen og skal have brændstof." Det var venligt ment, og vi fik et hyggeligt grin. Så gik turen de 80 km tilbage... og endelig nåede vi frem til "campingpladsen", som består af et skur med to toiletter. Det er fint nok, vi har jo selv alt, hvad vi behøver, samt rigeligt med drikkevand (det er der nemlig ikke noget af herude).

Da vi endelig ankom og begyndte at slå lejr, blev vi nærmest overfaldet af fugle. Der kom en flok på otte, som straks begyndte at spankulere rundt om os - ja og nedenunder bilen. De hilste pænt på os og begyndte så at tigge om mad. De fik lidt müsli og inden længe kravlede de selv op på bordet. Vi måtte jo indrømme, at vi syntes, de var rigtig søde, på trods af, at vi ellers ikke bryder os om alt for nærgående vilde fugle. Så i dag, da vi kom tilbage efter vores lange køretur, var vi lidt spændte på, om de ville modtage os lige så hjerteligt som i går. - Og de var der på pletten! De fik mere müsli, og så syntes Helle da også, at de stakkels ørkenfugle skulle have lidt vand af en skål. Der gik ca. 30 sekunder - så sad der ni fugle rundt om det lille vandfad og drak begærligt, og få minutter efter skulle der bades i det tiloversblevne vand. To fugle ad gangen op i skålen - de havde det herligt, og vi følte, at vi havde gjort en god gerning. Fuglene var efterhånden blevet meget trygge ved os, så trygge, at et forældrepar pludselig kom med deres næsten nyudklækkede unge, som de placerede et par meter fra os - sådan er det jo med nybagte forældre; man vil gerne vise sit afkom frem! - Og de mente sikkert, at vi kunne passe godt på den, mens de tog sig et bad og fik lidt at spise.
Det er egentlig mærkeligt med dyrene herude - de er slet ikke bange for mennesker. De har måske ikke lært at sådan nogle som os rent faktisk kan være deres fjender. Så de tager vores tilstedeværelse ganske roligt. Og deres opførsel er virkelig fascinerende.