29. december 1999

Et bad - åh hvor dejligt. Jeg står under en bruser og Jesper sidder i køkkenet og drikker kaffe hos nogle fremmede mennesker på en gård et sted i Australien.
Hvordan vi er nået hertil er en længere historie, som kommer lidt senere.

Den anden dag efter en god lang nat på taget af bilen kørte vi rundt i Grampians nationalparken og ledte efter huler og klipper med aboriginal-malerier, der skulle være forskellige steder i nærheden.
Vi havde ikke fået købt et kort over parken, så det varede ikke længe, før vi måtte opgive at finde den rigtigt vej. Vi har kommet sent op og havde givet os god tid, så nu var klokken mange. Vi skulle have handlet lidt ind og finde et ordenligt kort, så vi drog mod en lille turistby i nærheden. Her fik vi lov til at betale mange penge for næsten ingenting.
Helle fik sin debut som bjergkører på grusvej på vej til byen, men da vi kom til asfaltvejen, hvor den store bil begyndte at lave kø ned igennem hårnålesvingene, måtte Jesper overtage rattet. Snart var vi igen tilbage med forsyninger og kunne for anden gang campere i det fri.
Tirsdag skulle så være dagen for hulemalerier og afgang til Little Desert længee nordpå. - Men vi skulle blive klogere.
Vi fandt stedet, hvor vi kunne se malerierne og brugte lang tid på at studere og beundre. Da vi gik tilbage, slog vi et smut forbi et vandfald, hvor vi fik en flot oplevelse. Vi blev faddere til et lille firben.
Få øjeblikke før vi kom, var et lille firben kommet til verden, og firbene-moderen var stadig i gang med at vaske den lille, da vi kom listende. Det var meget fint at se, og vi brugte lang tid på at sidde stille og studere.
Fødslen var gået godt og vi gik rige tilbage til bilen.
Der stod der tre personer ved siden af bilen og kiggede på os, da vi kom. Den ene var en park-ranger. - Det kunne vi se på uniformen og hans hvide Land Rover. - Men de andre to... De sagde: "Nå, der er I !".
Øhh..?? Ja, det var altså Hanne og Morten, som vi havde skrevet lidt med tidligere. De havde set vores bil og stod nu der og ventede på, at vi kom tilbage.
Det var en stor overraskelse, for vi havde ikke ventet at møde dem, da vores planer faktisk gik modsat deres. Samtidig havde vi ikke fået holdt kontakten omkring julen, da vi fik bilen.
Men nu stod de der, og det samme gjorde vi. Så gik snakken på parkeringspladsen ellers i seks timer, før vi blev enige om at finde et sted at campere.
Vi fulgtes ind i skoven og fandt et sted at slå lejr for natten.
Godt selvskab, mad på bordet og en Baileys til kaffen. - Hvad mere kan man ønske ? I hvertfald ikke det selvskab vi pludselig fik.
En kæmpe edderkop (5-6 cm) fik pludselig lyst til at gå tur på vores campingbord. Det var mørkt og vi havde ikke set den komme. Den var meget uhyggelig der i skæret fra petroleumslampen, og den havde bestemt ikke travlt med at komme hjem. Endelig gik den igen ! Der var ingen af os, som havde lyst eller mod til at slås med den, så den fik fred til at gå sin vej.
Vi var lettede, men resten af aftenen sad den alligevel i baghovedet...
Det var godt at solen strålede hertil morgen, for det kunne viske den ubehagelige oplevelse væk igen.
Efter en hyggelig morgenmad med Morten og Hanne var det (igen) tid til at drage mod Little Desert. Vi skulle forbi Horsham for at fylde op med diesel, vand og mad.
Vi holdt en pause ved parken og nød at folk kiggede undrende på bilen. De synes, den er anderledes - og vi nyder det i fulde drag.
Da vi skulle til at finde den rigtige vej ud af byen, måtte vi cirkle lidt rundt.
- Vi skal den vej
- Nej den !
- Tror du vi skal dreje her ?
- Ja
- Nej, nu stopper vi altså og spørger nogen.

Vi stoppede - og det gjorde bilen bagved også. Ud stiger en mand og kommer op til os. Han banker på ruden og vi ruller vinduet ned.
Ja, han hed altså Paul og havde set vores danske nummerplader. Og hans datter havde været udvekslingsstudent i Ribe. Og nu ville han jo bare hilse på os.
Det viste sig, at han boede på vejen til Little Desert og havde nogle gode kort over området. Så snart sad vi hjemme i hans og Dianne's køkken sammen med datteren, Emma, og drak kaffe.
Ja, vi fik da også lige et bad, før de tilbød os at vise os vej ud til et rigtigt dejligt sted ved Wimmera River - der i øvrigt er den eneste flod i Australien, som ikke løber ud i havet, men derimod til en indlandssø.

Her sidder vi nu i stjernernes skær med ... Arrghh !!! nogle lange stankelben bevæger sig på min skulder!! Pyha, det er bare en myre på 3 cm på tur. Ned med dig. Hvor var jeg ? Jo, vi sidder med gode oplevelser, telefonnummeret på Paul og Dianne samt mod på det hele.
Med sådan et gæstfrit land skal vi nok få en god tid fremover.