5. januar 2000

Vi kørte ud af vejen med en nogenlunde konstant hastighed på 90 km/t selvom hastighedsgrænsen var 110. Men det stormede og ruskede, så jeg ville ikke presse Land Roveren højere op i fart. - Den gyngede og bevægede sig rigeligt på vejen.

Ude på de røde marker (sandområder), som vi kørte langs, blev himlen farvet nærmest lilla af det røde støv, der blev hvirvlet op i den blå himmel. Der var adskillige skypumper, som lavede mange meter høje søjler af rødt støv. Det var en stressende køretur, for vinden ruskede i bilen og samtidig var vi nødt til at have åbne vinduer på grund af varmen. Det susede og buldrede for vores ører, mens støvet sved i øjnene.

Vinden har næsten lagt sig nu, hvor vi har slået os ned på en dejlig campingplads lige ved Murray River ved byen Mildura. Vi har fundet en pragtfuld plads i det bagerste hjørne og Helle sidder nu og laver middagen klar, mens jeg skriver lidt.

I går var blæsten ved at tage humøret fra os. Ingen steder kunne vi være i fred for sand og støv, som blæste omkring. Alt er stadig fyldt med sand og tastaturets knapper har det heller ikke godt. Vi trænger til et par fredelige dage, hvor nerverne kan komme lidt ned igen.
Det var med en vis frygt i kroppen, at vi lagde os til at sove i går. Vi var simpelthen bange for at teltet skulle blæse af taget - med os i..
Heldigvis kunne vi vågne op og stadig være på toppen - dog ikke psykisk. Vi var trætte og havde sovet elendigt.
Vi orkede ikke mere vildsmarksliv lige nu. Så vi valgte en civiliserede måde at campere på denne gang.
En omgang myre- og myggespray samt en stille øl og muligheden for at kunne gå op og tage et bad - lige når vi vil - bringer glæden tilbage.

Vores tur i dag gik fra Berri til Mildura kun afbrudt af en enkelt afstikker til en lille "by" kaldet Taldra, hvor der i følge en turistbrochure, vi havde fået fingre i, skulle ligge "en overdådig oase på 3500 acres midt i ørkenen". Denne oase lød meget spændende, og vi kunne ikke køre forbi uden lige at tage et kig. Men de 15 kilometer ind af grusvejen var egentlig lidt spildte..
Ørkenen var dét, som vi havde set hele vejen, nemlig græssteppe med enkelte buske. Og oasen.. den bestod af tørre, afsvedne, lave buske som ikke rigtig levede op til vores forestilling om oaser - men vi har nok læst for mange Anders And blade. Jeg tror, det eneste der levede i denne oase - udover buskene - var slanger - men sådanne skal der vel være i ethvert paradis (?)