Logbog

27. december 1999

Det er søndag morgen. Regnen siler ned og kun nogle få søvnige taxaer kører de sidste julegæster hjem. Det har været en våd jul for mange i Melbourne.
Vi sidder i Land Roveren med Abba i højtalerne for fuld drøn. Vi er på vej ud af storbyen. Forude venter det hele.

Vi ønsker alle en glædelig jul. © 1999 Eventyr.net De foregående dage er gået med at holde jul samt pakke bilen færdigt.
Juleaften, som vi prøvede at fejre på dansk vis, gik over al forventning og selv ris a'la manden blev god. Vores vært, Tony, som vi endte med at sidde og drikke rødvin med hele natten, kunne ihvertfald godt lide den.
Vores lørdag startede med jule-grill-fest i nabohaven. Vi var inviteret over for at holde jul på australsk vis med et andet hostel overfor. Der sad vi så i 29 graders varme og høj sol. Jul ? Nej !
Men vi hyggede os nogle timer, før vi gik over for at pakke bilen færdigt.
Vi var efterhånden blevet verdensberømte i hele gaden som "The Danish couple". En vidtfremmed dame kom og spurgte os, om vi var det føromtalte danske par. Hun havde hørt, at vi skulle ud i ørkenen, og hun ville gerne køre med. Men desværre havde vi ikke plads til en ekstra passager. - Vi har jo pillet det ekstra sæde ud for at gøre plads til grej.
Nå, men vi fik snakket med mange den eftermiddag og aften og vi gik trætte i seng for at stå tidligt op næste morgen. Vi havde lovet Tony at vække ham, så han kunne vinke farvel.
6.45 bankede vi på hans dør og sagde, at vi var klar til afgang. Vi fik de sidste formaninger samt gode råd af Tony, før vi vinkede, drejede nøglen, slog vinduesviskeren til og tændte for Abba-båndet.

Vores første tur skulle gå til Grampians - en nationalpark ca. 350 km vest nordvest for Melbourne.
Vi kørte raskt afsted kun afbrudt af et par kaffepauser. Da vi endelig nærmede os, var det midt på eftermiddagen, og vi havde besluttet os for at holde tidligt hvil. Nu skulle vi jo sætte camp'en op for første gang og se om tingene virkede i praksis - og det gjorde de. Vi var meget stolte, da vi havde sat det hele op på 15 minutter.
To emuer på besøg. © 1999 Eventyr.net Kaffen blev sat over og vi sad lidt og snakkede om, at nu manglede vi bare nogle dyr. Vi ville så gerne se en kænguru - det er jo den, som kendetegner Australien. Kort efter lød der et højt grynt. Vi kiggede på hinanden og tænkte, "Hvem bøvser ?"
Til højre for os, cirka 5 meter fra bilen, kom to emuer vandrende. Vi havde vist camperet midt i deres rute, og nu måtte de altså undersøge, hvad vi var for nogen størrelser.
De gik en runde om os, før de spankulerede videre. Og mens vi sad og kiggede efter dem, skete det... en kænguru kom hoppende forbi inde i skoven.
Nu sidder vi så her, mens natten falder på, og glæder os til vi skal sove i vores tagtelt for første gang. Det regner let igen, men det slår os ikke ud. Vi har haft en pragtfuld dag i dag.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.