18. november 1999

Vi bor nu på Coromandel Backpackers Lodge i byen Whitianga på østsiden af Coromandal Peninsula. Vi har boet her i nat og bliver til i morgen. Det regner, hvilket gør dagen perfekt til at få skrevet lidt.
De andre dage har været så oplevelsesrige, at det har være svært at finde kræfterne til at skrive.

Vi kørte i går nordpå fra Coromandel by for at tage nordspidsen af halvøen og derefter køre ned langs østsiden. Efter 25-30 km blandet bjerg- og dalkørsel kom vi ud på en temmelig dårlig grusvej. Vi kørte lidt videre men kunne godt se at vejen ville fortsætte sådan de næste 40 km. Hmm.. nu har vi jo ikke vores Land Rover at køre i endnu og dækkene på den lille Toyota ser bestemt ikke nye ud, så vi beslutter at det alligevel nok er bedst at holde sig til asfalterede veje.
Tilbage igen; 25-30 km med hårnålesving med dybe stejle skrænter uden autoværn. - Man kører åbenbart så pænt på New Zealand, at det ikke er nødvendigt at afskærme vejene. Vi ser da også kun to biler, som er faldet de ca. 30 meter ned af en skrænt.
Undervejs når vi at stoppe mange gange, for udsigten er utrolig smuk. Her er så frodigt. Når man ser over på den modsatte bjergvæg, ser man et utal af forskellige træer og palmer. De mange farverige blomster blander sig med røde klippevægge. Og mens man står og falder i staver med blikket rettet mod vandet i det fjerne, lytter man til fugle, der synger som beostære. Man føler sig i paradis.
Vi vil have det hele med hjem i billeder og når da næsten at bruge en hel film, før vi er tilbage i Coromandel by og drejer østpå.

Vi har kun kørt 5 km, da et skilt forkynder: "smal grusvej de næste 11 km". Hmm.. nu er vi ved at lære at læse kortet. Hovedvej betyder ikke nødvendigvis god vej. Vi krydser fingre for at Toyotaens dæk kan holde til det og tager så de næste 11-12 km bjergkørsel på grusvejen. - Man skal ikke lade sig narre af, at den hedder Pacific Coast Highway.
Træerne langs vejen er grå af det meget støv, der hvirvles op, når vi og mange andre biler tager hårnålesvingene i høj fart (20 km/t).
Vejarbejde er der masser af og vi må gøre holdt mange gange - hvis vi da ikke vil køre videre med en klippe på taget, som vi så venligt bliver fortalt.
Vejen bliver god igen og snart kan vi se havet.

Vi gør holdt ved en strand og så kommer børnene op i os. Vi samler muslingeskaller så store som vores hænder - og konkylier. Vi sopper (ufrivilligt) og får sort sand mellem tæerne. Vi finder og redder en dybblå gennemsigtig søstjerne fra at dø på land, og vi får en masse sol på næserne.
Stranden er helt fantastisk og vandet er faktisk varmt.

Et par timer senere efter mere bjergkørsel, grusveje og vejarbejde når vi til Whitianga, hvor vi finder et godt hostel, der ligger 30 meter fra en dejlig strand.
Her sidder vi nu på sengen og skriver, mens regnen siler ned udenfor. Det er lunt i vejret, men det er nu alligevel bedre at sidde her med en god kop kaffe.

I morgen kører vi sydpå og skal prøve Hot Water Beach, hvor underjordiske varme kilder gør, at man kan grave et hul i sandet og få sit eget naturlige spa-bad. Vi glæder os.