Logbog

23. december 1999

Di di di didelideli di di ... øhh, det er da ikke vækkeuret..
- Hallo, det er Jesper (med rusten stemme - klokken er 8.30 og vækkeuret har kun ringet tre gange).
- Hej, det er Peter fra Mercantile. Vil I ha' en julegave ?
- Øh ..., siger Jesper
- Jeg kommer og henter jer om en time, og så kører vi ud efter bilen, siger Peter.
- Øh øh øh.. er den klar, jeg mener, kan vi få den i dag ??

Det er torsdag morgen og vi bliver vækket af en lidt anden lyd end vækkeuret. Fragtselskabet ringer og fortæller os, at vi kan få Land Roveren, som vi har ventet så længe på, allerede i dag - en dag før den tidligst kunne være klar..
HURRA !! Vi har bedt, håbet og krydset fingre for at få bilen før jul - og nu er den her.
Det er længe siden, at vi er kommet så hurtigt op af sengen. Vi skulle ned og hente penge i banken til fragtfirmaet og vi skulle i bad, for vi ville være pæne, når vi skulle ud og hente en længe savnet ven.

Yes ! Vi fandt bilen. © 1999 Eventyr.net

Nu holder den her - ovre i naboens indkørsel. Den holder og stråler til os i aftensolen - stråler lige som vi gør. Dette er en stor dag for os. Vi er helt oppe at køre !

Vi kunne dårligt få morgenmaden ned, så nervøse var vi. Det var nu vi skulle ud og se om containeren var blevet tabt ! - og se om alle skrækhistorierne, vi havde hørt, var sande. Men bilen stod dér i terminalhallen og skinnede. Det var som om en solstråle brød gennem taget i bygningen og omkransede vores lille Land Rover.
Vi nærmest løb over for at klappe den og checke at alt var ok - og det var det. Ingen buler, ingen mug efter 38 dage på havet og ingen startproblemer. - Vi drejede nøglen og motoren sprang glad i gang - klar til at spille med musklerne.

Hvor var vi stolte da vi fik en mand med en gaffeltruck til at løfte tagteltet på plads, men endnu mere stolte, da vi rullede ud fra terminalen og begyndte køreturen i Melbournes føromtalte trafik.
Denne gang holdt Helle et skarpt øje med trafikken, mens Jesper desperat prøvede at vænne sig til at sidde i venstre side af bilen igen.

Jesper er meget meget glad. © 1999 Eventyr.net Tænk at vi skulle være så heldige. - Og heldet har fulgt os hele dagen. Vi har fået færdiggjort vores indkøb - selv juleanden ligger klar i køleskabet. Og vi har fundet en sikker parkeringsplads hos naboen.
Vi har de sidste dage gået og kigget misundeligt over på en gammel gul Land Rover, som holder derovre hos naboen. Og her til aften, da vi gik og ledte efter et ordenligt sted at parkere, kom naboen ud og sagde, at det var da en dejlig bil vi havde. Han syntes absolut ikke, at den skulle holde parkeret på gaden, så vi blev bedt om at køre helt ned bagerst i hans indkørsel, hvor den nu står nogenlunde sikkert gemt af vejen.
Bilen har været her i få timer og allerede nu har den skabt kontakt - Land Rover-ejere er et herligt og særligt folkefærd.

Vi har brugt det meste af dagen på at kravle rundt på bilen og skrue tagtelt, tagbagagebærer, markiser og meget andet fast. Det er en fornøjelse at ordne de sidste forberedelser.

Hov, pludselig, mens vi sidder her og skriver, dumper der to store nybagte græske brød ned fra himlen. Det er en kok på græker-restauranten lige ved siden af, som lige har bagt brød. Og han synes vi skal smage. Så han kaster et par brød over til os på altanen. Mmmm.

Søndag morgen - meget tidligt - drager vi afsted. I morgen holder vi "dansk" jul og lørdag holder vi australsk jul. Herefter går turen ud - ud i det blå.


Copyright © 1999-2000 by Eventyr.net. Materialet på disse sider er beskyttet af gældende dansk lov om ophavsret.